Rødovre storsejrer over naboer og sikrer tredjeplads

Foto: Jan Korsgaard

Rødovre Mighty Bulls-Gentofte Stars 5-1 (2-1, 3-0, 0-0): Stor aften i Rødovre Skøjte Arena, hvor tilskuerne var budt gratis indenfor til absolut sidste grundspilskamp i denne sæson. Et opgør mellem de to københavnernaboer.

Inden matchen fik Jannik Karvinen overrakt blomster for sin optræden nummer 600 for Rødovre. Stor bedrift af Karvinen, der i næsten hele sin karriere har spillet for forstadskøbenhavnerne. I aften havde han naturligvis nummer 600 på bag på trøjen.

Rødovre blev den store i aftenens opgør. Hjemmeholdet i magtdemonstration og sikker firemålssejr. Holdet sprudlede og viste stort overskud og lyst til at skabe spillet. Flot afslutning på grundspillet med fire sejre på stribe. Gentofte chanceløse i aften efter to hurtige Rødovre-overtalsmål i anden periode. Nu kan mandskabet fokusere på play in.

Gentofte med kampens første store chance, men Oliver Reuter misbrugte på Stefan Ridderwall, Stærk indgriben af den svenske keeper efter små tre minutter. Et par minutter senere brændte det atter på hos Rødovre, og igen måtte Ridderwall hive stor præstation frem.

I samme ombæring fik Rødovre en udvisning, men Gentofte kom ikke i nærheden af målet i de to minutter. Ved udvisningens udløb fik Nicklas Carlsen i øvrigt en kæmpe chance, efter smuk tværpasning fra Matthias Asperup. Men en noget nær sensationel redning af aftenens Gentofte-keeper, Frederik Hansen, hindrede en føring til de rødblusede.

Aftenens hoveddommere i øvrigt Rasmus Toppel og Jacob Grumsen, hvor sidstnævnte kom i uheldigt fokus i fredagens tv-kamp i Esbjerg efter en kontroversiel situation ved et potentielt Rødovre-mål. De to herrer havde haft en del at se til i den indledende fase i aften.

Rødovre kom først på tavlen, da Henrik Eriksson slog pucken det sidste stykke over stregen. Kasper Jensen afsluttede, men Frederik Hansen kunne ikke holde pucken, der gled bagud. Og så kunne Rødovres nye svenske angriber slå til med sin første scoring for hjemmeholdet. 10 minutter spillet. Jubel blandt den fine skare tilskuere, der i øvrigt havde fået gratis adgang takket være over klubbens sponsorer.

Connor Hardowa med fin mulighed midt i slottet, men Frederik Hansen med god redning. Rødovre i lille overtag, men gæsterne havde bestemt set sit snit til at slå farlige omstillinger.

Rødovres overtag udmøntede sig i andet mål, da Matthias Asperup prikkede pucken over målstregen. Hjemmeholdet i stort pres på gæsternes mål, og Karsten Arvidsens tropper kunne ikke holde stand. Lidt over fem minutter til pause.

Gæsternes giftighed slog til to minutter senere. Marko Virtala afsluttede fladt frem mod mål fra venstre side, og foran kassen kunne brormand Teemu Virtala uhindret styre pucken ind uden chance for Stefan Ridderwall. Målet rundede en ganske underholdende første periode af.

Små to minutter inde i anden perioden øgede Rødovre til 3-1. Mål af Steffen Klarskov, der hamrede pucken ind efter forarbejde af Eetu Vento. Eksplosiv start for hjemmeholdet, der virkede oplagte og sultne efter fjerde sejr på stribe.

Stefan Ridderwall havde spillet stor kamp indtil nu, og svenskeren diskede op med imponerende redning efter afslutning fra Ville Järveläinen. Den lille finske angriber forsøgte sig tæt under mål, og ærgrelsen stod malet i hans ansigt.

Mads Eller fik tilkendt straffeslag efter fem minutter, da han kom alene med Frederik Hansen. Men Rødovre-angriberen misbrugte med baghånden, og Gentofte kunne ånde lettet op.

Gæsterne i overtal kort efter, og det blev to velspillede minutter. Målet udeblev, men bestemt gode takter. Stefan Ridderwall, der som bekendt har været ramt af skade i denne sæson, fik et skrub et øjeblik senere og måtte ømme sig i et par minutter halvvejs i perioden. Keeperen dog klar igen.

Jesse Jyrkkio fik fem minutters straf plus game misconduct efter 10 minutter, da finnen bagfra satte hård tackling på Henrik Eriksson ved banden. Svenskeren røg til kortvarig tælling, men kunne selv skøjte ud på bænken. Også jubilaren Jannik Karvinen havde kort forinden været i isen efter en situation bag Gentoftes mål.

Efter halvdelen af overtallet kunne kaptajn Morten Andreasen plante pucken højt i målet, da pucken faldt ud til ham i venstre side. Forarbejde af Nicklas Carlsen. Overbevisende af hjemmeholdet.

Det skulle blive værre for Gentofte, da Nicklas Carlsen øgede til 5-1 et halvt minut senere. Gæsterne virkede ude af balance og tydeligt påvirket af det hårde undertalsspil. Rødovre i stor udnyttelse af de fem minutters overtal.

De sidste minutter af perioden forløb med fortsat dominans af Rødovre og firemålsføring til hjemmeholdet efter 40 minutter.

Spil frem og tilbage fra begyndelsen af tredje periode med chancer i begge ender. Efter fire-fem minutter blev Gentofte dog ramt af to udvisninger inden for 48 sekunder. Store chancer til Rødovre med blandt andet Henrik Eriksson med stolpeskud. Gæsterne overlevede flot undertalsspillet.

Gentofte fik to minutter i overtal, men trods udmærket pasningsspil og intensitet blev det ikke til reducering. Stefan Ridderwall i fortsat storspil og ligner en førstemålmand til slutspillet. Rødovre med luksusproblem, når Gasper Kroselj vender tilbage og desuden danner målmandstrio med Jon Lee-Olsen.

Henrik Eriksson i tværpasning til Mads Eller halvvejs i perioden, og Eller sendte pucken på undersiden af overlæggeren. Den dumpede ned omkring stregen og efterlod tvivl om scoring. Jacob Grumsen slog dog afvisende ud med armene.

Ikke det store at berette om i tiden herefter. Rødovre stadig i overvægt af spil og chancer og bevægede sig stille og roligt frem mod den sikre sejr. Stort overskud og spilleglæde hos hjemmeholdet kampen igennem.

Minutterne løb ud, og hjemmeholdets spillere kunne nyde de over 2.200 publikummers applaus. Rødovre med fortjente tre point over naboerne, og Magnus Bogrens tropper slutter dermed på en fornem tredjeplads i Metal Ligaen og kan se frem til hjemmebanefordel i kvartfinalerne med start i næste uge.