RETRO: Fredberg om VM-kaos på ferieøen: Softice- og palmehockey

Peter Fredberg fortæller om et primitivt og absurd VM-arrangement i 1978 på grødis i Palacio del Hielo under sydens brændende sol.

Tænker jeg tilbage på de over 40 VM- og OL-turneringer, jeg har været udsendt til, kan jeg ikke lade være at grine lidt i skægget, når tanken falder på Palacio del Hielo, skøjtehallen i Las Palmas på Gran Canaria. Og det var ikke kun, fordi jeg sammen med en halv snes andre danske journalister sad i shorts og t-shirt bag det store panoramavindue under kampene og drak lumumba i pausen (husk på, vi skriver 1978, det var andre tider).

Softice- og palmehockey kaldte vi VM-parodien på ferieøen. Et primitivt og absurd arrangement på en skandaløs is, der gjorde normal hockey til en umulighed.

Den tragikomiske kulmination indtraf inden Danmarks formiddagskamp mod Frankrig. Spillerne frygtede for liv og lemmer og nægtede at gå på isen. Den var så blød, at man kunne skrive sit navn i den med fingeren, fordi fryseanlægget kun havde kørt for halv kraft om natten. Med tre kvarters forsinkelse kom man i gang.

Manden bag Rødovres danske mesterhold, Boris Kulagin, var med som konsulent for landstræner Richard David. Den russiske supercoach gav med blink i øjet IIHFs kuriøse valg af VM-destination disse ord med på vejen: ”Gran Canaria er til VM i pigejagt. Ikke til ishockey.”

Det danske landshold var rejst sydpå dagen inden VM-premieren og havde ikke været på isen inden den første kamp. Den slags amatøragtige forberedelser var almindelige i 70erne i et fattigt forbund. Penge og visioner var dengang en mangelvare i DIU. Om det var derfor, Danmark startede med to nederlag, skal være usagt. Der skulle gå en lille generation, inden professionalismen slog igennem i dansk ishockey.

Alt var i øvrigt kaos i Las Palmas, hvor der var problemer med banens mål, træningstider, indkvartering og kommunikationsforbindelser (én telefon i hallen til 30 journalister).  På grund af overbooking boede Richard David sammen med en materialemand og et UK-medlem på et andet hotel end spillerne og måtte flytte to gange. Det internationale forbund undskyldte, men det kunne man jo ikke rigtig bruge til noget. Oprindelig skulle VM være afviklet i Barcelona, men blev flyttet ned i nærheden af Afrika i sidste øjeblik.

Danmark sluttede på en skuffende tredjeplads, men fik alligevel lov at spille i B-gruppen året efter i Galati i Rumænien. En af oprykkerne, Østrig, havde brugt en ulovlig spiller, og i stedet for at straffe østrigerne besluttede IIHF hokuspokus at udvide B-gruppen fra otte til ti hold. Danmark røg i øvrigt ud i Galati og var tilbage i C-gruppen i 1981 i Beijing.

Aftenen inden den sidste kamp i Palacio del Hielo var det danske hold sammen med journalisterne inviteret på en dansk restaurant i Las Palmas. Og det var ikke kedeligt, skulle jeg hilse og sige. Hyggeligt arrangement. Problemet var bare, at spillerne havde fået forbud mod at drikke alkohol under VM. Flere spillere kom buldrende hjem til hotellet midt om natten. Hvem tænkte på søndagens afsluttende kamp mod svage Belgien (Danmark vandt 22-1, VMs største sejr).

”Hvorfor græder du” hed en af mine overskrifter i BT om mandagen i et interview med en dybt deprimeret Richard David. Jo, han græd under Belgienskampen og blev i omklædningsrummet efter første periode. Først 12 minutter inde i anden periode indtog han sin vante plads i boksen.

”Det var min måde at vise spillerne, at jeg er skuffet over dem,” forklarede han. ”Jeg tror, at Boris Kulagin og jeg og et par af de unge spillere var de eneste, der overholdt forbuddet.”

”Vil det få konsekvenser,” spurgte jeg. ”Nej,” sagde coachen. ”Lad os glemme, hvad der er sket og lære af erfaringen.”

Jeg havde playmakeren fra Vojens, Egon Kahl, som bedste danske VM-spiller foran Jesper Hviid, men spilleren, der fik størst hyldest, var Jesper Hviid, som VMs direktorat kårede som turneringens bedste spiller.

Et spring fra ishockey til fodbold. På vej til Las Palmas havde vi en mellemlanding i Madrid, og Real Madrids danske stjerne, Henning Jensen, viste os rundt på Estadio Santiago Bernabeu. Jeg husker, at jeg stod i midtercirklen sammen med Henning Jensen, da jorden under os pludselig begyndte at ryste. Han beroligede mig: ”Det lyder vanvittigt, men der kører S-tog lige under os.”

På en friaften i Las Palmas var spillerne til en kamp i den spanske liga mod Barcelona. 0-0 sluttede den, men mest skuffende var det, at der var afbud fra Barcelonas Johan Cruyff. Ham havde vi glædet os til at se.

Billede (7)