Rungsted henter Rasmus T. Andersson i Kristianstad

Foto: Jan Korsgaard

Sidste år fik han debut i SHL hos HV71 og var blandt de mest scorede i J20 SuperElit, så der er næppe tvivl om, at Rasmus T. Andersson har et stort potentiale i sig. Han har tilbragt de seneste mange sæsoner i Sverige. 

Han spiller i resten af sæsonen i Rungsted, skriver klubben i dag i en pressemeddelelse. 

– I denne sæson har Rasmus tørnet ud for Kristianstads IK i den svenske Division 1. Opholdet blev ikke helt den succes parterne havde håbet på, og Rasmus vender derfor snuden hjem for at spille i Metal Ligaen den resterende del af sæsonen. Rasmus har repræsenteret alle danske ungdomslandshold, og var senest med ved U20-VM i Montreal i sidste sæson, skriver Rungsted Seier Capital. 

– Rungsted-truppen har fortsat fem skader på angrebssiden, og ud fra den betragtning mener vi det er rettidig omhu at tilføre holdet en ekstra spiller, så vi ikke skal slide alt for hårdt på grundstammen.

– Vi har en formodning om at Nikolaj Krag, Mattias Persson og Emil Oliver Christensen står overfor et comeback indenfor de næste par uger, men med vores skadesfrekvens i denne sæson vælger vi at gøre truppen lidt bredde, lyder det fra Rungsted.

– Vi er fortsat på udkig efter en udenlandsk forstærkning til holdet, men med tilførslen af Rasmus med omgående virkning, giver vi os selv muligheden for at afsøge et svært transfermarked yderligere, vurderer Rungsted, der forventer, at Rasmus T. Andersson får debut på fredag.

Her møder Rungsted Aalborg i en kamp, der transmitteres på TV2 Sport.