Retro: Her er Andreasens og Larsens All Star-hold

Foto: Jan Korsgaard

I går kunne du her på FACEOFF-online.dk læse historien om klublegenderne Andreas Andreasen og Ronny Larsen. Da artiklen blev skrevet, bad vi også de to spillere kåre deres respektive All Stars – set i forhold til, hvem de har spillet sammen med. Navnene kommer her:

Ronny Larsen vælger Martin Holst som målmand (spillede for AaB i 2004-2006). Fantastisk til at læse spillet, og i det hele taget fremragende og sikker. Forsvaret må være med den bedste offensive back, vi har haft i den danske liga, Dan Jensen, sammen med Frederik Åkesson. Frederik og jeg har gennem hele karrieren haft et godt sammenspil, og han har været god til at lægge op til mig.

Første mand i angrebskæden er Todd Bjorkstrand. Hans talent var måske ikke det største, men hans vindermentalitet er den største nogensinde i dansk ishockey. Bare se på resultaterne. Både som træner og spiller. Heinz Ehlers har jeg kendt hele mit liv, og der er sikkert mange, der kan og vil sige noget negativt om ham. Det kan jeg ikke. Han fik ikke helt den respekt, han fortjente herhjemme, da han afsluttede karrieren.

Sidste mand er Jens Nielsen. Den bedste tekniker, jeg nogensinde har spillet sammen med. Han har et fantastisk boldtalent, og det er fuldstændig lige meget, om det så er golf eller ishockey.

Træneren må være Martin Karlsson (AaB’s nuværende træner og AaB-træner tilbage i 2003/04). Gammeldags, men holder sig til sine metoder. Det har jeg respekt for. Han må dele med Heinz Ehlers. En fantastisk dygtig træner, en vigtig mand for aalborgensisk ishockey og en mand med en enorm vindermentalitet.

Andreas Andreasens to bedste trænere er svenske Rolf ”Roffe” Nilsson, der trænede Esbjerg tilbage sidste i 90’erne. Han får boksen sammen med en anden esbjergensisk legende, Stig Nielsen, der havde vestjyderne både i begyndelsen af 90’erne og i begyndelsen af det nye årtusinde.

– Stig har en fantastisk vindermentalitet, der er helt speciel, siger Andreas Andreasen, der tager Ismo Kuoppala ind som den ene af to backer. Den finske spiller kom til Esbjerg i sæsonen 2003/04, og var en stor brik på vejen mod mesterskabet.

– Han kom til Esbjerg på det helt rigtige tidspunkt, og faldt perfekt ind på holdet. En fremragende skøjteløber og spilfordeler, der fortsatte karrieren på højeste plan. Han må være i defensiven sammen med Torben Benjaminsen. En dygtig back, der leverede godt for Esbjerg og havde succes, da han tog videre til Frederikshavn og Esbjerg.

– Så må Jan ”Sild” Jensen ind i målet. En fin fyr og en dygtig målmand, der har betydet rigtig meget for Esbjerg-hockeyen, siger Andreasen.

Hans angrebstrio består af lutter udenlandske spillere. Der er plads til både Anatolij Chistyakov og Oleg Starkov, der som de to førende Esbjerg-legender i den udenlandske kategori, falder ganske naturligt ind på holdet. Finske Kari Kanervo (spillede i Esbjerg fra 1994-97) er sidste mand i forwardlinjen.

– En ledertype, som vi faktisk ikke fik siden i Esbjerg i min tid. Hans indstilling og fightervilje var forbilledlig, selv om han til tider kunne være noget af en hård hund.