Rungsted besejret af Cam Spiros hattrick

Gentofte Stars – Rungsted Seier Capital 4-3 (1-2, 2-0, 1-1) Tirsdag aften åbnede Gentofte Skøjtehal dørene til sæsonens første slag om Strandvejen. Efter 60 minutter stod hjemmeholdet som sejrsherre, men inden det havde publikum fået en meget omskiftelig og uforudsigelig hockeykamp.

Kampens forløb blev dog overskygget af en mand. Hjemmeholdets Cam Spiro leverede en eksemplarisk præstation og var indblandet i alle fire Stars-scoringer.

De 657 tilskuere, der var mødt frem, så et udehold, der kom bedst fra start, og var hurtigst både i tanke og i handling.

Som en naturlig konsekvens af dette kom Rungsted derfor også foran 1-0. Målet faldt efter næsten seks minutter og var – sat på spidsen – også kampens første store chance. Fabian Bruunström fik pucken i Stars-zonen, og med en fiks førsteberøring fik svenskeren smidt gummiskiven ind til en helt fri Kent McDonell. Rungsteds store nummer tre takkede, og fra tæt hold satte han pucken op i målmandens venstre hjørne.

Udeholdet var nu fortjent foran, og da kampen rundede ti minutter, havde Gentofte stadig deres første farlige afslutning til gode.

Rungsted fortsatte, og midtvejs førte tilfældigheder på baglinjen til venstre for Teemu Seppänens mål til, at Morten Green med det yderste af staven fik skubbet pucken ud lige foran Gentofte-målet. Her kom en fremstormende Jon Palmebjörk til, som med baghånden fik sendt en afslutning afsted i området nær Teemu Seppänens gribehandske. Pucken snittede dog kun handsken og sprang derefter ind i nettet. 2-0 til udeholdet og føringen var på dette tidspunkt ikke et mål for stor.

Efter kampens start sad man nu med følelsen af, at noget ekstraordinært skulle til, hvis Gentofte skulle tilbage. Det ekstraordinære kom, da hjemmeholdets Cam Spiro efter en veloverstået undertalssituation fik afdriblet to Rungsted-backer og smækkede pucken højt til højre for en overrasket Jeff Lerg. En flot enkeltmandspræstation.

Gentofte var derfor, på trods af spil og chancer, kun nede med 2-1 efter første periode.

Lige så inspirerede og skøjtestærkt Rungsted kom ud til første periode, lige så klodsede og uorganiserede kom de ud til anden periode.

I løbet af de første seks minutter af anden periode fik udeholdet fire klodsede udvisninger, som overlappede hinanden. Dette betød, at en del af tiden blevet spillet i tre mod fem. Gentofte var i denne periode flere gange tæt på, men det var først, da Rungsted fik Nikolai Gade på isen igen efter sin anden udvisning på få minutter, at hjemmeholdet fik udlignet. Et par hurtige førstegangsafleveringer fik rykket de trætte Rungsted-ben rundt, og en oplagt Cam Spiro fandt sin finske ven Joonas Riekkinen. Han scorede sikkert på en chanceløs Jeff Lerg, der ellers i flere omgange havde reddet Rungsted i starten af perioden.

En meget overraskende udvikling efter første periodes Rungsted-dominans.

Gentofte Stars var dog slet ikke færdige. Under et minut senere stak en af hjemmeholdets spillere afsted på en friløber. Det var – rigtigt gættet – Cam Spiro som var fri, og med det spillehumør han var i, var det en smal sag at få Jeff Lerg til at sætte sig ned og smide pucken højt i nettets tag. 3-2 til Gentofte efter 30 minutter.

Rungsted var rystede, og de gange udeholdet kom igennem, var Teemu Seppanen på plads. Perioden sluttede med en føring til Gentofte på 3-2.

Første periode blev spillet på Rungsteds præmisser. Anden periode på Gentoftes. Man kan næsten sige, at de fremmødte fik en skizofren ishockeykamp, som ikke rigtig kunne beslutte sig for i hvilken retning, den skulle tippe.

Kort inde i tredje periode var markerparret Riekkinen og Spiro igen på færre foran Rungsteds mål. Denne gang endte det dog med en lidt for forhastet afslutning.

Som perioden skred frem satte Rungsted sig igen på sagerne, og Nicholas Jensen havde blandt andet et skud på stolpen efter seks minutter af tredje periode. Det lå lidt i kortene at Rungsteds tiltagende pres ville give afkast, men typisk for kampen skete det stik modsatte.

Kort efter at stolpen havde afværget en Rungsted-scoring, var den gal i den anden ende. Markerparret Riekkinen og Spiro var på togt igen. En pasning fra finnen fra hjørnet fik sat Cam Spiro så godt op, at han kunne smække pucken i et halvtomt mål. Den ellers hurtige Jeff Lerg havde ikke en jordisk chance, og så stod det 4-2.

Kampen gik herefter lidt i stå, men med otte minutter igen fik Rungsted så en livline, da Eric Meland reducerede på en flot dribletur. Gentofte var en mand i undertal, hvilket formentlig var årsagen til at Meland fik så meget plads, men afslutningen var af høj klasse. Med scoringen var der nu atter spændingen i kampen, som nu stod 4-3 til hjemmeholdet.

Rungsted kom igen i overtal hen imod slutningen af kampen, men misforståelser mellem Jon Palmebjörk og David Suvanto var blandt andet medvirkende til, at der ikke kom noget ud af dette.

Det lykkedes Gentofte at forsvare kampen hjem, og hvad der i indledningen lignende et forsøg på at begrænse nederlaget, endte med at blive en stor moralsk triumf for ”stjernerne”. Der kan dog ikke være nogen tvivl om, hvem der gjorde triumfen mulig. En veloplagt Cam Spiro viste med sine tre mål, hvor vigtig han bliver for Gentofte i denne sæson.