RETRO: ”Luk øjnene,” sagde Doktor Frede. ”Av, for helvede,” råbte jeg

Journalist Peter Fredberg fortæller om landsholdets legendariske læge gennem 43 år, nu afdøde Frede Jensen. Han var 84 år, da han sidst stod i den danske VM-boks:

I 43 år var Frede Jensen læge for det danske ishockeylandshold. Helt nøjagtig fra C-VM i 1969 i Skopje i det daværende Jugoslavien til og med A-VM i 2012 i Stockholm.

Han var 84 år, da han stod i boksen i Globen i sin sidste VM-kamp. Utvivlsomt den ældste, der nogensinde har været tilknyttet et VM-hold.

Jovist, legendariske ”Doktor Frede”, som døde 6. marts 2015 i en alder af 87 år, har indskrevet sig med flammeskrift i ishockeyhistorien med en verdensrekord, som formentlig aldrig bliver slået.
”Doktor Fredes magiske hænder” kaldte jeg en overskrift for ti år siden i Tommy Vertings hedengangne ishockeymagasin ”Powerplay” med adresse til den magi, der udstrålede fra Frede Jensens hænder, når han havde spillerne fra landsholdet og Herning Blue Fox under kærlig behandling. I en menneskealder havde han klinik i Herning og var en skattet klublæge i Blue Fox ved siden af landsholdsarbejdet.
Frede nød en respekt, tillid og hengivenhed, der var få beskåret. Denne skriverkarl havde selv haft glæde af hans hjælpsomhed og unikke evner. Gu’ kunne det mærkes, når han tog fat. Spørg bare de hundredvis af spillere, han har haft på briksen. Men tro mig. Det hjalp. Altid.
Første gang, jeg appellerede sin hans gode hjerte, var på grund af tandpine. Det var under C-VM i Holland i 1973. Den klarede han med en sprøjte i ballen. Det gjorde mere nas, da han nogle år senere med et snuptag kurerede en smertende ryg. ”Luk øjnene,” sagde han. ”Av, for helvede,” råbte jeg. Og havde det meget bedre.
”Der er lægekolleger, der siger, at du gider. Men jeg nyder at være sammen med ishockeyspillere. Det er de mest behagelige mennesker, man kan have med at gøre. Samværet med dem er mit brændstof,” sagde han under en samling som optakt til VM i Moskva.
Hvad mange måske ikke ved, havde Frede en fortid som landsholdsspiller – i håndbold. Det var i 50’erne, mens han spillede for Universitetet. Ishockey har han aldrig spillet, men han havde løbet på skøjter med brødrene Hviid på Peblingesøen. Jeg kan huske, da vi var til B-VM i Galati i Rumænien i 1979. Det var sidste gang, han løb på skøjter.
Han faldt og brækkede to ribben.
Engang på den normalt sikre side af banden kom han også til skade. En vildfaren puck ramte ham over øjet. Hvad gjorde doktor Frede så? Jo, han syede sig selv, mens han kiggede i spejlet i omklædningsrummet.
Interessen for behandling af idrætsskader fik han i slutningen af studietiden, da han hjalp den berømte idrætslæge, professor Ove Bøje. ”Han lærte mig at bruge fingrene i stedet for fyldepennen,” sagde Frede.
Frede Jensen var æresmedlem i Danmarks Ishockey Union og i flere år medlem af DIUs bestyrelse. Som medlem af IIHFs medicinske komité havde han ansvar for dopingtests.
Herning-lægen Per Albæk delte i perioden 1996-2012 landsholdet med Frede Jensen. Nu er det lægelige ansvar for landsholdet delt mellem Per Albæk og Henrik Ømark.
I interviewet for ti år siden sagde Per Albæk: ”Frede er en unik person. Hen er min ven og mentor. Jeg skylder ham meget. Man går aldrig forgæves til Frede. Han har en fantastisk erfaring og flair, og det er imponerende, at han i den alder forstår at holde sig ajour med det nyeste inden for sportsmedicin. Man kan godt sige, at han er troldmanden, og jeg er hans lærling. Og det bliver jeg ved at være.”
Per Albæk tager første halvdel af det forestående VM i Köln og Henrik Ømark sidste halvdel.
I sin 13 år lange landsholdskarriere (159 landskampe) og i fem sæsoner som landstræner var Per Holten Møller tæt på Frede Jensen.
”Frede var dejlig afslappet, som han sad dér i boksen med en god krimi. Engang flækkede jeg et øjenbryn og skulle have et par sting. Han sad roligt og syede med en smøg i munden, mens asken dryppede,” mindedes Per Holten Møller.
”Jeg glemmer heller aldrig, da jeg skulle have et knæk i ryggen. Jeg lå på briksen i omklædningsrummet. Pludselig gik lyset ud, og det blev bælgmørkt. Det generede ikke Frede. ”Bare rolig. Jeg kan føle mig frem,” lød det i mørket.”