Rødovre-knægt i førstekæden på “svensk landshold” i Rusland

Rødovre-knægten Marcus Almquist har et uomtvisteligt talent. Ikke mindst for at score mål. Almquist, der er årgang 2003, er så dygtig, at han for nylig blev inviteret med på et udvalgt svensk “landshold” for årgangen

Rødovre Lokal Nyt skriver historien om Almquist, der var med hos CCM Skills Team Sweden for årgang 2003. Holdet deltog i Tretiak Cup i Moskva, som ellers bestod af regionslandshold fra Rusland.

– Det var en dejlig oplevelse med nogle fede omgivelser. Det hele var i orden og den måde russerne spillede på, var meget anderledes, da det var mere fysisk og direkte spil. Nogle gange, synes jeg, det var over stregen fysisk, men det er nok fordi, jeg er vant til dansk ishockey, siger Marcus Almquist til Rødovre Lokal Nyt.

Sverige blev nummer tre, Almquist leverede tre point (1+2) og glædede sig over en stor oplevelse i Rusland. Rødovre-gutten var endda center i førstekæden og spillede både boksplay og powerplay.

– Det gik egentlig meget godt med hensyn til istiden, men jeg ville godt have gjort det bedre pointmæssigt bedre. Jeg synes også, jeg kunne have gjort det bedre spillemæssigt, lyder det selvkritisk fra unge Almquist, der er forsvarende dansk mester for U13 og U15 med Rødovre.