Rødovre slog igen i slaget om Sjælland

Foto: Jan Korsgaard

Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls 1-2 (0-1,1-0,0-1) Rødovre Mighty Bulls slog tilbage i serien mod Rungsted. For fjerde kamp i træk blev kampen afgjort med blot en enkelt mål, og vi mangler nu kun en overtid for at understrege den totale jævnbyrdighed mellem de to mandskaber. 

Rødovre har hjemmebanefordelen tilbage og det efter en god gang udebanehockey.

Det afgørende mål blev sat i tredje periode i en af de vitale powerplay-situation, hvor gæsterne leverede flot pasningsspil. Kevin Montgomery og Jannik Karvinen satte Steffen Klarskov op, og det endte med, at Klarskov scorede 2-1-målet i det 46. minut.

Derefter spillede gæsterne stærk udebanehockey og kørte sejren hjem – nøjagtig som Rungsted gjorde det i tirsdags i Rødovre. 

Stefan Ridderwall stod en fremragende kamp i gæsternes mål og svenskeren er lige nu førstemand i Rødovre-buret, hvor man efter mange udskiftninger pudsigt nok er vendt tilbage til den duo, man begyndte sæsonen med. Jon Lee-Olsen var backup i den tætte kamp. 

Rungsted var dominerende i de første to perioder hvor Rødovre levede på kontra og stod fornuftigt på banen. 

Unge Frederik Skovby satte gæsternes 1-0-mål i det 10. minut, men måtte se Aleksi Laakso udligne i powerplay efter tre minutter i anden periode.

I tredje periode fortsatte kampbillede med Rungsted på puck og Rødovre på kontra, men det var som om Rødovres fundament bare blev stærkere og stærkere som perioden skred frem.

Rungsted havde gennem kampen gode muligheder for yderligere scoringer, men ramlede ind i en solid Rødovre-defensiv, der havde Ridderwall som en solid sidste skanse. Svenskeren reddede flotte 37 skud.