RETRO: Ishockeytalentet, der blev kørt over af et tog og mistede begge ben

Charlie Groth-Hansen spænder proteserne med skøjterne på og er klar til træningen i Østerbro Skøjtehal i 1999.

Peter Fredberg fortæller om fighteren fra KSF, Charlie Groth-Hansen, som efter tragedien på en banegård i Tyskland blev træner:

Det skulle have været en festlig bytur i påsken i 1994, men besøget hos en gammel skolekammerat fra gymnasiet fik skæbnesvangre konsekvenser for den 23-årige KSF-spiller Charlie Groth-Hansen. Den glade aften endte i en tragedie.

Charlie faldt ned mellem perronen og et tog på stationen i Freising, en forstad til München.

”Jeg var beruset og må have mistet balancen. Når jeg tænker tilbage på den aften, står det i en tåge for mig. Jeg vågnede i respiratoren fem dage efter. Begge mine ben var kørt af lige under knæet, og jeg manglede tre fingre på højre hånd,” siger han.

”Mine forældre, min lillebror og faster var kørt til München og stod ved min seng, da jeg vågnede. De var lige så hårdt ramt og chokerede som mig. De havde flere gange på vej derned været i kontakt med lægerne og fået at vide, at mine chancer for at overleve var fifty-fifty. Jeg var heldig. Det er ikke mange, der slipper levende fra at blive kørt over af et tog.”

Jeg skrev om Charlie i BT i 1999. Vi mødtes dengang i Østerbro Skøjtehal. Han var træner og skulle fra den kommende sæson være hjælpetræner for Sergej Odintsov på KSFs 1. divisionshold. Mange vil huske russeren fra Frederikshavn, hvor han i første halvdel af 90’erne spillede sammen med landsmanden Evgenij Shtepa. Jeg kan huske Sergej Odintsovs ord: ”Charlie har vist, at man kan, hvis man vil. Han er en idrætsmand, jeg har den største respekt for. Hvilken ukuelig vilje.”

17 år senere mødes Charlie og jeg igen. Denne gang over en kop kaffe på Café Sommersko i det indre København.

Da ulykken skete, var han lærerstuderende og en ung, lovende forward med 150 kampe på KSFs 1. divisionshold. I en kamp mod Brøndby i 1991 satte han scoringsrekord for KSF med 18 point. I dag er han 46 år og ordblindelærer efter 15 år som lærer i folkeskolen. Han er gift med Stina og far til Paula på ni og Lauge på syv. Begge børnene spiller fodbold i B 93. Charlie er træner for Paulas hold.

Han fortæller uden bitterhed om ulykken, der med ét slag skulle ændre resten af hans liv.

”Ishockey var en livsstil for mig. Jeg havde ligesom de fleste unge spillere store drømme om at komme til at spille elitehockey. Jo, jeg savner hockeyen, ikke mindst det sociale liv i omklædningsrummet, men jeg er kommet videre med mit liv. Jeg er ikke slået ud. Jeg er her stadig og er ikke i tvivl om, at den hårde træning har hjulpet mig fysisk og mentalt. Der er ting, der er besværlige, når man går med to proteser, men jeg har for længst vænnet mig til de fysiske begrænsninger,” siger han.

Fighteren Charlie med positive livssyn og det vindende væsen lovede sig selv, at han ville tilbage på isen.

Efter et år i kørestol startede han, stående i boksen, som træner for KSFs andethold, og to et halvt efter ulykken gjorde han comeback på isen.

”Jeg havde fået speciallavet to proteser, som jeg kunne spænde skøjterne fast på. Støttet til to krykker og et par kammerater tog jeg mine første vaklende skridt på Peblingesøen. Der var en kold vinter, så der var is på søen. Det var et stort og lykkeligt øjeblik. Mit livs sejr,” siger han.

Charlie har trænet ungdomshold i KSF, Esbjerg og Rødovre og været med til at vinde fire DM-titler. Hans sidste sæson som træner var som assistent for Sergej Odintsov på Gladsaxes førstehold i 2002/2003.

”Jeg stod over for en operation i lægbensknoglen i højre ben. Det var blevet for hårdt med træning næsten dagligt. Jeg havde ikke noget valg,” siger han.

Når han i dag en sjælden gang finder skøjterne frem, er det i skøjtehallen i Höör i Skåne, hvor familien har sommerhus.