Rundt om Frederikshavn-Esbjerg – noter fra kamp 7

Vores Frederikshavn-reporter Michael Eriksson Kristensen var på plads i Nordjyske Bank Arena i går. Han noterede sig følgende indtryk fra matchen. 

Der var gang i den i aftes i Nordjyske Bank Arena. Supporterne varmede op med billige fadøl halvanden time før kampstart, og da det hele nærmede sig var stemningen på kogepunktet i Danmarks nordligste skøjtehal, hvor det gjaldede ”Vi vinder guld i år”.

At kampen i aftes var en speciel en af slagsen, kunne man se på pressepladserne. Ikke blot var TV 2 Sport til stede, men også Liga på P3 og mange journalister havde fundet vej til Vendsyssel, hvor der var trængsel på pressebalkonen.

Bussen med Esbjerg fans ankom lidt sent til Frederikshavn. Det betød, at de højlydte og feststemte vestjyske supportere først var endelig på plads fem minutter efter kampens begyndelse.

Da Christopher Frederiksen bragte hjemmeholdet foran 1-0, var brølet fra hovedparten af de 2510 tilskuere helt vildt, så man nok skulle mene man kunne høre det helt i nabobyen Sæby. Sikke en fantastisk stemning til den syvende kvartfinale.

Det nordjyske lokalmedie, Kanal Frederikshavn, har leveret nogle fantastiske Live udsendelser i løbet af kvartfinaleserien. Manden med rekorden for flest spillede kampe i Danmark, Mike Grey, har ageret som ekspert, og han har i flere omgange været lidt efter høgenes Christopher Frederiksen og Kristian Jensen for ikke at producere nok i denne serie. De lukkede for en stund munden på den gamle nummer 23, da de bragte White Hawks foran 2-0, med hver deres mål i første periode.