RETRO: Mejeribestyrerens søn fra Timring kom i orkanens øje

"Nej, men man behøver heller ikke at være indbrudstyv for at skrive om kriminalstof." Et klassisk citat fra den legendariske DIU-formand Ejvind Olesen, da han blev spurgt, om han selv havde spillet ishockey. Han sad på posten i 15 mere eller mindre turbulente sæsoner.

Journalist Peter Fredberg, ishockeymedarbejder på B.T. i 45 år, sætter fokus på en DIU-formand, som sad på posten i 15 år. Nogle år kunne være ret så turbulente.

Mejeribestyrerens søn fra Timring uden for Herning løb for 70 år siden rundt på den lokale sø på et par skøjter spændt fast på gummistøvlerne.

Ingen havde dengang fantasi til at forestille sig, at knægten fra den lille flække på den jyske hede skulle blive en af de mest markante skikkelser i dansk ishockey.

Senere kom multimennesket Ejvind Olesen – for det er ham, historien handler om – i orkanens øje som ishockeyens førstemand i en farverig periode, hvor Danmark tog det første tilløb fra en upåagtet C- og B-nation til noget, der var sjovere og til dét, vi kender i dag.

I dag er han 82 år og bor i Hørsholm.

Lidt baggrund: Ejvind blev trafikelev i DSB, kom senere til det daværende DSBs Rejsebureau og havnede i journalistikken.  Først på freelancebasis og derefter i en lang årrække som rejseredaktør på Berlingske. Efter pensioneringen blev han seniorredaktør ved rejsebranchemagasinet Take Off/Stand By.

Som ung sportsjournalist på Frederiksborg Amts Avis og Ritzau fik han en fremragende idé. Hvorfor er der så lidt ishockey at skrive om op til jul og nytår, funderede han. Derfor gik den ihærdige Olesen til DIUs formand Otto Randholm og til sine forbindelser i Danske Bank. Kreativiteten og et stort netværk har altid været en af hans forcer. Resultatet blev Pondus Cup med banken som sponsor.

En international juleturnering, som kørte i mange år og var med til at løfte hockeyen. Ejvind i dobbeltrolle? Dén, der skriver disse linjer, var i december 1970 med til pressemødet på Søpavillonen, KSFs gamle klubhus, da Pondus Cup blev introduceret. Det blev i øvrigt min første turnering som ishockeyjournalist på B.T.

Vi springer lidt: Ud over rejser var ishockeyen Ejvinds kæphest, og i 15 år (1986-2001) var han formand for Danmarks Ishockey Union. Af DIUs otte formænd gennem årene har kun den første, Knud Tønsberg, beklædt posten i længere tid. Fra unionens stiftelse i 1949 til 1967.

Apropos gode idéer. Som medlem af IIHFs strukturudvalg var Ejvind Olesen arkitekt bag en ny VM-turneringsform (senere moderniseret til den nuværende).

Jeg husker en episode, hvor han var ved at krakelere i sin dobbeltrolle som skriverkarl og DIU-formand. En bizar episode i foråret 1999 med voldsom hetz, trusler og banken på døren, som tog så hårdt på ham og familien, at han måtte trække stikket og i tre dage lade sin næstformand, Asger Juul, overtage styringen. ”Min værste uge i min tid som formand. Jeg håber aldrig, jeg kommer ud for det igen,” sagde han, da krudtrøgen så småt havde lagt sig.

Codan Ligaen (som det hed dengang) var på ti hold, hvorfra de otte bedste efter grundseriens 36 runder blev inddelt i to kvartfinalepuljer á fire hold. I den ene delte Rødovre, Rungsted og Vojens førstepladsen med ni point. To hold gik til semifinalerne. Ifølge Sportsudvalgets fortolkning af reglerne var Rødovre og Rungsted videre på samlet målscore. Men det accepterede Vojens ikke. Med tre hold på ni point måtte man trække det dårligste hold i puljen (Odense) fra og lave et regnskab over de tre topholds indbyrdes kampe, mente rasende sønderjyder. Her ville Rødovre slutte foran Vojens og med Rungsted som sorteper.

DIUs bestyrelse måtte træde i aktion og underkendte korrekt Sportsudvalget. Og nu var det nordsjællænderne, der gik amok. Rungsted Cobras truede med fogedrettet og et civilt søgsmål for at få stoppet semifinaleserien mellem Frederikshavn og Vojens. Alt var kaos og hårde ord. Det var guf for medierne, og jeg skrev selv en side eller to om dagen om balladen.

De sociale medier var næppe kommet rigtigt i gang, men det væltede ind med mails til unionens kontor. Den værste lød: ”Ejvind skal begraves i samme grav som Hitler.”

Ejvind Olesen følte sig så presset – nu var det oven i købet hans egen klub, Rungsted, der gik i flæsket på ham – at han gik til sin chefredaktør på Berlingske, Peter Wiwel, og spurgte, om han skulle trække sig fra formandsposten i DIU. ”Hvis du har opbakning fra vores egen sportsredaktør, Steen Ankerdal, har du ingen problemer,” lød svaret. Ankerdal var helt på Olesens side. Og det var stort set alle klubber også. Altså minus Rungsted Cobras.

Lad os lige gøre turneringen færdig: Vojens havde brugt alt krudtet fysisk og mentalt og var chanceløs mod Frederikshavn. Rødovre, der var sluttet på sjettepladsen i grundserien, blev suveræne danske mestre med 3-0 i semifinalen over Esbjerg og 3-0 i finalen over pokalmestrene og grundserievinderne Frederikshavn. Flot timet og stærkt gået, Olaf Eller & co.

I sin modne alder følger Ejvind Olesen stadig med i alt, hvad der rører sig i dansk ishockey. Når han bliver spurgt, om han nogen sinde selv har spillet ishockey, har han altid svaret: ”Nej, men man behøver heller ikke at være indbrudstyv for at skrive om kriminalstof.”