RETRO: Mads True sluttede (næsten) helt på toppen

Mads True har leveret en af de helt store karrierer i dansk ishockey. Den trykte udgave af Ishockeymagasinet FACEOFF tog Mads True med på en rejse gennem de mange sæsoner i dansk ishockey tilbage i 2013. Du kan læse den fine historie lige her:  

Det var uden tvivl den mest emotionelle afsked med ishockeysporten, man overhovedet kunne forestille sig. Det kunne have været den absolut smukkeste, men endte med at blive den grusomste overhovedet. Og så alligevel ikke.

Lad os rekapitulere: 17. april 2012 fyldte Mads True 40 år. Samme aften kunne han sammen med sine Bulldogs fra Odense vinde DM-guldmedaljer. Fynboerne førte 3-1 i serien mod Herning, og den gode True-historie havde naturligvis fået massiv omtale. I radio såvel som i tv, på nettet som i aviserne.

Historien kunne få den perfekte konklusion, hvis Mads True nu også kunne sikre sig guldmedaljerne foran en fyldt hjemmearena.

Slutspilsskægget stod som det skulle, og Mads True spillede sin kamp nummer 575 for Odense Bulldogs. Men han tabte. Den aften var de mange velmente fødselsdagshilsner og klap på skulderen ikke nogen stor trøst for Mads True, og de journalister, der interviewede ham i katakomberne under Bryggeriet Vestfyen Arena, husker også et trist, næsten bedrøvet ansigtsudtryk i minutterne efter kampen.

Fire dage senere slukkede Herning totalt lyset for Bulldogs og Mads True. Igen i en fyldt og festramt Bryggeriet Vestfyen Arena.

Borgmester Anker Boye på lægterne. Fodboldlegenden Lars Høgh også. Jakob Sveistrup havde igen sunget sin fine version af nationalsangen. Men Herning vandt igen. 4-0 over et nervøst og usammenhængende Odense-mandskab, der heller ikke havde en eneste marginal på sin side. Mads True måtte nøjes med sølvmedaljen.

Finalen var perfekt afslutning
Et halvt års tid senere møder FACEOFF Mads True til en timelang samtale om den langvarige karriere i dansk ishockey, som også fremstår som en af de mest markante i dansk ishockey i de seneste tiår. Der er nok at tage af, men selvfølgelig er det nærliggende at begynde med afslutningen. Mads True var vel den mest omtalte spiller overhovedet i finaleserien 2011/12.

– Når jeg ser tilbage på karrieren, så var det først og fremmest fantastisk at få lov at slutte af med en finaleserie. Specielt efter sæsonen forinden, hvor vi havde haft store problemer og ikke kom i slutspillet. Lige pludselig havde vi bare en god gruppe og tur i den i en hel sæson.

– Vores målmand (Ervins Mustukovs) afgjorde kampene, når vi havde brug for det, og Rob Ricci kom næsten altid og scorede ud af ingenting, når kampene var lige. Vi spillede med fire rigtig gode kæder og havde en virkelig god rytme gennem hele sæsonen, husker Mads True.

Foto: Jan Korsgaard

– Så kom finalen, og jeg ved sgu’ ikke lige, hvad der gik galt for os til sidst. Det er vel typisk Herning at vende sådan en serie.  Vi førte serien 3-1, men ærlig talt – det kunne Herning lige så godt have gjort, for lige bortset fra deres 8-1-sejr i den tredje kamp, så havde de fire første kampe været helt lige.

– Vi ændrede ikke så meget til de sidste tre kampe, men vi fik bare ikke scoret det vigtige første mål. Vi havde ellers chancerne. Olof Mårs skød forbi tomt mål oppe i Herning og Anders Feddersen havde det der stolpeskud i den syvende kamp.

De små detaljer
– Men det var en slem måde at tabe på. Festen fes ud, og mange folk var skuffede. Og som spiller kan man jo knapt undgå at gå og tænke over, hvad man lige kunne have gjort anderledes i den og den situation, siger Mads True.

Han nævner episoden fra den syvende finalekamp, der blev det totale symbol på Odenses nedtur, da det hele skulle afgøres. Ved 0-2-målet fik True selv ikke losset pucken ud af zonen, kort efter stødte Anders Feddersen og Tyler Gotto sammen på defensiv blå linje og Herning slog kontra. Patrick Bjorkstrand scorede.

Foto: Jan Korsgaard

– Jeg lod jo Patrick skyde i håb om, at Ervins ville redde pucken, og det gjorde han så ikke. Skulle jeg i stedet for have smidt mig ned? Så havde de måske ikke scoret, og vi havde haft bedre mulighed for at komme tilbage. Sådan nogle detaljer tænker man temmelig meget over i dagene derpå, forklarer Mads True.

Miseren er dog forsvundet i hukommelsen, for True kan faktisk ikke helt huske, om det var 0-2- eller 0-3-målet, hvor ovenstående gik galt.

Det begyndte i Århus
Mads True kigger tilbage på en stor karriere, der på seniorplan begyndte helt tilbage i begyndelsen af 90’erne hjemme i Skovbakken, som ishockeyklubben i Århus dengang hed.

Storebror – navnkundige Søren True – var den første af tre brødre til at tage turen fra omegnsbyen Søften og ind til skøjtehallen i det nordlige Århus. Derefter fulgte Mikkel og Mads, og de tre brødre havde god indflydelse på ishockeyen i Skovbakken.

Sidst i 80’erne lå Århus-klubben faktisk placeret blandt de 10 bedste klubber i Danmark, og mens storebror Søren i kraft af sit exceptionelle talent drog til både Herning, Nordamerika, Sverige og Schweiz og også blev draftet af New York Rangers, sad en mand ved navn Ole Andersen i Odense og havde store planer for den fynske ishockeyfremtid.

Andersen, med en længere fortid som spiller i den bedste danske række, havde sat sig for, at Odense skulle på hockeylandkortet og op i den bedste række. Mikkel og Mads True skulle være centrale spillere i det projekt.

– Jeg havde haft Ole som træner på juniorlandsholdet, og min mor boede hernede på Fyn. Vi flyttede selvfølgelig ikke hjem til hende, men hun syntes, det kunne være hyggeligt, hvis vi kom til Fyn. Og der var ved at ske lidt nede i Odense med nye spillere. Der kom en del fra Vojens over på det tidspunkt, husker Mads True.

En anden tid
Odense rykkede hurtigt op i den bedste række, og i den gamle, ærværdige skøjtehal i Odense Idrætspark var der masser af stemning og folk. For første gang nogensinde i historien. OIK var for første gang nogensinde trådt ind i toppen af dansk ishockey – efter at klubben i en årrække mest havde været kendt for en række sæsoner med rigtig mange – og ikke mindst rigtig store – nederlag.

– Det var en anden tid – og en god tid. Det var ildsjæle som Mads Lund, Harm Ehmen og Jørgen Jensen, der stod bag klubben, og der var masser af frivillige, som kom gang på gang. Lidt som en familie. I de første sæsoner i klubben var der frivillige, der arrangerede julefrokost for os, og man blev inviteret hjem på pizza hos folk fra klubben. Sammenholdet var fantastisk, og oprykningen til Eliteserien er et af mine rigtig gode minder, siger Mads True.

Oprykningen til Eliteserien er en af årsagerne til, at Odense endte med at blive hjerteklubben for Mads True. Og sammenholdet fra gamle dage mødte han igen, da et legendarisk Odense-mandskab samlede sig omkring træner Mario Simioni i begyndelsen af det nye årtusinde.

© Faceoff

– Det var en fantastisk gruppe med udenlandske spillere som Curt Regnier, Derek Herlofsky, Alexandr Macijevski og Brett Larson. Det hele specielle var, at flere af de her udlændinge blev i klubben i to-tre år. Vi var stærke, og vi skulle have vundet mesterskabet. Jeg mener, vi førte 2-0 i den første finale mod Herning (i 2003), men tabte alligevel – og så lykkedes det aldrig at komme tilbage, siger Mads True.

Landsholdsminder
Forinden havde Mads True dog hentet karrierens eneste danske mesterskab hjem. Et bomstærkt Rungsted-hold havde taget tilløb til guldmedaljer adskillige sæsoner i træk, og sammen med blandt andre de legendariske Elvenes-brødre, bror Søren, Nicolai Clausen og Dennis Olsson, lykkedes det for Mads True at vinde en længe ventet guldmedalje til traditionsklubben i Nordsjælland.

– Selvfølgelig hører den guldmedalje også til de store minder sammen med de 13 VM-turneringer, jeg har været med til. Jeg husker 6-1-kampen i 1999 mod Tyskland som noget specielt. Det hele kørte for os derinde og fansene hyggede sig på lægterne – alle mand, selv om vi førte med fire-fem mål.

– Landsholdet nåede at udvikle sig utrolig meget, mens jeg spillede – og vi gik vel nærmest fra det amatøragtige til det stærkt professionelle. Da vi for første gang var med ved A-VM i Finland stod vi pludselig overfor spillere som Mats Sundin og Peter Forsberg. Det var jo helt vildt, siger Mads True, der ligesom de fleste andre giver den tidligere landstræner Jim Brithén æren for Danmarks afgørende fremstød mod ishockeyens verdenstop.

Computercafé
Mads True har altså prøvet det meste, og til sidst i karrieren nåede veteranen også at komme på computercafé med holdkammerater, der på papiret sagtens kunne være hans egne sønner.

– Jeg har altid forsøgt at deltage i holdets sociale arrangementer, men det er klart, at man med alderen ikke har tid til at deltage i det hele. Men jeg har da spillet Call of Duty med nogle af de unge. Jeg tabte stort, griner Odense-veteranen.

– Jeg har nu aldrig set det som noget problem at spille sammen med de unge gutter. Inde i omklædningsrummet ender man jo – uanset alder – som en del af en stor familie. Man deler hinandens oplevelser, og jeg tror, de unge spillere lærer en del af at høre på historierne fra de ældre spillere.

– Jeg har aldrig været den, der har råbt og skreget, men gerne hjulpet til, hvis de unge har haft spørgsmål om for eksempel spilsystemet. Jeg har også forsøgt at være den, der har givet et klap på skulderen, hvis de har lavet en fejl. Det kan være hårdt at lave kiksere, hvis man er en ung spiller, siger Mads True.

Med 820 kampe i landets bedste række har True haft erfaring nok at øse af og give videre til yngre holdkammerater. En klassisk kulturbærer – både i Odense og i dansk ishockey, og en spiller, der altid har været værdsat for sin fine arbejdsindsats.


Mads True:
* Født 17. april 1972
* 187 A-landskampe for Danmark med 82 point til følge.
* 3 A-VM-turneringer og 10 B-VM-turneringer for Danmark.
* 820 ligakampe for Rungsted/Nordsjælland og Odense. 570 point og 1197 udvisningsminutter.
* Bedste træner i karrieren (1): Ulf Weinstock – ”Han gjorde anderledes ting. Inviterede os hjem og lavede mange sociale arrangementer. Kunne finde på at tage målmanden ud, når vi spillede fem mod tre, og foreslog endda engang i Frederikshavn, at vi skulle undlade at varme op på isen for at forvirre modstanderen. Det gik vores målmænd ikke med til.”
* Bedste træner i karrieren (2): Mario Simioni – ”Stort temperament, men fik os til at spille utrolig disciplineret. Da han senere kom til Vojens efter at være blevet fyret i Krefeld tænkte jeg, at nu skulle det nok gå fremad for dem. Det kom jo til at holde stik.
* Bedste medspiller i karrieren: ”Der har været mange gode, men jeg kommer til at fremhæve Tyler Redenbach (sæsonen 2008/09). Han kunne bare det hele. Outstanding i powerplay sammen med John Laliberte, som i øvrigt også var en helt fantastisk spiller.”