RETRO: Skandaler med druk, flaskekast og had mellem topklubber

728 Vm org

Peter Fredberg, mangeårig BT-journalist, fortæller om dramatiske DM-oplevelser og har på fornemmelsen, at man vil huske årets finale for noget godt.

Når jeg tænker tilbage på de 45 år, jeg har dækket den danske liga, er der slutkampe, der står printet skarpere i min erindring end andre. Nogen jeg aldrig glemmer. Og endnu flere, jeg har glemt alt om.

Nu skruer vi tiden en uge eller to frem. Hvad vil vi huske den aktuelle DM-finale mellem Herning Blue Fox og Esbjerg Energy for? Et vildt drama afgjort i de døende sekunder i den syvende kamp?  En vaskeægte skandale a la et par af dem, der har skæmmet hockeyen op gennem historien? En fejende, flot finale, som viser dansk ishockey fra sin mest medrivende side? Vi lader svaret blæse i vinden. At de to traditionsklubber har potentiale til at skabe en af de finaler, vi vil huske for noget godt, er indiskutabelt.

Jeg har plukket en håndfuld dramatiske kampe ud og starter i min første hockeysæson i 1970/71. Inden den sidste kamp i Gladsaxe Skøjtehal mellem GSF og KSF havde hjemmeholdet sikret sig det danske mesterskab. Selv om luften mellem de to rivaliserende sjællandske klubber var iskold, havde jeg indstillet mig på en relativ stille dag på kontoret, men jeg skal love for, at jeg kom på overarbejde.

I anden periode udvandrede KSF’erne i protest mod Gladsaxes ”svinske og farlige spil”. Manden bag udmarchen, KSFs formand og kaptajn Guddi Høybye, blev idømt to års karantæne og resten af holdet tre spilledage. KSF kunne være blevet degraderet for ikke at have fuldført turneringen, men fik lov at blive i 1. division.

Om aftenen havde jeg inviteret til en større rundbordssamtale på BT med Guddi Høybye, Gladsaxe-målmanden Bent Roland Hansen, DIUs formand Otto Randholm, dommerklubbens formand Kaj Elley og Rødovre-formanden Albert Thorup om det emne, som totalt overskyggede alle andre sportsbegivenheder den weekend. Guddis afsluttende kommentar: ”Jeg har intet at fortryde.”

Som om det ikke var slemt nok i 1971, blev det endnu værre to år senere med druk- og flaskeskandale i Herning på direkte TV, omkamp på neutral bane og decideret had mellem de to klubber, som nu igen står over for hinanden 43 år senere.

I næstsidste runde mødtes Herning og Esbjerg for øjnene af 3.700 tilskuere i et totalt udsolgt messecenter. Herning, KSF og Esbjerg kæmpede om guldet, og der var hockeyfeber i Herning, som aldrig tidligere havde vundet medalje.

Esbjerg chokstartede og kom foran 5-0, og ved stillingen 5-1 blev den første flaske kastet ind på isen. Den knustes to meter fra Esbjergs enfant terrible og hårde hund, Niels Schack. I Esbjerg-lejren var man ikke i tvivl om, at den var tiltænkt den temperamentsfulde back.

Tilskuerne blev advaret. I gentagelsestilfælde ville hallen prompte blive ryddet og kampen spillet færdig for lukkede døre med officials og journalister som eneste tilskuere. Ikke desto mindre røg flaske nr. 2 på isen tidligt i tredje periode ved Esbjerg-føring 5-3. Så turde dommerne ikke andet end at blæse kampen af. Som én af dem, Bo Evald, sagde: ”Havde vi forsøgt at smide de berusede og ophidsede tilskuere ud, var der for alvor blevet ballade. Det kunne have fået katastrofale følger.”

Da personalet ryddede op i hallen, talte man over 10.000 ølflasker foruden et større arsenal af spiritusflasker. Pludselig var det et tema i medierne, om man skulle forbyde ølsalg til ishockeykampe.

I Esbjerg rasede man over, at DIU efter et telefonmøde dagen derpå dikterede en ny kamp. Man følte, at man var blevet straffet urimeligt hårdt. Endda når det er den arrangerende klub, der skal sørge for ro og orden.

I BT sagde anføreren, Keld Bjerrum: ”Dommen over os er så horribel, at den skriger til himlen. Den understreger, hvor inkompetent en ledelse man har i Dansk Ishockey Union. Jeg har mistet den sidste rest af respekt for disse sofamedlemmer. Vi har været ofre for tyveri, et justitsmord. Mon man har tænkt ordentligt igennem, hvilke konsekvenser denne dom får. I fremtiden bliver det ølflasker, der afgør et DM.”

Den ny kamp blev spillet i Forum, og Herning vandt 3-2. Det vindende mål faldt 51 sekunder før tid og blev scoret af Steen Schou. Dagen efter cementerede Herning guldet med 8-5 i Rungsted, og flere tusinde ellevilde midtjyske supportere hyldede byens nye helte, da de sent søndag aften kom hjem fra weekendens to sejre i København.

Esbjerg måtte nøjes med bronze, men spillerne nægtede at trykke DIUs repræsentant, kassereren Keld Vestergaard, i hånden og modtage medaljerne. Så bitre var de.

De to sørgelige kapitler i 1971 og 1973 står gudskelov ret alene. De nervepirrende spændingsdramaer, som vi alle fascineres af og er finalens salt og peber, har der heldigvis været mange af.

Lad os bare nævne Frederikshavn 2000. Nordenfjords tales der stadig om dengang, Ilya Dubkov i den afgørende kamp mod Herning scorede med 13 sekunder tilbage af overtiden til 7-6. Hallen eksploderede i jubel, da White Hawks for anden gang sikrede sig guldet elleve år efter den første titel.

Esbjerg 2004 glemmer man heller aldrig. Hvilket vanvittigt drama. Fire sekunder før slutsignalet for ordinær tid i den syvende kamp mod AaB scorede Esbjergs Martin Rousek til 2-2. Og ni minutter inde i overtiden blev norske Petter Bart Hansen matchvinder for Esbjerg. Var der ellevild vestjysk jubel på isen og blandt de 4.000 på lægterne, rasede AaB’erne både over egen dumhed og dommerne. Traumet i Esbjerg kan stadig give nordjyderne onde drømme.

Når jeg lige skal have Rungsted 2002 med, er det ikke, fordi det var en særlig spændende sæson eller finale. Sjældent har et hold været så suverænt som Rungsted, som smadrede alt og alle og i finalen gjorde kort proces mod Odense. Jeg husker finalen for, at jeg midt i første periode i Hørsholm fik en opringning fra BT. ”Der er strejke. Gå bare hjem.”