Rødovre-kaptajn gik forrest i sejr over lokalrivaler

Foto: Ian Nielsen

Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles 4-2 (1-1, 2-1, 1-0): Lokalderby tirsdag aften i Rødovre Skøjte Arena, hvor de to nabokommuner skulle dyste om tre point efter den netop overståede landsholdspause.

Rødovre sikrede de tre point efter en kamp, hvor de havde et lille overtag med kaptajn Morten Andreasen i hovedrollen med to mål og én assist. Herlev spillede et miserabelt powerplay og tabte primært matchen i den spilfase. Kampen i øvrigt overværet af de to byers borgmestre, henholdsvis Rødovres Erik Nielsen og Herlevs Thomas Gyldal Petersen, der undervejs fandt vej til smil og hygge.

Stefan Ridderwall tilbage i Rødovres mål efter en længere skadespause. Mads Eller og Matthias Asperup dog stadig ude med skader, mens Herlev blandt andet måtte undvære veteranen Kim Staal i aften. Begge hold kun med en enkelt spiller i fjerdekæden. Blomster til Sebastian Bergholt inden kampen for sin kamp nummer 300 i Rødovre-trøjen.

Rødovre bedst fra land med et par gode muligheder allerede inden for de første minutter. Thomas Olsen med kæmpe chance, da han pludselig fik pucken i fri position på offensiv blå linje. Men stærk redning af Evan Mosher i Herlev-målet.

Første powerplay tilfaldt Herlev efter fem minutter, men gæsterne formåede slet ikke at få etableret et spil. Spillerne stort distraheret af hjemmeholdet, der fightede pucken langt væk i flere omgange.

Herlev fandt dog vej til netmaskerne kort efter, da Karl Beckman forsøgte sig fra midten af højre faceoff-cirkel. Pucken strøg ind ved nærmeste stolpe uden chance for Stefan Ridderwall, hvis udsyn var spærret. Føring til gæsterne.

Hen mod midten af perioden var det Rødovres tur i powerplay, men hjemmeholdet tøvede alt for længe og nåede ikke at få kvalificerede skud på mål.

Stor utilfredshed fra Rødovres side over en to plus ti minutter straf til Jacob Böll for checking to the head på Thomas Søndergaard lige ved de to bænke. Fra pressepladserne set helt fair udvisning, men altså stor modstand fra hjemmeholdet. Rødovre holdt stand i undertal uden at bruge de helt store kræfter.

Brett Thompson med god chance med tre minutter til pause, men indtil videre fint comeback fra Rødovres svenske keeper.

Rødovre slog straks den anden vej, og så kunne kaptajn Morten Andreasen udligne. Han løb frem på venstresiden og med et millimeterpræcist trækskud sendte han pucken ind via den fjerneste stolpe. 1-1 – og så kunne spillerne gå til første pause få minutter efter.

Fin underholdning fra begyndelsen af de midterste 20 minutter med tempo og intensitet – og et stolpeskud til Herlev. Det var dog Rødovre der kunne bringe sig foran 2-1. Morten Andreasen som dobbelt målscorer, da han fra venstre side afsluttede fladt. Pucken strøg under Evan Moshers ene benskinne, og det lignede en lille blunder af gæsternes keeper.

Herlev i powerplay kort efter, men gæsterne fik mildest intet ud af det i aften. Langsommelige pasninger og for lidt kreativitet. Rødovre havde nemt ved at trevle det op. Og gæsterne tog sig tilmed en kæmpe blunder, da Anders Schultz trådte ud af straffeboksen. Sebastian Bergholt spillede pucken frem til en fri Schultz, og han havde frit lejde til at skøjte ned og lægge pucken under Mosher. 3-1 fem minutter inde i perioden.

Phillip Schultz med kæmpe mulighed kort efter, men denne gang fik Evan Mosher flot afværget forsøget. God periode for hjemmeholdet, der i den grad havde fået momentum.

Herlev lod sig dog ikke kyse, for i minutterne efter blev der kreeret gode chancer. Thomas Søndergaard blandt andet med muligheden tæt under mål; stærk redning af Stefan Ridderwall. Mærkbar opblomstring fra gæsterne.

Endnu en stor chance signeret Phillip Schultz, da han modtog pucken i helt fri position. Herlev gav store mængder plads ved flere angreb fra hjemmeholdets side.

Herlev med fornyet energi, og det gav pote med seks minutter til pause. Thomas Søndergaard havde spillet god kamp, og han udnyttede en retur kort for mål til at sende pucken højt i målet. Og så var stillingen 3-2. Fuld spænding i lokalderbyet.

Mod slutningen af anden periode var der spil fire mod fire. Og det skulle passe Herlev glimrende, der nærmest spillede powerplay i to minutter med etableret spil i Rødovres zone. Stor kontrast til gæsternes reelle powerplay tidligere i kampen. Spillerne gik til pause med en smal føring til Rødovre.

Rødovre i den dominerende rolle fra første fløjt i sidste periode, og ikke mindst på grund af et powerplay kort inde. De rødblusede spillede sig frem til et par gode muligheder ved blandt andet Jonas Sass, men Evan Mosher lukkede af og holdt gæsterne inde i kampen.

Overtallet havde givet momentum til Rødovre, der ved Nicklas Carlsen øgede til 4-2 efter fem minutter. Han lagde pucken ind med baghånden tæt under mål, efter Rødovre havde splittet gæsternes forsvar. Jubel hos de fleste tilskuere i arenaen, og svær situation for Herlev.

Friløber til Mike Daugulis, men tilbagevendte Stefan Ridderwall reddede i stor stil med den ene benskinne langs isen. Herlev fik også chancen i overtal, men et enkelt, udmærket slagskud fra Tobias Ruelykke var, hvad der blev skabt. Bestemt ikke en god powerplay-aften for JP MacCullums tropper.

Thomas Søndergaard havde været Herlevs bedste i aften, og han var endnu engang på spil, da han afsluttede lumsk tæt under mål. Igen stor indgriben fra Ridderwall, der havde været en markant skikkelse for hjemmeholdet i derbyet.

Powerplay til Rødovre med syv minutter igen, men gæsterne fik holdt spillerne på ydersiden og klarede sig gennem boxplay. Stadig tro på point hos Herlev, der efterhånden fik travlt.

Kampens absolut største chance – måske endda den største i sæsonen i arenaen – tilfaldt Frederik Høeg. Stefan Ridderwall var nede at ligge efter en redning, og Høeg havde både tid og plads – og totalt åbent mål – men han sendte alligevel pucken ind i skinnerne på keeperen. Ellers gylden chance for reducering.

Herlev tog timeout med 2:15 minutter igen, og Evan Mosher blev trukket ud af målet. Satsningen gav dog ikke pote, og så kunne hjemmeholdet række armene i vejret og fejre en 4-2-sejr over lokalrivalerne.

Kampen vil ikke blive husket for det polerede og skønne spil, men udmærkede sekvenser med store chancer i begge ender. Tre point til tyrene, der vandt fortjent foran små 1.200 tilskuere.