RETRO: Historien om Gladsaxe superfan nummer et

Foto: Peter Klingenberg

Siden 1973 har Tommy Edvardsen været fan af Gladsaxe SF og Gladsaxe Ishockey. Han har fremvist sin Gladsaxe-trøje foran selveste Dronning Margrethe, og vinder han 100 millioner i lotto, er han ikke tvivl om, hvad en stor del af pengene skal bruges til

Han begynder at fortælle anekdoter fra de gamle dage i 70’erne, allerede sekunder efter, vi har udvekslet det første håndtryk. Livlig, flink og med et Gladsaxe Ishockey-hjerte, der formentlig ikke findes større i Danmark. Tommy Edvardsen er til daglig instruktør og skuespiller på pantomimeteatret i Tivoli, men når han skal slappe af, foregår det i skøjtehallerne rundt omkring i landet – og naturligvis helst på hjemmebanen i Gladsaxe.

– Jeg råber og skriger og giver alt, når jeg er tilskuer til kampene, og det kan jo godt virke underligt i en tom hal ude i Gladsaxe. Men jeg vil jo bare gerne vinde, siger Tommy Edvardsen.

Han så sin første ishockeykamp tilbage i 1973. Modstanderen var Rungsted, og det var gutterne på Den Kongelige Balletskole – hvorfra Tommy Edvardsen er uddannet danser – der besluttede sig for, at de skulle til hockey i Gladsaxe.

– En af de andre gutter fortalte, at det der – det var virkelig fedt. Ham der Kim Olesen (tidligere profil hos Gladsaxe) kunne bare pande modstanderne ned. Jeg var solgt med det samme, og siden har jeg været der hver eneste sæson, siger Tommy Edvardsen.

*

Måske har man som ishockeytilskuer været inde at kigge på hjemmesiden Bears.dk, hvor der – uanset, hvor dårligt det går i Gladsaxe – altid er opdaterede nyheder, topscorerlister og referater. Ok, det svinger lidt med længden af teksterne og hyppigheden af nyhederne, hvis der er travlt i det civile liv, men Bears.dk er opdateret. Gerne med humoristiske bemærkninger om kampene. Men til tider også med hårde ord om både dommerne, modstanderne og hans egne hjertedrenge fra Gladsaxe.

– Jeg har øvet mig på de referater, og jeg øver mig stadig. Men de er blevet bedre med årene, synes jeg. Jeg prøver at gå efter pucken, ikke efter manden, smiler Tommy Edvardsen.

Vi er on location inde på hans arbejdsplads i Tivoli. Den meget lille kaffestue emmer af historie med sort-hvide billeder fra tidligere tiders forestillinger. Lige uden for er det majestætiske, smukke og ikke mindst farverige påfugleteater, der fik lagt sit fundament helt tilbage i 1874. Der er altid mange mennesker til pantomimen i Tivoli, som engang også til Gladsaxes ishockeykampe.

*

– Jamen, hvor jeg da husker de gamle dage inde i Forum, når der var 6000 tilskuere til kampene mellem Gladsaxe og KSF. Vi unge sad gerne inde på cykelbanen, og jeg husker stemningen som helt fantastisk. Man holdt jo ikke ligefrem af spillere som Nis “Pis” Petersen fra KSF, og hvis det var mod Esbjerg, Kjeld Bjerrum.

– I gamle dage var det jo håndværkere, brandmand og folk af den slags, der holdt med Gladsaxe. Det sker stadig, at jeg får bemærkningen ”nå, du er også Gladsaxe-fan, når jeg går rundt i min trøje. Og det er som regel fra den slags folk, griner Tommy Edvardsen.

Der er en kamp, der står helt klart fra de ”gamle” dage. Naturligvis mod KSF.

– Der var jo den her finne. Perrti Nurmi. En kæmpestort brød og en strålende ishockeyspiller. Han havde stået på en ferie nede på Mallorca sammen med Max Staal (Gladsaxe-mæcen og formand) og tisset i en ordentlig brandert. På en eller anden måde fandt Staal ud af, at Nurmi var hockeyspiller, og han blev inviteret til Gladsaxe for at spille efter sommerferien. Så var der den her kamp mellem KSF og Gladsaxe og KSF førte 3-0 efter første periode. Kaj Elley (legendarisk dommerskikkelse i dansk ishockey) var dommer, og fra anden periode tog Nurmi fat. Vi vandt 6-3, siger Tommy Edvardsen.

Han nævner supermålmanden Bent Roland Hansen (han var forud for sin tid) og den legendariske træner og spiller Richard David, som pendlede rundt i de københavnske klubber og gjorde dem til mestre, som andre store og fine navne fra en svunden tid.

Gladsaxes storhedstid sluttede reelt i 1977 med den sidste medalje, dengang af bronze. GSF, som klubben hed før lukningen og omstruktureringen i begyndelsen af indeværende årtusinde, dumpede stille og roligt ned i hierarkiet i dansk ishockey, og med den manglende topplacering forsvandt hypen om klubben lige så stille. Men Tommy Edvardsen blev stående.

*
Både i slutningen af 80’erne – hvor klubben under ledelse af James Richmond sensationelt var tæt på snyde Rødovre i kampen om at undgå nedrykning fra ligaen, der dengang blot talte syv hold – og ved det seneste årtusindeskifte, hvor Gladsaxe kun fik en enkelt sejr i 36 grundspilskampe.

– Vi var i Odense for at støtte gutterne og tabte selvfølgelig. Alle de andre Gladsaxe-gutter var gået ud for at købe pølser og øl, og så blev de gudhjælpemig siddende derude. Så stod jeg der alene med trommen. Lige pludselig begyndte Odense-tilskuerne i den anden ende at råbe på ”indianeren” – altså den der ”dum-dum-dum-dum”. Så måtte jeg jo i gang med at danse frem og tilbage med trommen. Til stort bifald fra det meste af hallen.

– Så var der engang ovre i Herning, hvor jeg som den eneste mand på siddepladserne rejste mig op og jublede, da Gladsaxe scorede. I pausen kom en af de her kæmpestore gutter over til mig, og jeg troede, at jeg skulle have en på nakken. Men han sagde bare ”respekt”, griner Tommy Edvardsen.

Gladsaxe dumpede ned i 1. division, men formåede stadig at tiltrække markante navne på trænerposten. Russere som Pavel Kostichkin og Valery Bragin tog på retræteposter i Gladsaxe, hvor den sportslige udfordring var minimal for de store russiske navne.

– Jeg kan huske engang ude i Amager, hvor jeg piftede efter Kostichkin og råbte ”hey, Kostichkin, målet er den vej.” Jeg fik nogle grumme russiske gloser igen, og det tog et stykke tid, før han endelig begyndte at smile til mig, siger Tommy Edvardsen, der som mangeårig kender af scenen har et nært forhold til både spillere, modstandere og dommere.

– Kommer Rasmus Toppel kørende fra Odense søndag morgen klokken 9, så synes jeg da, at han skal have et rundstykke og et stykke wienerbrød. Så sidder vi og sludrer lidt over en kop kaffe. Det er hyggeligt.

*
– Ishockeyen har været en kæmpe del af mit liv, og det vil den blive ved at være, konstaterer den sympatiske mand, inden fotografen trækker ham ud.

Naturligvis med Gladsaxe-trøjen og det falmede halstørklæde – den side, der har ligget i solen – som ekstra rekvisitter. Den røde Gladsaxe-trøje har været med overalt, selv foran Hendes Majestæt Dronning Margrethe, som Tommy Edvardsen har truffet op til flere gange via sit civile job.

– Tilbage i 2002 havde vi prøver inde på Det Kongelige Teater, som Dronning Margrethe overværede. Når vi har prøver, er vi som regel i civilt tøj, og jeg rendte rundt i træningsbukser og min Gladsaxe-trøje. Der var nogen, der spurgte hende, om den trøje da var Dronningens design. Hun sagde, at det havde hun bestemt ikke blandet sig i, husker Tommy Edvardsen.

Formentlig er Gladsaxe-trøjen den eneste hockeytrøje, der nogensinde er blevet præsenteret for Hendes Majestæt.