RUNGSTED ER I METAL CUP-FINALEN efter 5-2 over Aalborg

Foto: Jan Korsgaard

Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates 5-2 (0-0,2-1,3-1) Hvad var der i vandet i Aalborg og specielt der, hvor Julian Jakobsen bevægede sig mellem torsdag eftermiddag og fredag aften?

Det var det første store spørgsmål, hele ishockey-Danmark kunne stille sig, efter at Aalborgs absolutte føringsspiller løb ind til opvarmning efter at have meldt sig definitivt ude af kampen torsdag eftermiddag – endda bakket op af sportschef Ronny Larsen.

Sidstnævnte kaldte det “godt lægearbejde” op til kampen på TV2 Sport, andre vil nok kalde det bluff eller bare utroværdig kommunikation, men fakta var, at Jakobsen var inde på sin gode, gamle plads med Højbjerg-tvillingerne på kanterne. Det sendte Mike McNamee ned i Aalborgs andenkæde.

Rungsted havde fået Matias Persson ind i spillet igen, og Marcus Olsson var ligeledes blevet klar, så dermed kunne begge hold i store træk stille i idealopstillingen, hvilket endte med at være nok for Rungsted.

Nordsjællænderne endte nemlig med at få det ellers fantatiske og entusiastiske hjemmepublikum til at være ganske stille, da kampen sluttede. 

Rungsted vandt den anden semifinale med ganske sikre 5-2.

Efter en helt forventet og tæt første periode, der endte målløs, eksploderede sagerne i anden periode. Nøjagtig som i den tidlige semifinale mellem Frederikshavn og SønderjyskE. 

Tim Daly, Rungsteds offensive back, har det med at støde ind under mål, hvorfra han har scoret en del mål i løbet af sæsonen. Det gjorde han også, da gæsterne scorede det første mål i Bentax Isarena. 

Optakten var dramatisk, da Charlie Sarault brændte på tomt bur. Rungsted holdt fast i angrebet, Tyler Fiddler skød og Daly styrede pucken i kassen til Rungsted-føring. 

Der var spillet 27 minutter, da Joachim Holten Møller lavet et af sine sjældne mål. Rungsted-backen dansede ind omkring et par Aalborg-spillere og lagde iskoldt pucken op i nettaget. Klasse og et perfekt udgangspunkt, der blev reduceret, da Mikkel Højbjerg dygtigt drog ind bag Rungsted-boksen i powerplay, da der var spillet knap 33 minutter. 

Rungsted holdt dog kontrollen i resten af perioden og fik et noget uventet kick i begyndelsen af tredje periode, da Tyler Fiddler stødte med frem i undertal og lagde pucken under Quemener. Den skulle franskmanden have haft. 

Tim Daly er på godt ondt for Rungsted. Den dygtige back fik brokket sig til en ekstra udvisning med 10 minutter igen, og det kostede.

Kelin Ainsworth scorede på et lumsk håndledsskud helt oppe fra toppen af zonen og kampen var åben igen. Der var lagt op til en dramatisk slutfase.

Den piftede Nikolaj Krag-Christensen. 

Han var snarrådig, da kædemakkeren Rasmus Andersson kom af sted og lagde en baghånd på kassen, som røg ud fra banden. Pucken dryppede ud til Krag-Christensen, der fik staven på og lagde pucken ind til 4-2 i Rungsted-favør. 

Mattias Persson afgjorde i tomt bur, og sørgede for en gedigen fest hos de medrejsende fans, der nu må finde overnatning i stedet for at tage den lange bustur hjem.

Mon ikke de havde tænkt på den mulighed i forvejen?

Aalborg gik glip af en nordjysk fest i morgen eftermiddag mod rivalerne fra Frederikshavn, men Pirates-organisationen kan stadig glæde sig over et flot arrangement med over 6000 tilskuere til to kampe i dag. 

Mon ikke det halve af Frederikshavn flyver ind i morgen til det, der ligner en helt åben finale om Metal Cuppen 2018/19.