Rødovre ydmyger fynboer i feststemt arena

Foto: Jan Korsgaard

Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 6-0 (1-0, 4-0, 1-0): Stor aften i Rødovre Skøjte Arena, hvor Rødovre Lokal Nyt havde budt publikum gratis indenfor til et direkte opgør om en fortsat placering i top 4 i Metal Ligaen. Initiativet gav sæsonrekord med små 2.645 tilskuere.

Afgørelsen på aftenens kamp faldt med et brag i anden periode, da Rødovre på under otte minutter scorede fire gange på Odense-keeper Robin Rahm. Odense kom sig aldrig over chokket. Og det blev hellere ikke nemmere for fynboerne, da Rødovres slovenske keeper, Gasper Kroselj, stod en pragtkamp.

En rolig åbning på matchen, der gav powerplay til Rødovre allerede efter 58 sekunder. Hjemmeholdet dog ikke i nærheden af oplagte chancer; dertil var tempoet for langsommeligt og pasningerne for svage.

Første reelle chance faldt først efter seks minutter, da Kasper Jensen afsluttede fra distancen. Robin Rahm på sin plads. Odense med modsvar i den efterfølgende omstilling, da Rasmus Bjerrum ramte det yderste af venstre stolpe af. Langsomt blev der åbnet op for mulighederne, og begge hold var spillet ind i kampen med kvalificerede forsøg.

Ellers forløb de første 10 minutter uden den store dramatik og nævneværdige hændelser. Gode chancer til Jonas René Hansen og Andrey Chistyakov for henholdsvis gæsterne og Rødovre, men også hjemmeholdets keeper, Gasper Kroselj, havde fået fin indledning på opgøret.

Rødovre i nyt powerplay med ni minutter til pause, og denne gang var der anderledes stærkt spil fra hjemmeholdet. Flere gode muligheder, inden Sebastian Bergholt fangede Odense på højresiden, da han gled igennem over offensiv blå linje. Han passede på tværs til en fremadstormende kaptajn Morten Andreasen, der hamrede pucken op i nettaget uden chance for Robin Rahm. Jubel blandt de små 2.700 tilskuere.

Endnu en overtalssituation til Rødovre, men denne gang fik Odense fint holdt Rødovre på afstand fra oplagte scoringschancer. Odense forsøgte sig også i et powerplay, men sporadisk og ufarligt hvad der blev kreeret fra fynboernes stave.

Perioden sluttede med en kæmpe chance til Andrey Chistyakov, der lidt tilfældigt fik pucken midt i slottet, men han brændte fra en fri position. Fantomredning af Robin Rahm i målet. Og etmåls-føring til de rødblusede ved pausen.

Odense med gode chancer i de første minutter af anden periode. Først i et overtalsspil og kort efter i forbindelse med et vedvarende pres på Gasper Kroselj. God indgang for Bulldogs i midterste fase af matchen.

På trods af de gode Odense-minutter øgede Rødovre til 2-0 ved Jonas Sass, der i øvrigt blev hyldet inden kampen for sin kamp nummer 200 i Rødovre-trøjen. Han fik god plads hen over blå linje, og så rettede han sigtet ind og satte pucken i det modsatte hjørne. God udvikling på kampen for cheftræner Magnus Bogren og co. Svenske Bogren, der i forbindelse med kampen blev annonceret med en kontraktforlængelse på to år med forstadsklubben.

Mads Schaarup med stærk afslutning efter otte minutter, men Gasper Kroselj agerede indtil videre i overbevisende stil. Odense i teten efter Rødovre-målet, men første mål lod vente på sig.

Rødovre var imidlertid konstant på lur, og det gav nyt udbytte efter ni minutter, da Morten Andreasen for anden gang i kampen fandt vej til netmaskerne. Kaptajnen på spil i venstre side, og han fik listet pucken ind ved nærmeste stolpe, inden Robin Rahm nåede at reagere. 3-0 og endnu et mastodont-brøl fra den store publikumsskare.

Og vi skulle kun et halvandet minuts tid længere hen, før det blev 4-0. Denne gang var Matthias Asperup ophavsmanden bag målet, da han fangede en retur på åben is og sendte den på tværs til Nicklas Carlsen, der fyrede pucken ind. Robin Rahm nåede ikke i position og var chanceløs ved scoringen.

Det skulle blive endnu værre for gæsterne. Under halvtandet minut efter fjerde scoring øgede Andrey Chistyakov til 5-0, da han efter en perfekt lagt tværpasning fra Phillip Schultz prikkede pucken over stregen på modsatte stolpe. Rødovre i overrumplende stil havde sendt Odense på glatis – og stadig otte minutter til pause. Og Andreas Lauridsen skiftede med Robin Rahm i målet.

Odense i powerplay mod slutningen af perioden, men kreativitet var en mangelvare, og Rødovre reddede situationen flot af. Gæsterne tydeligt tynget af stillingen, der også holdt tiden ud til aftenens anden pause.

En jævn begyndelse på tredje periode, hvor Steffen Klarskovs afslutning efter fire minutter stod som det bedste forsøg.

Hjemmeholdet i overtal fem minutter inde, og så faldt aftenens sjette scoring. Afslutning fra Jannik Karvinen, og pucken direkte ud til Steffen Klarskov, der let og uforstyrret lagde pucken ind på modsatte stolpe. 6-0 – og tunge minutter for gæsterne.

Den klare føring til Rødovre betød naturligvis en kamp blottet for spænding og dermed ikke den samme intensitet på isen som tidligere i matchen. Hjemmeholdet i fuld kontrol mod sagesløse fynboer, der var blevet kørt over i aften.

Gæsterne havde dog ikke helt sluppet taget i kampen, men forsøgte sig med udmærkede tempofyldte fremridt, men Gasper Kroselj var en menneskelig mur i aften. Stor aften for den slovenske keeper, der snart rejser med sit land til Vinter-OL i Sydkorea.

Rødovre cruisede stilsikkert kampen hjem, og det rekordstore publikum rejste sig for at hylde hjemmeholdets 6-0-sejr. Tre vigtige point til Rødovre, der dermed holder sig i top 4.

Eetu Vento – Rødovre finske nyerhvervelse fra Herning – spillede en udmærket debutkamp for vestegnsklubben med langt hen ad vejen sikre og solide indgreb og pasninger.

Sejren på seks mål var desuden Rødovres største hidtil i indeværende sæson.