Rungsted: Frederik Høeg forlænger, Holten Møller tager en tørn mere

Foto: Jan Korsgaard

Frederik Høeg kom til Rungsted midt i sæsonen, da Hvidovre måtte melde konkurs og dermed trække sig fra Metal Ligaen.

Den tidligere Odense-spiller kom ind og leverede en fremragende indsats som ankermand i tredjekæden og viste sig fulde potentiale hele vejen igennem den resterende del af grundspillet – og i slutspillet, hvor han diskede op med nøgleaktioner i flere afgørende momenter.

Nu fortsætter han i klubben i den kommende sæson, forlød det til guldfesten i går.

Her var Rungsted Seier Capital TV på pletten og klubbens webteam melder, at der snart vil udkomme et interview, hvor det meldes, at Joachim Holten Møller fortsætter i klubben. 

Den rutinerede back var en af hjørnestenene i en Rungsted-defensiv, der fungerede til UG med kryds og slange i de sidste seks kampe i slutspillet, og han tog sit tredje danske mesterskab – de to første var vundet med SønderjyskE.