RETRO: Sonny rettede et hårdt angreb på landsholdets moral under VM i Oslo

Sonny Neumann var den første danske ishockeyspiller, der tog IT-teknologien i brug. På flere punkter var han forud for sin tid. I denne bog havde han kortlagt alle sine modstandere. Foto: Peter Fredberg

Peter Fredberg har skrevet om ishockey i BT i 45 år og fortæller om en episode under B-VM i Norge i 1989 og om en målmand, som var forud for sin tid:

Under afskedsbanketten efter VM i Oslo kom landsholdets målmand, Sonny Neumann, hen til mig. Der var noget, han ville tale med mig om.

Det blev til en række historier, som gav genlyd langt uden for ishockeykredse.

De følgende dage kunne man læse artikler i BT under overskrifter som:

”Ishockeyskandale bag den danske VM-nedtur: For meget sprut”, ”Dansk ishockey undersøger VM-skandale: 8-10 spillere gik i byen” og ”Richard David dybt skuffet: Spillerne gik bag min ryg”.

Jeg kan huske, at jeg sagde til Sonny dén aften i den norske hovedstad: ”Du er klar over, hvad du sætter i gang?”. Men målmanden fra HIK rystede ikke på hånden. Der var noget, han ville have frem, hvis dansk ishockey skulle lære af blamagen i Oslo og udvikle sig til et højere niveau.

Vi danske journalister, der fulgte VM og de syv nederlag på stribe, boede oppe ved Holmenkollen langt fra spillerhotellet uden føling med, hvad spillerne foretog sig uden for isen i de sene timer i Oslos downtown. For mig var Sonnys afsløringer overraskende nyt.

”Vi vidste, at vi ikke kunne hamle op med de andre nationer med hensyn til teknik og hurtighed. Vores chance var at slå dem på holdmoralen, men det glippede også. Fordi der ikke var for fem flade ører moral på holdet. Havde vi spillet med en anden indstilling, var vi blevet oppe i B-gruppen,” sagde Sonny Neumann til BT.

”Vi er flere, der er dybt skuffede og irriterede over den uprofessionelle og useriøse måde, der hele blev kørt på op til og under VM. Hvis det skal fortsætte sådan, har jeg spillet min sidste landskamp. Så har jeg bedre ting at bruge min tid på.”

Den dårlige stemning på holdet skyldtes ifølge Sonny Neumann, kaptajnen Jesper Hille og andre, at otte-ti spillere som en flok glade turister gik i byen under turneringen og overtrådte reglerne for, hvad man kan forlange af landsholdsspillere med hensyn til sengetid og alkohol.

”Hvorfor fortie det. Jeg føler, det skal ud, så luften i dansk ishockey kan blive renset. Ellers kommer vi aldrig videre. Så bliver det bare sådan igen næste år. Hvad der skuffer mig mest er, at de spillere, der skulle have vist os vejen på isen, i stedet viste vejen til byen,” sagde Sonny Neumann.

På baggrund af disse udtalelser satte DIUs formand, Ejvind Olesen, en intern undersøgelse i gang, men han erkendte også, at unionen havde fejlet.

”Den megen lediggang i Oslo var med til at skabe problemerne. Her må DIUs ledelse tage ansvaret, fordi vi ikke havde lavet et aktivitetsprogram for holdet. Næste år til C-VM i Budapest må vi være bedre forberedt. Vi vil undersøge forholdene i god tid og præsentere spillerne for et spændende, afvekslende program,” sagde Ejvind Olesen.

Op til denne retro-artikel talte jeg med Sonny Neumann, som ikke fortryder sine kritiske ord i 1989.

”Nogle af spillerne blev sikkert sure på mig, men ingen konfronterede mig direkte med mine udtalelser, og jeg nævnte heller ingen navne. Jeg tror, det var positivt for landsholdet, at tingene kom frem. Men jeg var ked af, at landstræner Richard David i et efterfølgende TV-interview blev gjort til syndebuk. Han var ikke bevidst om omfanget,” siger Sonny Neumann.

Få år senere blev dansk ishockey igen ramt af en skandale. Det skete under U20-VM i 1992 i Esbjerg, hvor elleve spillere valgte at feste til langt ud på natten. Sonny Neumanns ældre bror, Karoly, var på dette tidspunkt ansvarlig for DIUs ungdomslandshold. Uden tøven valgte Karoly at sende samtlige elleve spillere hjem og spille med to kæder i de sidste kampe.

”Jeg er ikke i tvivl om, at disse to incidenter har været med til at præge den næste generation af danske ishockeyspillere i positiv retning. Og hvem ved, måske har de også været en medvirkende årsag til, at Danmark har udviklet så mange seriøse og målrettede unge spillere til NHL,” siger Sonny Neumann.

Egentlig hedder den tidligere HIK-målmand Sandor til fornavn, men i ishockeykredse er han aldrig blevet kaldt andet end Sonny. Han spillede 36 landskampe, deltog i tre VM-turneringer (1987, 1989 og 1990) og var den første danske ishockeyspiller, som fik et scholarship i USA.

I 1983 rejste han som 17-årig til USA for at læse og spille ishockey i tre år, og de sidste to spillede han for Clarkson University.

Sonny Neumann var den første danske ishockeyspiller, der tog den ny IT-teknologi i brug, så også på det punkt var han forud for sin tid.

”På Clarkson University fik jeg min første computer i 1984, og da jeg kom hjem til Danmark begyndte jeg at registrere alle skud på mål og kortlægge og analysere modstanderne. Samtlige mål, der er blevet scoret mod mig, er tegnet ind. Før hver kamp læste jeg de tidligere kamprapporter mod den aktuelle modstander for at være bedst mulig forberedt. Jeg kendte de forskellige spilles mønster i en breakaway. En dansk gennemsnitsspiller havde kun én finte, en landsholdsspiller havde to og en god udlænding tre,” siger han.

Sonny Neumann er i dag 49 år og selvstændig konsulent inden for brandingstrategi. Relationen og interessen for ishockey har han sluppet for længst, men han var alligevel inde og se en kamp for nylig efter ikke at have sat sine ben i en hal i mere end 15 år.

”Den ishockey, man ser i Danmark i dag, er minimum to niveauer højere, end da jeg spillede,” lyder det fra målmanden, som ryddede forsiden.

Billede (2)