RETRO: Jannik: ”Lidt miljøskadet er man jo nok”

© iShoot.dk

Journalist Peter Fredberg – i 45 år ishockeyjournalist på B.T. – ser tilbage på Rødovre-drengen Jannik Hansens fantastiske karriere.

”Jeg vil spille NHL. Jeg vil spille NHL.”

Citat: Jannik Hansen.

Han var syv-otte år, da han sagde det. Han løb rundt og legede ishockey med en stav og en bold hjemme i familiens have i Rødovre.

Det er hans far, Rødovre-legenden Bent Hansen, firdobbelt dansk mester og mangeårig landsholdsspiller, der fortæller mig historien efter Janniks beslutning om at stoppe karrieren.

Bent havde med blink i øjet sagt til drengen: ”Ja, det er godt, Jannik. Gør du bare det.”

Ingen drømte for 25 år siden om, at Jannik skulle få 626 kampe i grundserien og 70 kampe i playoff i verdens stærkeste turnering og med flammeskrift skrive sig ind i dansk ishockeys farverige historie som en af de allerstørste nogensinde. Ja, dengang turde man næsten ikke drømme om, at Danmark skulle få en spiller i NHL.

Det har været en fornøjelse at følge Jannik Hansen på hans lange rejse, der sluttede med en sæson i KHL-klubben CSKA Moskva og sejren om Gagarin Cup, opkaldt efter det første menneske i rummet.

Jannik har altid været en spiller, man kunne regne med. Ikke kun på isen, hvor han var den komplette wing, stærk i alle tre zoner. En hård hund. Også for en journalist har han været der. Altid åben, ærlig og direkte. Jeg skylder ham meget.

Det er blevet til i snesevis af artikler i B.T. Én af dem i sæsonstarten 2004/05, hans sidste sæson i Rødovre Mighty Bulls, inden han rejste til Portland Winter Hawks. Han var 18 år og var netop debuteret på landsholdet. Som 15-årig var han rykket op i Rødovres førsteholdstrup.

”Lidt miljøskadet er man jo nok. Jeg var med i ”Kostalden” i barnevogn. Og jeg har set et billede, hvor jeg var på isen som to-årig med ble. Der er ingen tvivl om, at min far gerne så mig som ishockeyspiller, men noget pres har jeg aldrig følt,” sagde Jannik dengang.

”Indtil jeg fyldte ti, spillede jeg fodbold. Måske kunne jeg være nået lige så langt i den sport, men da jeg skulle vælge, blev det ishockey. Som miniput i fodbold var jeg med til at vinde DM-guld med Rødovre Boldklub, og vi spillede forkamp til FCK-AB i Parken.”

Jannik Hansen var i 2011 kun én sejr fra at vinde Stanley Cup med Vancouver Canucks. Når han i 2018 valgte at skifte Nordamerika ud med Rusland, var det for at realisere drømmen om at vinde i hvert fald ét stort mesterskab.

”Jeg vidste, at CSKA ville spille med om Gagarin Cup. Det var min sidste chance for at vinde en af de store titler. Jeg er glad for, at jeg tog chancen,” siger 33-årige Jannik i dag til mig.

”Lige så let er det for mig at sige stop nu. Jeg er ikke 27 år mere og kan mærke, at jeg er slidt. Kroppen vil ikke mere det samme, som jeg vil. Min beslutning blev truffet i samråd med min kone.”

Jannik er gift med canadiske Karen og har tre børn. Tvillingerne Lucas og Daniel på seks og Kate på tre år. Karen og Jannik mødte hinanden, da han spillede for AHL-klubben Manitoba Moose i Winnipeg.

I de små otte måneder, Jannik har boet i Moskva, har han kun været sammen med familien i én måned.

”Det har været hårdt at skulle undvære Karen og tre små børn så længe. Det er uholdbart i længden,” erkender han.

På vej hjem til familien i Winnipeg var Jannik i sidste uge tre dage i Rødovre hos sin danske familie.

”Vi bliver i Winnipeg resten af skoleåret. Når Lucas og Daniel er færdig i juni, flytter vi til Vancouver, hvor vi har et hus,” siger han.

Jannik spillede ti sæsoner for Vancouver Canucks, og nr. 36 er elsket og beundret af Canucks’ fans. Tre gange blev han kåret som ”Unsung Hero”. Vancouver er familien Hansens by. Men hvad fremtiden vil bringe, ved han ikke endnu. Kun én ting ved han: Han har spillet sin sidste ishockeykamp.

Med sejren om Gagarin Cup fik Jannik endelig sin medalje. Og om sin sidste sæson siger han:

”Jeg ville selvfølgelig godt have spillet alle kampe for CSKA, men jeg er stolt af at være en del af det russiske mesterhold. Og jeg er stolt af, hvad jeg nåede i min karriere.”

n flyvende 18-årig Jannik Hansen med gitter – her lynskudt i en kamp for Rødovre Mighty Bulls mod AaB i 2004. Historien var et dobbeltinterview med far og søn, Bent og Jannik Hansen.