Retro: Mr. AaB og Mr. Esbjerg

Foto: Jan Korsgaard

De har om nogen været synonyme med ishockeysporten i Aalborg og Esbjerg. I over et årti har Ronny Larsen og Andreas Andreasen været fast inventar i den bedste danske ishockeyliga. De har begge efterladt sig store, faste skrivelser i historiebøgerne.

FACEOFF mødte dem midtvejs mellem Aalborg og Esbjerg og lod historien begynde og slutte på en dramatisk forårsdag i april 2004. Her er fortællingen om flabede Larsen og pålidelige Andreasen.

Andreas Andreasen hænger i bilen bag en vindmølletransport på landevejen tæt ved Ølgod, da Ronny Larsen kommer traskende ind i cafeteriaet i Kvik Hockey Arena i Herning. Vi har aftalt at mødes med de to legender på neutral bane. Og så alligevel ikke helt neutral:

I Hernings absolutte storhedstid midt i 90’erne var det Ronny Larsens hjemmebane, mens Andreas Andreasen var tæt ved at forlænge sin karriere på selvsamme bane.

Men da Esbjerg-veteranen skulle tage karrierens måske sværeste beslutning: Enten et skifte til Herning eller et farvel til ishockeyen på højeste plan, vejede hensynet til familien, helbredet og den fortsatte civile karriere tungest.

Andreas Andreasens definitive farvel til AL-Bank Liga-hockey kom i forsommeren 2011. På det tidspunkt havde Ronny Larsen for længst snøret skøjterne for sidste gang på eliteplan.

I marts samme år gav han det sidste vink ud til det publikum i Aalborg, der ubetinget elskede Ronny Larsen for den kække, tekniske og altid tilskuervenlige stil, som Larsen praktiserede. Det bragte ham op på over 400 ligamål i karrieren.

Andreasen og Larsen er spillertyper, de altid vil savne i Esbjerg og Aalborg. Pålidelige fyre med hjertet i klubben og byen, og folk som man næsten ikke kunne forestille sig ville slutte karrieren. Spillere, der bare hørte til og har skrevet sig ind i historien som to af den nyere tids største profiler i dansk ishockey.

*

Vi sætter os ned ved et af de små runde borde i cafeteriaet. Egentlig var det meningen, at Larsen og Andreasen skulle ”ping-ponge” omkring en række temaer og fælles oplevelser gennem karrieren, men eftersom esbjergenseren hænger på landevejen, begynder samtalen solo med aalborgenseren.

Og skulle vi ikke bare slå ned i 2004 på den vel nok ondeste oplevelse i Ronny Larsens karriere?

Den DM-finale, de fleste endnu husker, hvor AaB førte 2-0 til 80 sekunder før tid, for blot at spilde føringen og tabe i overtid. Aalborg-drengene var fire sekunder fra at vinde guld, da Andreas Andreasen fyrede et skud af, der prellede af på Lubos Pisars benskinne, røg ud til tjekkiske Martin Rousek, der iskoldt lagde pucken ind til 2-2.

I sekunderne forinden havde Bo Nordby forsøgt at køre tiden ud ved at holde pucken inde langs banden, men han blev skubbet væk og kort efter skete katastrofen. Hele Aalborg græd den aften.

– Den kamp gider jeg bare ikke snakke om, siger Ronny Larsen med et grin, da han bliver konfronteret med eftermiddagens første emne.

– Vi kan spille den kamp om hundrede gange, gerne med det canadiske landshold som modstander, og vi vil ikke tabe det mesterskab igen. Vi havde fuldstændig kontrol over begivenhederne, førte 2-0 og havde endda fået et mål annulleret. Vi kunne have ført 3-0, og så er der også et par kendelser, der går imod os til sidst.

– Bo (Nordby) kunne have gjort alt muligt andet med den puck: Lagt sig ned over den, slået den til icing eller kastet den væk med hånden. Han gjorde sikkert, hvad han mente, var bedst i situationen, og han skal ikke høre mere for det, siger Ronny Larsen.

Stemningen i AaB’ernes omklædningsrum mellem tredje og fjerde periode var mildt sagt ikke god. Den store ukrainske back, Dimitri Yakushin var rasende og ved at fare i flæsket på Lubos Pisar, fordi målmanden kort før tid havde hånet Esbjergs tilskuere ved at pege op på måltavlen. Den slags gør man ikke, mente Yakushin.

Andre spillere hang slukøret hen, og det lå i luften, at AaB ville tabe overtidsperioden. Ude i hallen fejrede Esbjerg-tilskuerne det uvirkelige comeback som om hjemmeholdet allerede havde vundet mesterskabet. Det var derfor logisk, at Petter Bart Hansen afgjorde for vestjyderne små ti minutter inde i overtiden.

– Det sjove ved hele den finaleserie er, at jeg faktisk var mere ærgerlig efter den sjette kamp om søndagen. Vi spillede søndag eftermiddag hjemme i Aalborg og førte 3-2, indtil der manglede tre minutter.

– Så lukkede vi et mål ind og tabte i overtiden. Jeg var stiktosset den aften og slet ikke til at komme i nærheden af. Vi skulle jo have festet hele natten i Aalborg. På det tidspunkt tror jeg, hele byen var gået amok i glædesrus, hvis vi havde vundet guld.

*

– Jeg er født og opvokset i Aalborg, og selv da jeg spillede i Herning, var Aalborg min by. Det har altid været hjemme for mig, og jeg har altid vidst, at det ville være her, jeg engang ville falde til ro, siger Ronny Larsen.

Drømmen om at hente DM-guldet hjem til barndomsbyen blev aldrig virkelighed, og sammen med nederlaget i 2004 mod Esbjerg, står finaleserien året efter som en anden, stor forspildt mulighed for at vinde guld med De Røde.

Dengang førte AaB 2-0 i kampe mod Herning, men tre nederlag i streg i overtiden og et smertende Christoffer Kjærgaard-mål over midnat i kampens sjette! Periode i den femte finale knækkede AaB’erne.

– Vi havde bare ikke kræfter til at komme igen i den sjette finale. I finalen i 2006 mod SønderjyskE havde vi mange skader, og det var hårdt at undvære Robert Burakovsky i sådan en serie. De andre gange (2007 og 2010) havde vi bare ikke holdet, siger Ronny Larsen.

Han har trods guldmedaljer på cv’et. Sportslige ambitioner drev i begyndelsen Ronny Larsen til Herning, hvor han i begyndelsen og i midten af 90’erne optrådte på det, der skulle udvikle sig til et regulært midtjysk drømmehold.

Nævn bare Skriko og Bjorkstrand, og enhver ishockeyelsker i Herning og omegn vil få tårer i øjnene. Det samme gælder for de nostalgiske og notoriske storopgør mellem Herning og Esbjerg. Dem var Ronny Larsen en stor del af. I sæsonen 1994/95 i kæden med Errki Mäkelä og Ulrik Larsen.

– Ulrik Larsen var vel datidens svar på Mike Grey. Den, der hele tiden skulle irritere Esbjergs russere, Chistyakov og Starkov. Specielt Chistyakov var til at tirre, og jeg husker engang han fik matchstraf kort inde i kampen, fordi Ulrik Larsen rendte og provokerede ham allerede under opvarmningen. Det skulle hævnes. Stemningen var mere intens, og hockeyen var sjovere dengang.

– Man måtte lidt mere. Hooke og slå lidt mere til hinanden. Folk som Erik Petersen og Dan Jensen fik jo bare lov til at klappe folk ned inde foran mål. Selvfølgelig blandede jeg mig også. Man bliver jo bidt af det, og man spiller bedre hockey, når man er oppe at køre, siger Ronny Larsen.

*

Talentet var uomtvisteligt, og ingen har vel næppe været i tvivl om, at ”Ronny”, som han blot kaldes i folkemunde, har været i besiddelse af et de absolut største talenter i dansk ishockeys historie. Spilforståelsen, teknikken har altid været eminent, og det var også de evner, der fik Oskarshamn i den tredjebedste svenske række til at kalde på Larsen før sæsonen 1995/96.

– Egentlig var det meningen, at jeg skulle have skiftet fra Herning og hjem til AaB, men der var økonomiske problemer i Aalborg, og samtlige spillere blev fritstillet – lige bortset fra mig. Så jeg lå i stridigheder med AaB, og det endte med, at Oskarshamn måtte købe mig fri.

– De havde den tidligere AaB-træner Ivan Hansen som chef, og var en stærk og ambitiøs klub, der satsede hårdt på at rykke op. Vi var suveræne i Division II og havde gerne mellem 2500 og 3000 tilskuere til hver kamp. Mellem jul og nytår slog vi AaB med 13-2 i en træningskamp, så niveauet var højt deroppe, husker Ronny Larsen.

– Jeg lærte meget af at komme til Sverige. Niveauforskellen spillerne imellem var meget mindre end hjemme, og der blev trænet hårdt og seriøst. På det tidspunkt var der stadig meget hygge hjemme på klubholdet i Danmark, og alt omkring holdet var frivillig arbejdskraft. Så kom man til Sverige og oplevede, at der både var materialemand og fysioterapeut på fuld tid.

Ronny Larsen havde flere gange muligheden for at komme op på et højere niveau. AIK Stockholm, dengang i Elitseren, kaldte, men Oskarshamn ville ikke slippe danskeren på det tidspunkt. En aftale med Malmö røg i vasken, fordi storklubben fra Skåne midt i hele processen skiftede hele det sportslige setup.

Som 15-årig havde han muligheden for at få sin hockeyopdragelse i Leksand, og på et måske lidt lavere niveau havde EV Duisburg i den tyske Oberliga en drøm om dansk superduo, da de efter B-VM i 1997 i Polen forsøgte af fange Ronny Larsen og Vojens-spilleren Søren Gerber.

– Måske var min spillestil bare ikke til Elitserien. Jeg endte med en sæson i Rögle, der satsede stenhårdt på at komme op. Det lykkedes ikke. Om jeg ærgrer mig over forspildte muligheder? Nej, egentlig ikke. Det vigtigste er, at jeg har haft det sjovt, siger Ronny Larsen.

*

Mens Ronny Larsen allerede var et etableret navn på den danske ishockeyscene, begyndte en anden ung mand at markere sig i den danske liga.

Med både en farfar som aktiv mand i sporten og en far, der nåede at spille på det danske landshold i den allertidligste røde og hvide epoke, var det naturligt, at unge Andreas også skulle i gang med skøjter og stav. Han endte med at indtage skøjtehallen på Gl. Vardevej i en sådan grad, at nummer 16 måske en dag hænges op i taget.

Andreas Andreasen ankommer til Kvik Hockey Arena. Høflig som altid beklager han, at han kommer for sent, og at det er fuldstændig umuligt at komme fremad på landevejene, når man kører efter en vindmølletransport.

Han giver Ronny Larsen et varmt håndtryk og et klap på skulderen. To landsholdskammerater, legender, profiler med stor respekt for hinanden.

Endnu et punktnedslag i deres fælles referenceramme: Landsholdet. Hverken Ronny eller ”Dres” har nogensinde sagt nej til at spille på det danske landshold, også selv om tjanserne indimellem har været halvsure.

– Landsholdet har altid betydet noget for mig, og jeg har aldrig overvejet at melde afbud. Også selv om det har været til et junior-VM i Polen, hvor der var et hav af spillere, der ikke gad med, siger Ronny Larsen.

– Jeg havde ikke forventninger om at komme på landsholdet, da jeg begyndte at spille ishockey. Når man får chancen, melder man ikke afbud, tilføjer Andreas Andreasen.

Foto: Jan Korsgaard
Foto: Jan Korsgaard

*

Afbudskulturen var ellers markant tilbage i 90’erne, hvor både Andreasen og Larsen – eller bare Ronny og Dres – for første gang befandt sig sammen på landsholdet. Men med Jim Brithén kom en mand, der skar igennem. Afbud blev ikke tolereret, og der blev strammet op på disciplinen.

– Jeg kan tydeligt huske de første gange med Brithén som træner. Man kom hjem til samling og de andre gik og sagde, at ”han er da fuldstændig sur og åndssvag, vi må ikke engang have badetøfler på til morgenmad,” og sådan noget i den stil.

– Men han var skarp og dygtig, og det er ikke løgn, at han har æren for at dansk ishockey tog et ordentligt ryk. Ind til Jim kom ind i dansk ishockey havde man vel groft sagt kun vægttrænet strandmusklerne og mange af VM-turneringerne udviklede sig til noget, der lignede charterferier, siger Ronny Larsen

Det første lille mirakel skete med AaB’eren på holdet, da Danmark vandt 6-1 over Tyskland under det legendariske B-VM i Odense og Rødovre. Desværre kunne danskerne ikke rykke direkte op, og i kvalifikationsspillet til A-gruppen senere på året, tabte Danmark til Norge og Frankrig.

Først i Dunaujvaros i Ungarn i 2002 lykkedes det at rykke op. På det tidspunkt var Andreas Andreasen og Ronny Larsen faste mænd under træner Mikael Lundström.

For Ronny Larsen var oprykningen en kæmpestor belønning efter mange års slid på de forskellige landshold. Han havde oplevet usle hoteller og løse hunde i Rumænien og et Polen, hvor man kun kunne købe chokolade i dollarbutikkerne. Nu stod han pludselig på tærsklen til den øverste etage i international ishockey.

– Der var faktisk ingen, der forventede, at vi ville rykke op i 2002. Vi manglede spillere som Jesper Duus, Heinz Ehlers og Jens Nielsen, men alligevel rykkede vi sammen og vandt. Det var overraskende, og indstillingen var vel, at vi skulle op i A-gruppen et enkelt år eller to – og så måske rykke ned igen, siger Andreas Andreasen.

Sådan gik det som bekendt ikke.

*

Vi danskere elsker at høre om vores landsholds store triumfer, og en af de mest opsigtsvækkende kampe et dansk landshold – i alle sportsgrene – endnu har spillet i det her århundrede, er utvivlsomt kampen mod USA ved VM i Tampere i 2003. Det er næsten overflødigt at nævne 5-2-resultatet.

– Selvfølgelig havde de ikke deres bedste spillere med, men der var trods alt mange NHL’ere på holdet. Og så havde de altså USA-logoet på brystet. Det var stort, siger Ronny Larsen.

– Alt løb vores vej. Peter (Hirsch) stod sit livs kamp og det eneste, der gik galt var vel, at de spillede Kong Christian, da vi stod klar til at skråle nationalsangen, griner Andreas Andreasen.

Som bekendt var faren for nedrykning overstået allerede, inden Danmark gik på isen til turneringens anden kamp mod Rusland. USA tabte til Schweiz og røg hurtigt nedrykningsspillet, og da de slukørede amerikanere travede forbi det danske omklædningsrum, så de et sælsomt syn.

– Vi var i gang med at lade op til kampen mod Rusland, men vi stod altså med skøjter på oppe på bænken og fejrede, at vi ikke kunne rykke ned. Det var som om, vi var blevet verdensmestre, husker Andreas Andreasen.

Ronny Larsen erklærer ubetinget kampen mod USA og det danske ”Miracle on Ice” som højdepunktet i den lange, flotte karriere. Og han erkender gerne, at der var overvejende sandsynlighed for dansk nedrykning, hvis ikke det havde været for sejren over amerikanerne.

Larsen og Andreasen var med til andre højdepunkter. Det legendariske japanske selvmål i 2004 i Tjekkiet, der sikrede Danmark mod nedrykningsspillet, og det der formentlig havde været en sikker billet til B-gruppen.

– Vi havde så mange lejrkuller det år.  Vi havde nærmest været samlet uafbrudt i 60 dage, og havde været 10 dage i Schweiz inden VM. Vi orkede ikke mere, og havde slet ikke flere kræfter efter kampen mod Japan, siger Andreas Andreasen.

VM-turneringen i 2004 blev Ronny Larsens sidste, mens Andreas Andreasen holdt sig inde i varmen så længe, at han nåede at opleve den fantastiske turnering i Canada i 2008. Med skiftet fra Mike Sirant til Per Bäckman sluttede esbjergenserens fine landsholdskarriere efter 168 kampe i rødt og hvidt.

*

Fotografen har spottet godt vejr, og det er tid til at tage Dres og Ronny ud på parkeringspladsen med et bordhockeyspil. Vindermentalitet fornægter sig sjældent, og allerede et halvt minut efter at den opstillede kamp er i gang, går begge efter at score mål og vinde, alt imens de sludrer om tidligere fælles holdkammerater, deres nye job i det civile liv og udviklingen på EfB og AaB’s ligahold. Ishockeyen fylder tydeligvis stadig meget i tankerne.

Inde i varmen igen, og næste opgave er den klassiske karakteristisk af modparten.

– Hvad kan man sige om Ronny? Han har altid været en utrolig farlig spiller. Gode driblinger og gode hænder og flabet. Altid med en kommentar til alting, og lidt provokerende i håb om at trække en udvisning. I powerplay har han jo altid været drønfarlig, og selv om han tabte lidt fart i slutningen af karrieren, blev man jo ved at frygte ham.

– Jeg har ikke tabt fart, det er de andre, der er blevet hurtigere, kommer det lynhurtigt fra Larsen på den anden side af bordet – med et grin, naturligvis.

– Jeg kan nærmest ikke huske, at Andreas ikke har været med. Han har altid været der, når man har spillet mod Esbjerg. Stærk i powerplay, mange point og en mand, der sjældent tog mange udvisninger. Han kunne have fortjent en bedre afsked med Esbjerg.

Netop afsked er det næste tema, der bliver smidt på bordet. Ronny Larsen tabte sin sidste kamp med hjerteklubben AaB, da han i foråret forlod karrieren på højeste plan. Et surt 2-3-nederlag til SønderjyskE var, hvad det kunne blive til i Larsens afskedskamp i Gigantium. Havde AaB vundet, var det blevet til en semifinale.

– På en måde var det en lettelse, at det var slut, men det var alligevel hårdt at stå derude på isen og vide, at det var den sidste kamp. Jeg kneb en tåre, indrømmer Ronny Larsen.

Beslutningen om at stoppe med ishockey på eliteplan blev taget før julen 2010. På vej hjem fra en tirsdagskamp i København fandt han ud af, at han ganske enkelt ikke orkede mere. Beslutningen var definitiv. Det skulle være slut med de natlige busture.

Anderledes dramatisk endte karrieren for Andreas Andreasen. Historien om klubmanden, der følte sig elendigt behandlet af sin hjerteklub, der ikke ville forlænge hans kontrakt, er skrevet mange steder.

– Jeg fik nogle gode signaler før sommerferien, og jeg havde bestemt regnet med, at jeg skulle fortsætte. Så blev jeg kaldt ind til et møde, hvor jeg fik at vide, at de ville satse på ungdommen, og at jeg ikke ville få forlænget min kontrakt.

– Mentalt kom det som et chok for mig, og det er en af grundene til, at jeg spiller på vores 1. divisionshold i den her sæson. Det er langsom nedtrapning, siger Andreas Andreasen.

Begge er ”gamle i gårde” og griner over, at Ronny Larsen i sit sidste liga-år pludselig stod over for den tidligere holdkammerat, Dan Jensens, søn, Nicklas. Og Andreas Andreasen pointerer, at rollen i de sidste sæsoner som elitespiller ofte var at agere hjælper og give gode råd til de unge spillere.

– Men nok ikke nok til at blive inviteret med til deres 18-års-fødselsdag, siger han og begge griner hjerteligt.

– Nej, ærlig talt, så mener jeg faktisk, at vores generation har været med til at løfte sporten i Danmark. Både den danske liga og landsholdet. Vi har gjort det godt nok, siger Andreasen – og Larsen nikker samtykkende.

– Jeg fik rigtig mange tilkendegivelser i dagene efter min sidste kamp. Både på sms og mail og fra andre klubber. Specielt de sønderjyske supportere sendte mange hilsner. Det bliver man da stolt over, og man finder ud af, at man har betydet en hel del for mange, siger Ronny Larsen.

Det samme skete for Andreas Andreasen. Når vellidte mænd takker af, siger tilhængerne tak – uanset, hvor de kommer fra i landet.

*

Ronny Larsen er kørt. Han gider nemlig ikke genopleve den legendariske 2004-finale igen. For selvfølgelig skal Andreasen også give sin vinkel på sagen. Vinderens vinkel.

– Der går så mange historier om den syvende kamp. Hvis man fylder hallen op i Esbjerg, er der vel plads til 4500, men historierne går på, at der var 6000 inde den aften. Så var der alle anekdoterne om folk, der havde givet op og endte med at se afgørelsen hjemme fra tv-skærmen. Og dem, der kom løbende tilbage ude fra parkeringspladsen, da de pludselig opdagede, at vi var kommet igen.

– Det er kampen, man husker i Esbjerg, og den der stadig vises videoklip fra. Hvis Ronny siger, at den største kamp i hans karriere var sejren over USA, så må den her kamp ubetinget være den største, jeg nåede at opleve. Den foreløbig sidste helt store ishockeykamp i Esbjerg, siger Andreas Andreasen.

– Vi havde vundet i syv kampe over Rungsted i kvartfinalen, og overvundet dem, selv om folk synes, det var et tosset kvartfinalevalg. Så vandt vi i syv kampe over Odense i semifinalen. Det var helt vanvittigt, at vi vendte den syvende finalekamp fra 0-2 til 3-2, for det var AaB’s kamp. Det indrømmer jeg gerne.

– Vi var dødtrætte og pludselig vandt vi momentum. Det var ligesom en film, der løb forbi, og der gik nogle dage, før det overhovedet var gået op for os, at vi var blevet mestre. Det glemmer jeg aldrig, siger Andreas Andreasen.