RETRO: Per Holten Møller skød forbi – og tak for det

Peter Fredberg fortæller om dengang, landsholdet var røven af 4. division. Kaptajnen spåede: Danmark kommer aldrig i B-gruppen.

På tærsklen til OL-kvalifikation med et stjernespækket hold, hvor næsten halvdelen af spillerne har NHL-erfaring, og på vej ind i den 15. sæson i toppen af VM-hierarkiet er det svært at forestille sig, at Danmark engang var røven af 4. division. For det kan man roligt kalde det, når man er bundprop i laveste kategori, C-gruppen.

Jeg har været med på landsholdets lange rejse fra 1970 og gør her et stop i Gdansk i 1976. I den polske østersøby gik det hverken værre eller bedre, end det plejede. Danmark sluttede næstsidst i C-gruppen og som nr. 20 af 21 på verdensranglisten. Eneste sejr var over et middelmådigt gammelmandshold fra Storbritannien i en skrækkelig forestilling. Jeg mindes ikke at have set en dårligere landskamp. Optimismen bagefter kunne groft sagt ligge under neglen på en underernæret kolibri.

Rungsted-backen Per Holten Møller skød med skarpt i BT under rubrikken:

Anføreren fælder en hård dom over vort VM-hold: Når aldrig op i B-gruppen.

”Det er hårdt at skulle sige det, men alt for mange er ikke i træning til en VM-turnering og har ikke den nødvendige moral i modgangen. Jeg vil vove at påstå, at halvdelen af de danske landsholdsspilleres træningstilstand kunne have været 30-40 procent bedre,” sagde Per Holten Møller.

Hans kritik af holdets fysik og moral mundede ud i påstanden: ”Danmark kommer aldrig i B-gruppen.”

Det var dengang, der ikke var noget, der hed fællestræning. Og i det hele taget tog man relativt let og amatøragtigt på tingene. I Danmarks 4-7 nederlag i den anden kamp mod Frankrig blev veteranbacken Sven Andersson bænket i starten af anden periode ved 1-4. Han havde været på isen ved alle fire mål. Inden tredje periode klædte han om, og landstræner Dan Hobér var rasende.

”Jeg vidste ikke, at han var så god, at han kunne tillade sig at klæde om midt under kampen uden mit vidende,” sagde han.

Sven Anderssons forklaring: ”Hvorfor skulle jeg sidde derude og fryse.”

Gladsaxe-backen kom ikke til at spille mere i Gdansk, og det var samtidig slut på en lang landsholdskarriere.

Per Holten Møllers dystre profeti må have peppet spillerne op, for året efter i Forum fik ishockeyen i Danmark lidt af et folkeligt gennembrud. Et tændt landshold var for øjnene af 7.000 begejstrede tilskuere (flere gik endda forgæves) sølle et mål i den afgørende kamp mod Italien fra at rykke op i B-gruppen.

Efter et lettere komisk 1978-VM på softice i Las Palmas med flere protester blev B-gruppen udvidet til ti hold i rumænske Galati i 1979. Danmark rykkede op på en tredjeplads under sydens palmer, men opholdet blandt de næstbedste blev kortvarigt, og landsholdet var i det næste VM tilbage i C-gruppen (Beijing).

Anden og tredje gang, C-gruppen blev spillet i Danmark, gav begge oprykning. På en andenplads i 1987 og på en førsteplads i 1991.

Og hvem var landstræner i 1991? Svar: Per Holten Møller. Han er den første danske landstræner, der har vundet en C-gruppe. Og med garanti også den sidste.

Sikke et held, at han ikke fik ret i sine dystre spådomme i nederlagets stund i Gdansk.