RETRO: Så er den her: Den farverige historie om ishockeyen i Aalborg

Heinz Ehlers blev kåret som bedste danske spiller i 5-1 sejren over Polen i Codan Cup i Rødovre Skøjte Arena i februar 1999, og stolte sønner, Nikolaj og Sebastian, tog imod ham i spillergangen. Selvfølgelig blev de også hockeyspillere.

Aalborg fortjener en bog om ishockey, og nu er den her. ”Hockey uden alder” hedder den. Forsiden prydes af et skønt billede af NHL-stjernen Nikolaj Ehlers, 4-årige Vilfred og den 71-årige legende Tommy Englund på isen i Gigantium.

Tidligere sportsredaktør og ishockeymedarbejder på Aalborg Stiftstidende, Per Larsen, som nu bor i Spanien, er ansvarshavende redaktør for det prisværdige projekt, som en lang række gode kræfter har bidraget til. Her er en af historierne, som den mangeårige BT-journalist Peter Fredberg med fortid i Aalborg har skrevet:

Da jeg løb rundt i Aalborg i 50’erne og 60’erne og brugte min tid på fodbold og cricket i Chang og bordtennis i ABK, eksisterede ishockey i min verden stort set ikke.

Jeg spillede på ABKs 2. divisionshold sammen med Bjørn Ejerskov og fik lidt at vide om, hvad man kunne bruge vinteren til, når grusgraven var overrislet, og et par gange var jeg i Skovdalen, når Aalborg spillede. Det var alt. Bjørn Ejerskov var et unikt boldtalent, som ikke blot beherskede pucken og celluloidbolden. Han var en af Danmarks bedste golfspillere og på landsholdet i mange år.

Min egen karriere på isen? Jeg havde arvet min fars rustne skøjter. De var spændt på støvlerne og havde det med at falde af, når vi cirklede rundt for foden af Aalborgtårnet. Primitivt? Sådan var det dengang. I moden alder var jeg med i flere showkampe og mindes med smil på læben, at jeg spillede i kæde med Master Fatman i Rødovre Skøjte Arena. Så er niveauet lagt.

Intet i min Aalborgtid indikerede, at ishockey skulle komme til at fylde det meste af mit professionelle liv. I 45 år som journalist på BTs sportsredaktion fra 1970 fulgte jeg den danske liga og landsholdet så tæt, som det nu var muligt, og jeg sad på pressepladserne til mange af de kampe, der gav Aalborg 18 medaljer. Den første var sølvet i 1976 og den seneste sølvet i 2010.

Det kan godt ske, at Aalborg kun har vundet guld den ene gang i 1981. Men så er det en trøst, at ingen har vundet flere sølvmedaljer end mine gamle bysbørn. Nemlig hele ti. Deraf en serie på fire i rap i midten af nullerne. Da Gigantium blev indviet, var der drilske tunger, der kaldte den Silverdome. I mine øjne var fire gange sølv en superpræstation, som understregede AaB Ishockeys position i toppen af dansk ishockey.

Flere af nederlagene gjorde ondt, meget ondt endda. Et af dem har indskrevet sig i historiebøgerne med flammeskrift. Og det er næsten synd at skulle minde om et crazy og surrealistisk overtidsdrama i den syvende kamp i Esbjerg i 2004. Aalborg smed guldet væk med en 2-0 føring med mindre end to minutter tilbage og vestjysk kvittering fire sekunder før tid i ordinær kamp.

Jeg tror ikke, at jeg er kommet ind i et omklædningsrum med så rasende og frustrerede spillere, som da jeg skulle have en kommentar fra Heinz Ehlers & co. Jeg er sikker på, at nederlaget og den knuste drøm stadig giver ham mareridt.

Heinz Ehlers er en person, jeg altid har sat højt. Jeg har fulgt ham fra den dag, han flyttede til Leksand og slog døren op for danske spillere til en professionel karriere i udlandet. Heinz havde hele pakken. Viljen, modet, ambitionerne, talentet. Jeg besøgte ham flere gange i Sverige og Tyskland, og da jeg i december 2006 i BT kårede de bedste danske spillere gennem tiderne, var den begavede playmaker en suveræn nr. 1.

Han var i sæsonen 1981-82 blevet topscorer for IK Aalborgs 2. divisionshold og om sommeren rejst til Dalarna. Ikke mange uden for de snævre ishockeykredse havde hørt om ham, inden han i november 1982 som 16-årig og den hidtil yngste blev udtaget til Pressens hold mod landsholdet. Årets efter debuterede han på landsholdet, og efter kampen skrev jeg i BT: ”En mere overbevisende debut har man ikke set i dansk ishockey.”

Jeg kan stadig ærgre mig over, at han i et af sine første år i Leksand ikke tog imod tilbuddet fra New York Rangers om at deltage i en camp op til sæsonstarten. Så var han blevet den første danske spiller i NHL.

Også som træner har han vist sin høje internationale klasse. Jeg tror ikke, han er interesseret i at blive landstræner, hvis DIU en dag skulle ringe. Når han vender hjem for at blive, er der kun Aalborg Pirates. Men det er som sagt kun noget, jeg tror.

AaB Ishockey var i 1976 kun en enkelt sejr fra guldet, da man i den sidste kamp havde de forsvarende mestre fra Gladsaxe på besøg i Samsøgade. Guldmedaljerne var sendt til Aalborg, men de nordjyske favoritter anført af Richard David og Frits Nielsen skred i svinget. Og så endte det med, at DM-guldet for tiende gang gik til den københavnske klub KSF foran Aalborg og Gladsaxe.

Bittert, javist. Men fem år senere tog AaB Ishockey revanche. Spillerne fra Nordjyllands hovedstad skulle have mindst uafgjort i den sidste kamp mod Rødovre i Kostalden, og det lykkedes med 5-5. I hundredvis af ellevilde nordjyske fans sprang over banden og kastede sig i armene på de lige så euforiske spillere.

Rødovres kvittering faldt med ét sekund tilbage, men hoveddommeren opgav at sætte spillet i gang igen. I realiteten blev kampen aldrig færdigspillet. Alt var kaos på isen. Og DIUs formand, Kai Lassen, måtte aflevere sin hyldesttale til mestrene i omklædningsrummet.

Jeg har aldrig set så tætpakket en skøjtehal. Tilskuerne hang på nakken af hinanden helt op til banden. Flere hundrede gik forgæves. En AaB-supporter havde taget opstilling i kulden midt om natten og ventede i stive 12 timer, inden porten til det forjættede land blev åbnet. Han ville være sikker på at være der, når hans helte endelig skrev sig ind i den gyldne historie.