RETRO: Olesens fri bar og Lauritsens stationsby-drilleri

Bare fordi, der er fri bar, behøver man jo ikke drikke sig beruset. Et klassisk hockeycitat fra den tidligere DIU-formand Ejvind Olesen, der stadig følger ishockeyen i Danmark tæt.

Peter Fredberg mindes herlige citater i et langt liv som ishockeyjournalist.

Der er mange skønne citater. Hvad siger I til det her: ”Vi holder ikke ved de små stationer.”

Sådan kommenterede Frederikshavn White Hawks’ sportschef, den gamle landsholdsforward Søren Lauritsen, i 2008 i BT det forestående opgør mod Sønderjyske i DM-semifinalen. Uden dog at nævne Vojens ved navn.

Efter sensationssejren i den syvende kamp i kvartfinalen mod favoritterne Rødovre Mighty Bulls i Rødovre Skøjte Arena på kaptajnen Christian Schioldans powerplaymål ét minut før tid var  de tændte vendelboer klar til at gå hele vejen.

De euforiske høge levede på smukkeste vis op til sportschefens profeti. De fortsatte på vindersporet og bragede gennem den sønderkyske stationsby for fuld speed. Men i finalen blev de plaffet ned af skarpskytterne fra Herning Blue Fox i fem kampe.

Jeg husker også Søren Lauritsen for et andet herligt ordspil, da han løftede glasset og bød velkommen til en hockeyfest i Frederikshavn:

”Jeg har aldrig hørt om en franskmand, der er død af et glas rødvin.”

Jeg elsker den slags citater og sørger altid for at få dem på blokken. Men det bedste, jeg har noteret, har Ejvind Olesen (DIU-formand 1986-2001) som ophavsmand:

”Fordi der er fri bar, behøver man jo ikke at drikke sig beruset.”

De kloge ord udtalte han til BT i kølvandet på den revolutionerende Bosman-dom i midten af 90erne om bl.a. arbejdskraftens frie bevægelighed.

Ejvind Olesen, legendarisk rejseredaktør, netop fyldt 80 og stadig med hockeyen i hjertet, er en farverig personlighed. Hans udødelige citat har siden været brugt utallige gange, når man har diskuteret antallet af udenlandske spillere i den danske liga. Og de gyldne ord fra 1986 er måske mere aktuelle end nogensinde.

I sine 16 år i spidsen for dansk ishockey og som en markant røst i IIHF var Ejvind Olesen med sin idérigdom involveret i stort og småt inklusive de økonomiske kriser, flertallet af de danske ligaklubber var igennem i den periode. Det var indimellem et stressende job for en formand. Og det affødte da også dette citat i JydskeVestkysten i december 2000:

”Min fornuftige kone siger, at jeg ikke kan leve af ishockey. Men jeg kan dø af den.”

Et citat, jeg også holder meget af, skyldes nu afdøde Kai Lassen, Herning, som var formand for DIU 1977-86 i landstræner 1972-75:

”Jeg er den sidste idiot i dansk ishockey.”

Ordene faldt i et interview, jeg havde med ham i 2003 i en snak om ”de go’e, gamle dage.” ”Jo, ser du,” forklarede han, ”i de tre sæsoner, jeg var landstræner, fik jeg ikke en krone for det.”

Har FACEOFF-læserne et godt citat? Brug vores kontaktformular, eller smid det ind på vores Facebook-side. 

Og hvis du har brug for flere tilbagekig her i sommervarmen kan du fange Peter Fredbergs artikler under vores Retro-sektion ved at klikke her: