Rødovre fik juleønsket opfyldt med tre point

Foto: Ian Nielsen

Rødovre Mighty Bulls -Hvidovre Fighters 5-2 (1-1, 3-0, 1-1)

Tredje kapitel i serien af lokalopgør mellem Rødovre og Hvidovre var denne aften henlagt til Rødovre Centrum Arena. Rødovre kunne med en sejr skabe afstand til gæsterne, der omvendt kunne trække hjemmeholdet ned i dybet og i tilfælde af sejr rykke forbi dem i tabellen.

Det blev resultatmæssigt Rødovre, der fik sit juleønske opfyldt med tre point i en 5-2-sejr.

Kampens første forsøg fra hjemmeholdet gav mål. Det var Thomas Olsen, der stjal pucken kort inde i udeholdets zone og med speed udplacerede han Philip Berg Nicolaisen i Hvidovres mål. To et halvt minut var der spillet.

Efter seks et halvt minut åbnede gæsterne også straffeboksen, det var Magnus Poulsen, der måtte sidde to minutter for slashing. Overtallet bragte et par gode afslutninger fra hjemmeholdet, men ingen mål.

Kort efter trak hjemmeholdets Kasper Jensen en udvisning for interference, og den mulighed lod Hvidovre ikke gå fra sig. Tre pasninger og der var udlignet. Det var Daniel H. Nielsen, der styrede pucken i mål.

Rødovre der indtil dette tidspunkt havde været i fuld kontrol virkede groggy, mens Hvidovre omvendt vejrede morgenluft og tog kommandoen.

Med fem minutter til pause blev hjemmeholdets nervøsitet udstillet da de pludselig var seks mand på isen. To minutters straf som Jonas Sass måtte afsone. Denne gang var tyrenes defensiv dog på plads tillod ingen forsøg på mål, samt ryddede godt op foran William Rørth i tyreburet.

Mod slutningen af de første tyve minutters spil fik hjemmeholdet igen vendt momentum til deres fordel, men indtrykket af en halvdårlig indledning på kampen af begge mandskaber blev der ikke ændret på.

Halvandet minut inde i anden periode måtte Hvidovres kaptajn Christoffer Lindhøj ud for en tripping. Og det kostede en kasse da Nicklas Carlsen uhindret i slottet kunne sende føringsmålet i kassen.

Kort efter kom der en sjælden scoring fra Rødovres Nikolaj Zorko, der afsluttede et mønsterangreb til tomåls -føring til Rødovre. Tre minutter inde i anden periode lignede det en tidlig afgørelse på kampen.

Kort efter endte et klumpspil foran Hvidovres mål med en udvisning til hver side og der blev efterfølgende spillet fire mod fire, inden hjemmeholdets Andre Pison lidt overraskende måtte ud i to minutter for roughing.

Knap midtvejs var det Hvidovres tur til en udvisning. Rasmus Hansen røg ud for slashing.

Der kom ikke meget fornuftigt ud af de mange overtalsspil, men kampens rytme var brudt og roderiet genindført for en tid.

Tretten minutter inde i mellemperioden blev Patrick Flügge sendt i skammekrogen for hooking, men selvom Rødovre var i undertal skabte de mere end Hvidovre.

En dårlig beslutning af Hvidovres Edgars Treijs der sendte Rødovres Mads Eller i isen, blev straffet med 2+10, så hjemmeholdet kom i overtal. Det kunne Ritu Pitkänen afslutte med en tap-in scoring scoring tæt under mål og sætte hjemmeholdets fjerde kasse på kontoen.

Der blev, den resteredende del af anden periode spillet uden den store nerve, men der kom mere snert i nærkampene og der blev diskuteret voldsomt spillerne imellem, da de forlod isen på vej ud til pausen.

To minutter spillet af tredje periode præsterede Wiloliam Rørth en stor redning, men måtte kort efter kapitulere på skud fra Hvidovres Rasmus Hansen, der skabte fornyet spænding om udfaldet, da han reducerede med gæsternes anden scoring.

Det rodede spil med stor risiko var for meget for hjemmeholdets coach Magnus Bogren, der med tolv minutter igen trak en timeout for at få styr på tropperne.

Det gav ikke den tryghed man forventede, men med fem minutter igen eksekverede Nicklas Carlsen på forarbejde af Matthias Asperup til nyt tremåls-forspring til Rødovre, og det manifesterede sig i den resultatmæssigt ønskede ro på isen.

Hvidovre kunne lige nå endnu en udvisning til Magnus Molge for slashing i slutminutterne.

Rødovres Andre Pison trak en interference og så blev det igen underholdende fire mod fire det sidste minuts tid inden kampen ebbede ud foran de 1003 tilskuere, der var mødt op i Rødovre Centrum Arena denne aften.