Rødovre stadig kongerne af Vestegnen

Rødovre – Herlev 4-2 (0-1,0-1,4-0) (Af Søren Schwartz i Rødovre Skøjte Arena) Lokalopgøret om Vestegnen blev skudt i gang med to hold, der kom styrtende på isen med tempo og hurtigt blev begge målmænd testet. Men som perioden skred frem stod der Rødovre på meste, hvor især kæden med de to Højbjerg-tvillinger og Christensen, drev gæk med Herlev forsvaret.

Herlev så ud til at mangle offensive kræfter, hvilken skudstatistikken også bevidnede med 16 i hjemmeholdets favør mod fire til gæsterne.

Det var dog Herlev, der førte ved første pause, da Andreas Søgaard Jensen fandt en fri Christian Vaagensø inde foran målet til periodens eneste scoring.

Herlev udbyggede også føringen og med kampens detalje, da nyerhvervede Conny Strömberg i powerplay drønede ned bag Ridderwalls mål.

Rødovres svenske keeper regnede med, at landsmanden fortsatte rundt om buret. Dog sendte Strömberg en sirlig pasning på bladet af Andreas Søgaard Jensen, der let kunne sende pucken i netmaskerne.

Der blev bragt spænding tilbage i kampen allerede fra 3. periodes start, da Rødovre lige var blevet fuldtallig og Mikael T. Christensen hamrede skud nummer 28 mod Peltonen, som sendte en retur ud til Martin Højbjerg, der uden besvær kunne sætte pucken i nettet. 1-2, og Rødovres jagt var begyndt.

Hjemmeholdet var tydeligvis blevet tændt og ganske få minutter lå pucken atter bag Peltonen, da Matthias Asperup på fornem maner udlignede til 2-2.

Rødovre fortsatte presspillet højt oppe på banen og det gav en udvisning til Herlev, hvor Rødovre i næste angreb satte et skud fra blå linje ind imellem venner og fjender. Den sidste stav på var fra Nicklas Carlsen, dog blev målet korrekt annulleret for høj stok.

Det næste mål faldt dog alligevel i Rødovres favør, da et endnu massivt presspil gjorde Herlev-forsvaret helt blottet.

Det var Sass som med stort overblik sendte en tværpasning igennem angrebszonen til en helt fri Mikael T. Christensen, der ikke missede denne chance.

Desværre blev det for meget for Herlevs fans, der mente, at en røgbombe ville gavne og give deres spillere en kort pause, ganske usmagelig aktion!

Herlev fik mod slutningen en overtalssituation, da målmand Peltonen havde gang i stokhandsken og røg i tumult med et par modspillere, men desværre for Herlev, blev det ikke rigtig farligt, og da Kaptajn Karvinen satte pucken i tomt bur, var slaget om Vestegnen afgjort.

Titlen som kongerne af Vestegnen tilhører stadig Rødovre Mighty Bulls.

Mikael T. Christensen trådte i hjemmeholdets sejr forrest, var markant hele kampen igennem og fik sat sejrsmålet.

Der var 1198 tilskuere i Rødovre, og Herlev Eagles havde mod forventning og forhåbning ikke fået Antti Hölli klar til kamp.