Rundt om fredagens kampe

Foto: Jan Korsgaard

Rødovre var uden Mathias Asperup til kampen i Rødovre Skøjte Arena. Til gengæld var Mark Mieritz tilbage i Mighty Bulls’ opstilling efter en længere skadespause.

Esbjerg Energy var til fredagens kamp i Rødovre mødt op i de nye orange udebanetrøjer, men man vurderede, at de lå for tæt på Rødovres sædvanlige røde trøjer. Det betød, at Esbjerg måtte spille kampen i Rødovres 1. divisionstrøjer. Måske en ny lykkedragt for vestjyderne?

Michael Binderup har nu scoret to gange i de seneste to kampe, og har i alt syv mål og fire assister i Metal Ligaen i denne sæson. Binderups sæsonrekord tidligere var netop 11 point i grundspillet 2013/14.

Herlev skal måske til at have Nordjylland som hjemmebane. Eagles spillede i sidste uafgjort i Frederikshavn i ordinær spilletid, og leverede i dag en overraskelse i Aalborg, hvor Herlev-mandskabet endda snuppede bonuspointet.

Og dermed kan Dennis Bozic foreløbig kalde sig ubesejret som cheftræner i Herlevs varme sæde.

Christoffer Lindhøjs mål kom blot 3,6 sekunder før tid foran et chokeret publikum i Gigantium, der allerede var i gang med at fejre en 2-1-sejr. Aalborg var i overtal, men Herlev slog tilbage – og vandt kampen med 3-2 efter straffeslag.

Kun 15 markspillere var på kamprapporten for Herlev i aften i Aalborg. Dog en mere end senest i Frederikshavn.

Nicolai Meyer blev holdt nede på et enkelt point i aften for Aalborg. Han er dog stadig suveræn etter på topscorerlisten med sine 54 point.

Der var noteret 270 tilskuere til i Gentoftes Hal 2 i aften. Det var som bekendt en defekt køleboks i den store hal i Gentofte, der havde sendt kampen ind i sekundære omgivelser.

Rungsteds U20-landsholdsspiller Nicolai Weichel til klubbens hjemmeside efter sejren over Gentofte:

“Vi arbejdede hårdt og jeg synes vi spillede en god kamp. Jeg følte, at vi var bedst i alle tre perioder, men det blev mere og mere udtalt fra periode til periode. Der har været arbejdet ekstra hårdt på træningerne de sidste par dage efter nederlaget i tirsdags, og vi ville bare vinde i dag”

Gentofte taber og taber – undtagen når holdet møder Herlev. Stars har tabt 15 af de seneste 18 kampe og fortsætter den trend, er der ikke slutspil til foråret for Karsten Arvidsens mandskab. Selv ikke Cody Kunyks comeback har kunnet løfte Stars-mandskabet.

Hverken Tobias Kisum eller Johan Andersson var med i Rungsteds line up mod Gentofte, der til gengæld stillede uden både Emil Møller Rasmussen og Christian Hee Foss.

God kulisse til opgøret mellem Herning og SønderjyskE. 2517 tilskuere var lig med sæsonrekord i Kvik Hockey Arena.

Mathias Mortensen fra Herning fik en matchstraf i kølvandet på Cory Quirks 2-1-scoring. Mortensen brokkede sig til brusebadet, fordi han mente at være fældet ulovligt i sekunderne forinden.

Det var tredje gang af fire mulige, at Herning og SønderjyskE gik i overtid i denne sæson. De to gamle makkere, Mario Simioni og Dan Ceman kender stensikkert hinandens arbejdsmetoder ud og ind.

Frederikshavns back Tim Kunes overstrålede alt og alle mod Odense. Kunes leverede fire flotte assister. Med 30 point er han fem point efter Joakim Nettelbladt i kampen om at være Metal Ligaens mest producerende back.

Odense Bulldogs registrerede fuldt hold, men alligevel det første nederlag i 2016 i kampen, der også var en generalprøve på Metal Cup-finalen, der spilles i Frederikshavn 7. februar.

1533 tilskuere og en skudstatistik i hjemmeholdets favør på 42-17. Perfekt aften for White Hawks, der kunne glæde sig over, at Marcus Olsson imod alle odds vendte tilbage i startopstillingen.