RETRO: Selv dagligdagen kan blive uoverkommelig

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Hjernerystelse kan forvandle en ishockeyspiller i topform til et passivt menneske, der ikke orker at stå op. De to danske ishockeystjerner, Jesper Damgaard og Mads Christensen, blev ramt tilbage i 2010/11-sæsonen, og det kostede Damgaard karrieren. Mads Christensen overvejede den. Læs deres beretning her fra en tidligere FACEOFF-årgang her: 

Mads Christensen var klar. Netop flyttet til Berlin for at spille for storklubben Eisbären og nyde en af Europas mest levende metropoler. Året forinden havde han strejfet førstepladsen i pointligaen i Deutsche Eishockey Liga (DEL) via stærkt spil for en af de mindre klubber, Iserlohn Roosters. Det havde fået berlinerne til at åbne øjnene og sikre sig dansk forstærkning, og Eisbärens investering så umiddelbart ud til at være den rigtige.

Berlinerne var med i den store europæiske opvarmningsturnering, European Trophy, og her leverede Mads Christensen varen med 10 point i 11 kampe. Noget overraskende vandt Eisbären turneringen foran topklubberne fra Sverige, Tjekkiet og Finland. Nu var det  tid til sæsonens vigtigste mission: Erobring af trofæet i DEL.

Mads Christensen nåede at spille fire kampe i den nationale tyske liga, inden han blev ramt hårdt ved banden. Det gjorde ondt, og danskeren følte sig groggy, men umiddelbart ingen alarm. Sæsonen fortsatte, og Mads Christensen ligeså, men i de efterfølgende kampe noterede han sig, at noget var helt galt.

– Det var totalt ubehageligt at være inde på isen. Alle de andre skøjtede så hurtigt rundt i forhold til mig selv, og jeg kunne slet ikke koncentrere mig om spillet. Jeg anede hverken, hvad der var op eller ned på banen, husker Mads Christensen.

Da Eisbären Berlin 5. oktober 2010 slog Kölner Haie 6-1, var danskeren med i startopstillingen, men fem minutter inde i kampen blev forstyrrelserne for store. Christensen måtte skøjte ud og diagnosen var klar: Hjernerystelse.

*

Små 500 kilometer og en færgetur længere nordpå gik den danske landsholdsanfører Jesper Damgaard rundt i Malmö og glædede sig til en ny sæson for Redhawks. Sæsonen forinden havde med Damgaards egne ord været en ”lortesæson”, men han tog revanche ved VM, hvor han spillede en nøglerolle for det danske landshold og endda fik lov at afslutte med en kvartfinale mod Sverige, kaptajnens andet hjemland.

Damgaard havde besluttet sig for at tage to sæsoner på klubplan endnu, inden skøjterne skulle snøres for sidste gang. VM 2011 i Slovakiet var planlagt til at være det sidste skøjtetag med landsholdet.

2010/11-sæsonen begyndte fremragende for Jesper Damgaard. Tre mål i det klassiske lokalopgør mod Rögle og en kondition, der var bedre end i mange år efter en fremragende sommertræning, bekræftede kun landsholdskaptajnens formodning om, at han sagtens kunne klare et par år mere. I kampen 23. oktober mod Troja/Ljungby leverede Jesper Damgaard en assist til Patrik Hersley efter en halv times spil, men det skulle vise sig at blive danskerens sidste point i karrieren.

– Jeg kom ud for to voldsomme smæld i løbet af kampen. Først blev jeg tacklet fra den forlængede mållinje og helt ned i endebanden, og røg nærmest helt tilbage til linjen igen. Næsten et piskesmæld, vel.  Jeg spillede videre, men i tredje periode ramlede jeg sammen med Morten (Green), men fuldførte kampen. I bussen hjemad var jeg øm, men havde ellers ikke problemer.

Problemerne kom til gengæld, da Jesper Damgaard skulle fra bussen og hjem. Bag rattet i egen bil stod midterrabattens placering pludselig uklar, og Damgaard havde svært ved overhovedet at fokusere på afkørsler og striber. Han var klar over, at noget var galt. Men at karrieren stod på spil, vidste han ikke endnu.

*

Hjernerystelse er måske den sværeste skade at komme sig over for en sportsmand. Det mærkede Mads Christensen hurtigt, da han lige så stille begyndte at arbejde sig frem mod et comeback.

– Det slemme ved hjernerystelse er jo, at man ikke ved, hvornår det er overstået. Har du en forstrækning eller et brud, så ved du nogenlunde, hvornår du er klar igen. Sådan er det slet ikke med hjernerystelse. Det er noget af det hårdeste at komme sig over, siger Mads Christensen.

Som alle andre ishockeyspillere på højeste niveau var han naturligvis i god form til sæsonstart. Derfor var det underligt for Mads Christensen at opleve, at han havde svært ved at give den gas på en kondicykel, og at hans puls lynhurtigt kom op ved mindre belastninger.

Genoptræningen gik fornuftigt fremad, og allerede 17 dage efter Christensens exit i kampen mod Köln, var han tilbage på kamprapporten, da Berlin spillede mod Ingolstadt. To dage senere, 24. oktober 2010, skulle han for alvor i gang igen i kampen mod Mannheim. Men i stedet for at tage hjem med holdet, overnattede Mads Christensen på hospitalet i Mannheim. Endnu engang var ham ramlet voldsomt ind i banden efter en tackling.

– Den her gang var jeg ikke i tvivl. Den var helt gal. ”Hvad sker der lige her”, tænkte jeg. Jeg kunne da ikke være så uheldig igen.

*

I Malmö forsøgte Jesper Damgaard at komme tilbage efter det, der nu var blevet diagnosticeret som en hjernerystelse, og han blev konstant tjekket af klubbens lægestab. Men trætheden og den manglede evne til at fokusere nægtede at fortage.

– Jeg er normalt morgenmenneske, og er vant til at stå op med børnene, men nu havde jeg bare lyst til at blive liggende i sengen. Det eneste jeg orkede, var min egen lille osteklokke, forklarer Damgaard.

Mens holdkammeraterne fortsatte med sæsonen, måtte Jesper Damgaard finde sin inderste tålmodighed frem. Den femte hjernerystelse i karrieren trak tænder ud.

– Jeg kunne godt træne på cyklen, for det gik ligeud og jeg sad stille. Så snart jeg kom på is, havde jeg problemer. Jeg fik kvalme og blev svimmel, og jeg kunne hverken slå en pasning eller tage imod pucken.

Flere læger kiggede på ham, og samtaler med landstræner Per Bäckman bekræftede, at Damgaard – trods sin lange pause – stadig var inde i VM-billedet.

Det var det, der fik Jesper Damgaard til at kæmpe videre, selv om han et par måneder efter uheldet blev rådet til at stoppe karrieren af de svenske læger.

Den danske landsholdslæge Per Albæk vurderede stadig, at landsholdskaptajnen havde en chance for at komme tilbage, og omkring jul begyndte det at gå fremad igen. 19. januar var Damgaard på is. En træningssession om dagen var planen frem mod landsholdslejren i marts, og selv han ikke nåede at komme i kamp for Malmö, troede Damgaard på, at han kunne blive klar til VM.

– Vi havde syv træningskampe op til VM, og Per Bäckman var overbevist om, at jeg sagtens kunne nå at finde kampformen, inden vi skulle til Slovakiet.

*

November og december 2010 skulle vise sig at blive forfærdelige for Mads Christensen. Efter hjernerystelsen i Mannheim var han blevet scannet for indre blødninger og kraniebrud, men heldigvis var han sluppet for begge dele. Til gengæld orkede han i seks uger knapt at rejse sig fra sengen.

– Heldigvis havde jeg fået min kæreste Laura, til Berlin, så hun kunne hjælpe mig. Jeg havde bare lyst til at blive liggende i sengen hver eneste morgen, og jeg orkede intet. Kunne ikke se tv, lave aftensmad eller handle ind. Dagligdagen blev totalt uoverkommelig. Jeg var et nyt sted, i en kanonfed by og kunne ikke bidrage med noget som helst. Det var ikke en depression, men det må være en tilstand, der ligner, husker Mads Christensen.

Når han i dag ser tilbage på perioden efter hjernerystelsen, glæder han sig over, at han spillede 11 kampe for holdet i European Trophy, før den regulære turnering gik i gang. For ellers havde han knapt nået at lære klubben og holdkammeraterne at kende, før det gik galt.

– Da det så allersortest ud, begyndte jeg at overveje min fremtid som ishockeyspiller. Jeg kunne jo intet lave, og der var konstant tilbagefald i genoptræningen. 10 eller 20 minutter på cykel kunne afstedkomme to dages pause, siger Mads Christensen.

I løbet af december begyndte det langsomt at gå fremad igen. Træningen på cykel blev suppleret af små, korte træningspas på isen, og til danskerens store glæde begyndte symptomerne at aftage. 30. december gjorde han comeback i en hjemmekamp mod Mannheim. Sæsonens pinsler var ovre. Troede han

*

Den første uge af landsholdstræningen forløb glimrende for Jesper Damgaard. Selv efter tre dages knaldhård træning i Odense, fornemmede han, at hjernen kunne bære kroppen frem til VM-turneringen i Bratislava en god måneds tid senere. Fredag forlod han Danmark og drog hjem til Malmö for at passe sine børn i weekenden. Det skulle vise sig, at Damgaards prognose slet ikke holdt stik.

– Jeg var mat og træt og havde slet ikke energi til børnene. De larmede, og det kunne jeg ikke i klare i hovedet. Jeg gik rundt inde i min egen lille osteklokke og havde mest lyst til at bare at ligge ned. Jeg tænkte, at forklaringen måske kunne være, at jeg pludselig var gået fra en enkelt træning om dagen og op til to hårde træningspas og et fyspas om dagen med landsholdet. Det var jo skidehårdt, husker Jesper Damgaard.

Søndag aften skulle han hente sin kæreste i lufthavnen. Hun havde været en tur på ferie i Tyrkiet og var rystet over at se, hvor bleg og træt Jesper Damgaard så ud, da han tog imod.

I modsætningen til ugen forinden var Jesper Damgaard knap så optimistisk, da han derefter tog tilbage til Odense og landsholdets træningslejr.

Landsholdskaptajnens tilstand blev ikke bedre. Træt i hoved og krop gennemførte han træningssessionerne op til torsdag, hvor landstræner Per Bäckman skulle holde individuelle samtaler med spillerne. Jesper Damgaard anede, at det var ved at være slut.

Et opkald til landsholdslægen Per Albæk bekræftede, at ishockeykarrieren var forbi. Følelserne væltede op i Jesper Damgaard, da han skulle give meddelelsen til landstræner Bäckman.

– Jeg må indrømme, at jeg knækkede helt sammen, da jeg skulle give ham beskeden i telefonen. Og jeg orkede slet ikke at komme ned til samtalen. Jeg måtte give Nichlas Hardt besked om, at han skulle hente Bäckman op på værelset. Så talte vi sammen 15-20 minutter. Det var meget følelsesladet, siger Jesper Damgaard.

Han trænede torsdag aften og fredag morgen med holdkammeraterne, inden han gav beskeden om karrierestoppet videre. 28. marts kom pressemeddelelsen ud, og en af de største karrierer i dansk ishockey var definitivt forbi.

*

Mads Christensen spiller stadig ishockey. Men inden han definitivt kunne skøjte mod topformen, kom han ud for endnu et chok. Små tre uger efter sit comeback skulle han igen en tur med Eisbären til Mannheim, og igen endte turen med et ophold på det lokale hospital. Efter en grim, høj stok i ansigtet, måtte han syes med 26 sting i ansigtet.

– Selv om det så grimt ud, slap jeg heldigvis for endnu en hjernerystelse. Det havde nok ødelagt resten af sæsonen, siger han.

Der var ingen forventninger til Mads Christensen, da han stille og roligt arbejdede sig tilbage på Eisbären-holdet. Ledelsen havde gjort ham klart, at han godt måtte tage hensyn til sig selv, og Mads Christensen havde også i tankerne, at han skulle passe på sig selv inde på isen og helst ikke lande i potentielt farlige positioner.

25. marts 2010 i Saturn Arena i Ingolstadt spillede Eisbären Berlin DEL-kvartfinale. Mads Christensen scorede to mål og var en afgørende aktør. Han var tilbage. Endelig topform og uden bekymringer.