Rosenthal afgjorde i sidste minut for Rungsted

Rungsted – Esbjerg Energy 1-0 (0-0, 0-0, 1-0)

Rungsted fik revanche for den seneste svipser mod Herlev, da man blot 52 sekunder før tid hev sejren hjem mod Esbjerg, der ikke for alvor fik det offensive spil til at glide fredag aften i Saxo Bank Arena.

Nikolaj Rosenthal blev matchvinder for Rungsted, mens Sebastian Feuk storspillede i værternes mål.

Fredag aften mødte to formstærke mandskaber hinanden i Saxo Bank Arena i Rungsted. Værterne har været inde i en rigtig god periode, hvor det i løbet af to dage blev til sejre over Sønderjyske og Odense, inden man dog rendte ind i lidt problemer mod Herlev i tirsdags, hvor man måtte se sig slået med 4-1.

Vestjyderne rider fortsat videre på en positiv bølge, hvor man ikke alene er ubesejret på hjemmebane, men hvor man også har sejret i de tre seneste udekampe. Der var altså med andre ord lagt op til en tæt og spændende kamp fredag aften i det nordsjællandske.

Gæsterne var uden Nicholas B. Jensen og Rasmus Christensen, som også sad over hos vestjyderne i onsdags.

Første periode startede med Rungsted i teten. Værterne havde mest spil og også flest offensive aktioner. Nikolaj Rosenthal markerede sig for et par gode muligheder for Rungsted. Men Nicolaj Henriksen, som fredag vogtede målet for vestjyderne, tog sig kærligt af forsøgende fra den stærke dansker.

Vestjyderne stak dog snuden frem efter godt tre minutters spil, da Matt Pistilli fik sat Aaron Lee op til afslutning efter en hurtig spilvending.

Esbjerg overtog momentum som man rundede de 10 minutter og en fejl i Rungsteds defensiv var ved at blive dyr, da Esben Nielsen pludseligt stod helt fri foran mål. Pasningen indtil den rutinerede forward blev dog en tand for hård og Nielsen fik derfor kun strejfet pucken med bladet, foran det ellers halvtomme mål.

Gæsterne fik chancen i power play efter 12 minutters spil, da Mikkel Holten Møller måtte til afkøling for en slashing i egen zone, efter at Rungsted havde halset efter i et par minutter. Tættest på var her Mario Lamoureux, som tog sagen i egen hånd og nærmest spadserede igennem gæsternes defensiv. Desværre for vestjyderne fik amerikaneren dog i sidste ende overplaceret sin afslutning.

Drew Schiestel og Anders Grönlund forsøgte sig begge fra backpladserne, inden værterne mod slutningen af perioden fik deres første chance i power play, hvor det i de døende sekunder af perioden for alvor brændte på foran Esbjerg-målet. Esbjerg klarede dog frisag og havde 19 sekunders box play tilbage fra starten af anden periode.

Esbjerg kom godt ud til anden periode, hvor man også fik en tidlig mulighed i power play, da Søren Nielsen blev trippet af Rungsteds Johan Andersson. Esbjerg fik efterfølgende etableret sig på glimrende vis i Rungsteds zone, men trods et par gode forsøg, formåede man ikke at få overlistet Feuk i nordsjællændernes mål.

Anders Feddersen fik en oplagt mulighed for at bringe værterne foran efter fire minutters spil, men alene med Henriksen brændte han den oplagte mulighed.

En udvisning til Kasper Jensen kunne nemt have kostet for vestjyderne, da Rungsted spillede et minuts fremragende power play, hvor puckene fløj om ørerne på Henriksen, der kunne ånde lettet op, da stærkt box play-spil af Mario Lameureux udlignede situationen. Lamoureux erobrede på egen hånd pucken fra Drew Schiestel, der måtte benytte ulovlige midler til at stoppe amerikaneren, hvorfor der nu skulle spilles fire mod fire.

Lasse Bang tegnede sig for den næste Esbjerg-mulighed efter 14 minutters spil, men keeperne lod sig ikke sådan uden videre overliste denne fredag i Saxo Bank Arena.

Tæt på var det dog 17 minutter inde i perioden, da Anders Feddersen for anden gang i perioden fik en enorm stor mulighed for at bringe værterne i front. Men han brændte og de to hold kunne atter gå til pause med 0-0 på tavlen.

Værterne fik den bedste start på tredje periode, hvor Esbjerg blev presset langt tilbage på banen de første 4-5 minutter af perioden. Vestjyderne fik sig dog arbejdet stille og roligt tilbage i opgøret som perioden skred frem.

En fejl i forbindelse med en udskiftning kostede en Esbjerg-udvisning efter ni minutters spil. Men selvom Rungsted fik sig godt etableret i Esbjergs zone mod slutningen af overtalssituationen, formåede vestjyderne at klare frisag.

Jeppe Holmberg fik slidt sig igennem Rungsteds forsvar efter 13 minutters spil, men blev i afslutningsøjeblikket generet bagfra, hvorfor dommerne tildelte ham et straffeslag. Her forsøgte Holmberg sig med en baghåndsafslutning.

Men vinklen blev for spids og afslutningen gik lige forbi stolpen. Fortsat 0-0 på tavlen.

Johan Andersson kunne have bragt Rungsted foran med mindre end to minutter tilbage af opgøret, men to meter fra mål fik svenskeren sendt afslutningen over mål til stor fortrydelse for hjemmepublikummet, der dog fik noget at glæde sig over minuttet efter, da Nikolaj Rosenthal afgjorde kampen til Rungsteds fordel blot 52 sekunder før tid. Stor eufori og glæde i Saxo Bank Arena. 

Det var efter god forechecking fra Røndbjerg og Green i hjørnet, der gjorde, at pucken røg op til Drew Schiestel på blå linje. Han spillede pucken modsat til Grønlund, der skød på mål med et lavt skud. Både Rosenthal og Green forsøgte at styre.

Det blev Rosenthal, der ramte den og den røg i en bue ind i mål. Henriksen i Esbjerg-målet var prisgivet, da han kom fra den side, pucken røg ind i målet i.

Sebastian Feuk var bedste mand og tog sig kærligt af samtlige 28 Esbjerg-forsøg, havde flere store redninger og modstod presset i tredje periode, hvor Esbjerg flere gange var tæt på at afgøre til egen fordel. En flot indsats af den talentfulde keeper.