Rødovre slår Aalborg hjem i halvtam affære

Rødovre Mighty Bulls- Aalborg Pirates 4-2 (1-0, 2-2, 1-0). Rødovre og Aalborg mødtes tirsdag aften i et interessant opgør i Metal Ligaen. For tyrenes vedkommende var det en vigtig kamp i forhold til at holde kontakten med top 4, mens det for Aalborg handlede om at få endnu flere point i kampen med Gentofte om at komme med i årets slutspil.

Begge hold begyndte lidt afventende i matchen, men der bemærkedes især gode forsøg fra Rødovres Mikael Christensen og Aalborgs Sebastian Ehlers, men begge målmand var klar; Stefan Ridderwall for Rødovre og Marcus Lundell fra Aalborg.

Lundelle diskede op med en suveræn redning efter syv minutter, da han tæt under mål snuppede baghåndsafslutningen fra Mikkel Højbjerg, der i øvrigt – for anden kamp i træk – måtte undvære tvillingebroren Martin i kæden.

Rødovre kom først på tavlen i aftenens kamp, da Sebastian Bergholt skar ind fra venstre og ved nærmeste stolpe lagde pucken ind under armen på keeper Lundell, der så halvskidt ud. Føring til Rødovre efter 11 minutter.

Aalborg fik kampens første udvisning, og Jannik Karvinen var efterfølgende ved at øge til 2-0, men pucken prellede af på stolpen.

Rødovre havde domineret første periode og kunne også gå til første pause hjemme i Rødovre Skøjte Arena med en kneben føring.

Anden periode var blot 19 sekunder gammel, da Aalborg udlignede til. Rødovre fumlede rundt foran Stefen Ridderwall, og pucken endte med at gå i mål via et par Rødovre-skøjter. Scoringen blev krediteret Nicolai Meyer, der havde sidste stav på for gæsterne.

Rødovre var i undertal, da Mikael Christensen jagtede en løs puck frem af banen, og hans indsats resulterede i en udvisning til Aalborg, der ikke have vist det store i powerplay.

Rødovre var derimod anderledes effektive i deres powerplay. Det var lidt før, der blev tøvet for længe med en afslutning, men da pucken endte hos Matthias Asperup sendte han den usvigeligt sikkert ind bag Marcus Lundell i målet.

Aalborg fik et powerplay lidt over halvvejs i perioden, men formåede langt fra at være farlige. Til gengæld slog piraterne til, da Rødovre slap koncentrationen ved udvisningens udløb, og så kunne Robin Karlsson lægge pucken i mål ved nærmeste stolpe.

Rødovre fik en gylden chance for igen at bringe sig foran, da Aalborg fik to udvisninger med cirka syv minutter igen af perioden. Tyrene bed sig fast i Aalborgs zone, men spillet var lidt for uinspireret og ufarligt. Men det til trods øgede Nicklas Carlsen til 3-2 ganske få sekunder efter, Aalborg blev fuldtallige.

Aalborg sluttede perioden med en mand i overtal og ville fortsætte i lidt over halvandet minut i kampens sidste periode. Rødovres føring kunne sagtens falde, for gæsterne havde vist bedre takter mod slutningen af perioden.

Aalborg fik ikke draget fordel af overtalsspillet i begyndelsen af tredje periode, selv om det kunne have givet et kæmpe psykisk overtag til nordjyderne.

Hvis Rødovre havde haft det spillemæssige overtag i de to første perioder, så overtog Aalborg lidt mere af spillet i tredje periode i jagten på en udligning. Der var dog sparsomt med de helt store chancer, da begge hold syntes at spille helt tæt foran eget mål.

Med ni minutter igen røg Sebastian Ehlers ud i to minutter for boarding efter at have nedlagt Marco Illemann i det ene hjørne. Hjemmeholdet var ikke tilfreds med udvisningens størrelse, om end forseelsen ikke var forsætligt. Aalborg lukkede fint ned for hjemmeholdet, og så kunne gæsterne ellers jagte videre på udligningen.

Et af Rødovres bedste tilbud i tredje periode kom fra Mikael Christensen, der i vanlig stil cruisede slidsomt ned mod Marcus Lundell. Svenskeren pillede dog glansen af afslutningen.

Sebastian Ehlers blev udvist med tre og et halvt minut igen, og det var en kritisk dom for Aalborg. Ikke mindst fordi Rødovres nyeste spiller, hjemvendte Morten Andreasen, takkede for muligheden i overtal og scorede til 4-2. Det var Andreasens første mål for Rødovre efter tiden i Odense.

Aalborg fik aldrig sat en slutspurt ind, da man blev ramt af en ny udvisning, og så kunne Rødovre skøjte sejren hjem på 4-2 foran et skuffende få antal tilskuere. Sejren var fortjent, eftersom det var meget begrænset, hvad Aalborg fik skabt frem af banen. Rødovre viste derimod større målvilje og lyst til at point set over hele kampen.

Matthias Asperup blev kåret til kampens spiller af halspeakeren, men herfra skal der også lyde roser til Rødovre-backen Sebastian Bergholt.