Rødovre snupper overtidssejr hos lokalrivaler

Foto: Ian Nielsen

Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls 2-3 OT (1-1, 1-0, 0-1, 0-1): Lokalderby i Ørneborgen mellem to hold, der kom fra nederlag i seneste kamp. Derfor masser af grund til revanche fra begge sider, og det blev også en tæt og intensiv fight.

Kampen skulle finde sin vinder i overtid, og her fik backen Sebastian Bergholt noget usædvanligt en matchvinderrolle, da han gik med frem og passerede Marc Schlæger i Herlevs mål. Og så oplevede Rødovre endnu en målmands-bet; Gasper Kroselj udgik i anden periode med det, der lignede en skade i hånden.

En ganske livlig indledning på kampen med højt tempo og spilvendinger, men uden at de to målmænd i dagens kamp, Marc Schlæger og Gasper Kroselj, kom på de helt store prøver.

Kampens første udvisning tilfaldt Herlev efter otte minutter, men Rødovre fik ikke kreeret de åbne scoringsmuligheder i de to minutter. Herlev i stor fight.

Mike Daugulis i øvrigt stadig ude for Herlev, mens fraværet af Rasmus Astrup havde sendt kaptajn Morten Andreasen op i den ellers velfungerende kæde med Matthias Asperup og Nicklas Carlsen. Rødovre kun med tre kæder i fraværet af flere spillere.

Herlev fik sit første powerplay med otte minutter til pause, og det skulle give fuldt udbytte for hjemmeholdet. Der var spillet under 30 sekunder i undertal, da Frederik Bjerrum fra en spids position i højre side placerede pucken højt i målet. Pucken ramte den bageste stolpe og sprang ud i spil, og derfor et øjebliks forvirring om scoringen. Der blev dog helt korrekt dømt mål.

Minuttet efter fik Herlev nyt powerplay, og denne gang gik der ét minut, før pucken lå bag keeper Gasper Kroselj. Scoringen blev dog korrekt annulleret grundet brug af skøjte. Herlev fastholdt presset på Rødovre uden at det bragte flere scoringer af sig.

Næste powerplay faldt Rødovres vej, da der var fire minutter til pause. Og her blev udligningen sat af Nicklas Carlsen, der fra tæt under mål fik listet pucken under Marc Schlæger på en retur.

Mathias Thinnesen havde nærgående forsøg kort efter, men stillingen holdt resten af perioden, der havde budt på glimrende underholdning i form af god intensitet og fight fra begge hold – og ganske fin stemning blandt tilskuerne.

Christoffer Gath med fin mulighed efter tre minutter i anden periode, og angrebet afstedkom desuden en udvisning til Rødovre. Hjemmeholdet fik ikke ro til at etablere spillet; kun et enkelt nærgående forsøg blev det til i overtal.

Herlev i nyt forsøg i overtal, men heller ikke denne gang lykkedes det JP MacCullums tropper at passere Gasper Kroslj i målet. Frederik Bjerrum og Mathias Thinnesen med udmærkede chancer.

Kampen havde budt på mange udvisninger, og disciplinen lod ikke til at have fået taget i de to hold. Næste mand i straffeboksen var Thomas Søndergaard. Rødovre fik dog intet ud af de to minutter; absolut ingen gæstfrihed fra værterne, der i stor stil stressede aftenens gæster.

I stedet slog Herlev til med et stærkt mål, da Mathias Thinnesen resolut sendte pucken ind fra midt i slottet. Hurtigt og effektivt spil af hjemmeholdet, der hermed var foran 2-1 med syv minutter til pause.

Der gik et suk igennem Rødovre-lejren, da Gasper Kroselj måtte udgå med otte minutter til pause. Den slovenske keeper tog et minut på isen, hvor han ømmede sin ene hånd, men smerterne var for store til at fortsætte. Gedigen nedtur for Rødovre, der efterhånden kunne stille en hel kæde med skadede målmænd i denne sæson. Unge William Rørth kom på isen til resten af kampen.

Anders Schultz næste mand i straffeboksen, og hjemmeholdet med stærkt overtal. Ingen scoringer, men ørnene fastholdt momentum i Rødovres zone. Rigtig god periode for Herlev, der gik ind til anden pause med en spinkel føring.

Rødovre i jagt på udligningen fra begyndelsen af tredje periode. Store chancer til Nicklas Carlsen og Morten Andreasen tæt under mål, men stolpen stod i vejen ved det ene forsøg, og Herlev reddede sig ud af situationen.

Efter seks minutter fik Rødovre chancen i powerplay, men det gav ikke udbytte for gæsterne. Herlev havde spillet stærkt undertal i aften og gav ikke mange chancer væk.

Til gengæld slog Rødovre til i fem mod fem efter otte og et halvt minut. Det var Thomas Olsen, som på flot vis sendte pucken højt ind bag Marc Schlæger med et skud fra højre side. Flot udført og 2-2 i Ørneborgen.

Mathias Thinnesen med en af sine mange chancer, da han fik en breakaway. William Rørth dog med stor redning i målet. Ganske fint drive på matchen i denne fase, hvor næste mål sagtens kunne falde i begge ender.

Herlev i overtal, da kaptajn Morten Andreasen røg en tur i straffeboksen med seks minutter tilbage. Igen fint etableret spil af Herlev, der havde glimrende forsøg, men uden at sætte den i netmaskerne.

Uafgjort efter ordinær tid, og så gjaldt det overtid. Thomas Søndergaard med to kæmpe chancer kort inde i de fem minutter. Men som det så ofte sker i spil tre mod tre, så opstår der chancer konstant på begge målmænd. Denne gang var backen Sebastian Bergholt strøget med frem, og han lykkedes med at lægge pucken ind ved nærmeste stolpe uden at være presset.

Stor jubel blandt spillerne og Rødovres medrejste fans, der åbenlyst dedikerede de to point og sejren til Rasmus Astrup, der blev ramt af en blodprop i hjertet i søndags efter kampen mod Hvidovre.

En meget lige kamp, der kunne være gået begge veje, og hvor udvisningerne stod i kø på begge mandskaber. Rødovre var mest kyniske i overtiden, og så kunne holdet rejse den korte distance hjem med et tirsdagssmil på læben.