Rødovre på tavlen efter nabokrig

Gasper Kroselj - R¿dovre Mighty Bulls - Jannik Karvinen - R¿dovre Mighty Bulls - Frederik L. Kaels - R¿dovre Mighty Bulls

Hvidovre Fighters – Rødovre Mighty Bulls 2-5 (1-0, 1-3, 0-2) Der var nabokrig på isen fredag aften på Vestegnen. Hvidovre Fighters og Rødovre Mighty Bulls bød hinanden op til en septemberdans, som gæsterne lykkedes bedst med.

Magnus Bogrens tropper gik ind til opgøret med store skadeskvaler og seks ukampdygtige stamspillere, men trak sig alligevel sejrrigt ud af opgøret og indsatte tre tiltrængte point, sæsonens første, på kontoen.

Det lå ellers ikke i kortene i kampens indledning. Begge holds svenske trænere bebudede fart fra starten, men Hvidovres stærke struktur og ikke mindst en stribe kompetente centere, der dygtigt lukkede rum ned, gjorde første periode til en chancefattig affære.

Steffen Klarskov bød ind med første nærgående forsøg i et powerplay, men derudover lykkedes Hvidovre glimrende med at nedbryde naboernes bestræbelser.

Anders Schultz stod for hjemmeholdets første nærgående forsøg, hvorefter de bed sig fast og trak en udvisning på Dennis Christjansen. De lykkedes langt bedre med overtalsopgaven og bragte sig fortjent i front i denne.

Efter halvandet minuts pres og nærgående forsøg endte pucken for staven af Oliver Persson. Fra blå sendte han pucken på mål, og den gik under Stefan Ridderwall, hvis udsyn var delvist spærret.

Et nyt godt forsøg fra Klarskov, der tog turen på ydersiden af hjemmebanedebuterende Ludvig Adamsen, fremtvang en stærk parade fra Emil Jidskog ved nærmeste stolpe. Første reelle aktion fra den stærke svensker, der i sidste sæson præsterede flot i syv kampe for Rødovre. I øvrigt blot én af mange på de to hold, som har krydset frem og tilbage mellem de to naboklubber.

Hvidovre lukkede første periode med en god aktion fra Andrei Chistjakov, der tog turen op langt højrekanten og fandt Christoffer Lindhøj med et cut-back. Ridderwall var dog på plads på både skuddet og den giftige ripost umiddelbart efter.

Hvidovre åbnede også bedst i anden periode. Fra højre side smed Frederik Høeg en skarp centring ind på bladet af en fremadstormende medspiller, der dog brændte forsøget dybt inde i slottet.

Men pludselig tog kampen en 180 graders vending.

Efter fem minutter tabte Christoffer Lindhøj en nærkamp og måtte hive en udvisning. Det gav fornyet luft til Rødovre-holdet, som satte et godt overtal op. Jannik Karvinen truede med hans farlige firsttimer i et par omgange, og det var også ham finske Riku Pitkänen fandt, da finnen centrede pucken fra højre side. Karvinen sendte sikkert pucken i mål til udligning 1-1.

Blot 37 sekunder senere scorede Rødovre igen. Emil Jidskog kom til at se skidt ud på en mindre skovtur, da han ikke fik clearet en puck ved endebanden ordentligt. Jannik Karvinen erobrede og fandt en totalt blank Jonas Sass foran mål til en stensikker 1-2-scoring. Kampen vendt på hovedet på få sekvenser.

Charmen ved ishockey, og nu fordel Rødovre.

Hvidovre lagde sig ingenlunde fladt ned, og fik igen strikket nogle gode skift sammen. Victor Cubars havde pludselig plads i slottet, men missede afslutningen.

I stedet vendte gæsterne igen spillet. Steffen Klarskov førte pucken ind i angrebszonen, hvor han fik al for megen plads. Det udnyttede han prompte med et håndledsriv i landsholdsklasse op i det korte hjørne til 1-3.

Nu var portene for alvor åbnet. Efter den chancefattige indledning væltede det nu ind med mål. Denne gang lynede Hvidovre, der fik reduceret blot 15 sekunder senere.

Chistjakov brød spillet, skar ind foran mål og fik afsluttet. Riposten røg lige ud til Oliver Reuter, der tog flot vare på det store tilbud.

Powerplay Rødovre i den anden ende og Karvinen på overliggeren. Stor underholdning og mange noter på blokken i denne fase. Kort efter pæn chance til at blive dobbelt målscorer for Sass, men Hvidovre overlevede dét undertal.

Det generelle kampbillede var klart i Rødovre-favør nu, og de trykkede på i periodens sidste minutter. En række gode parader og befriende blokeringer fra Jidskog førte Hvidovre til pausen med skindet på næsen.

Tredje periode blev indledt med drama. Nicki Kisum blev tacklet ind i en åbnende boksdør ved Rødovres bænk, og måtte til observation i omklædningsrummet.

I periodens femte minut stak Rødovre af i en hurtig kontra. Storspillende Jannik Karvinen agerede bøddel og viste sin store skudstyrke til 2-4. Også kredit til Patrick Flügge for den lille pasning, der kickstartede omstillingen.

Energisk arbejde fra Magnus Molge fremtvang en ny Rødovre-udvisning, og her pressede Hvidovre på for reducering. Tættest på kom de, da Jonas Riekkinen forsøgte at bande pucken ind via Kim Johansson, men Ridderwall dækkede flot af.

Efter udløbet satte Hvidovre atter et tungt pres, og Steffen Klarskov måtte cleare zonen med en befriende icing. Seks minutter resterede og fortsatte Hvidovre-forhåbninger om point.

En unødvendig udvisning til Christoffer Lindhøj, med en holdkammerat i puckbesiddelse og fremdrift, tog imidlertid brodden ud af comebackforsøget med fire minutter igen.

Dermed powerplay til gæsterne, og her blev der lukket og slukket. Velspillende Sebastian Bergholt fik plads på venstrekanten, og han trak ind og satte sikkert 2-5-målet i netmaskerne bag Jidskog.

Flot moral fra sidste sæsons grundspilstreer, der kom ind til kampen med nul point og svære vilkår. Hvidovre startede bedst, men fik sluppet grebet midtvejs i kampen, og dermed fortsat Rødovre-overtag i den indbyrdes håneret på Vestegnen.