RETRO: En eventyrlig rejse for duoen fra Frederikshavn

Preben Glad løftes af Jesper Duus, tv., og Frederik Åkesson under OL-kvalifikationsturneringen i Klagenfurt i 2001.

Peter Fredberg, ishockeyjournalist siden 1970, sætter fokus på Preben Glad og Esben Nedermark.

“Jeg nød de 13 år og følte mig tit som en far for de unge spillere,” siger Preben. “Det adrenalinkick, jeg fik som spiller, får jeg stadig, når jeg er med landsholdet,” siger Esben.

Vidste du, at 189 spillere har fået debut på A-landsholdet i de 13 år (1989-2002), Preben Glad var team manager. Og at Preben var med omkring landsholdet i nøjagtig 200 kampe?

Vidste du, at den nuværende team manager, Esben Nedermark, var assistant coach for landstrænerne Mikael Lundström og Mike Sirant, inden han blev team manager i 2007?

Og vidste du, at forwarden Esben spillede 39 landskampe og deltog i tre VM-turneringer. Og at han i VM-åbningskampen i Budapest i 1983 mod Frankrig måtte trække i målmandsudstyr som andenkeeper, da canadiskfødte George Galbraith blev nægtet start?

IIHF måtte senere undskylde, at man havde fortolket reglerne forkert. Esben slap med at åbne og lukke døren, og til den næste kamp var John Hansen kommet til Ungarn som backup for Henrik Jensen.

Preben Glad og Esben Nedermark har i en lille menneskealder haft en nøglerolle omkring landsholdet.  Og så er de begge fra Frederikshavn. Det må vel også siges at være en kvalitet.

Om Preben sagde daværende DIU-formand Ejvind Olesen: ”Preben har været en sikker mand på holdet og holdt humøret og gejsten oppe, når der har været brug for det. Alle kan være med, når der jubles. Det er i nedgangstider, man viser formatet.”

Preben Glad blev hentet ind som holdleder, som det hed dengang, af en nyansat landstræner Per Holten Møller i 1989. Danmark var om foråret rykket ud af B-gruppen i Oslo. I sit første VM i 1990 i Budapest oplevede han Danmark blive nr. 2 i C-gruppen for året efter at vinde C-gruppen på hjemmebane og aldrig mere vende tilbage til IIHFs tredje kategori.

Preben Glad var med under landstrænerne Per Holten Møller, Dan Hobér, Jim Brithén og Mikael Lundstöm og sluttede med oprykningen til A-gruppen i 2002 i Ungarn. To af spillerne fra dengang, Morten Green og Daniel Nielsen, er stadig på landsholdet.

”Det har været en fantastisk rejse, som jeg ikke ville have undværet. Jeg nød de 13 år og følte mig tit som en far for de unge spillere. Det var en stor oplevelse og meget givende at være med i deres udvikling,” siger Preben Glad.

”Det første gennembrud kom med Jim Brithén. Hans start i 1997 i Polen var ellers lidt af en katastrofe med et hav af afbud og otte nederlag på stribe, men Jim ændrede holdningen til landsholdet. Han skabte fundamentet for det hold, som rykkede op i 2002 under Mikael Lundström. I 1999 i Rødovre og Odense gav hans systematiske arbejde resultat med sejren i B-gruppen, og jeg var ikke i tvivl om, at Danmark var en kommende A-nation.”

Preben Glad ville gerne have været med op i A-gruppen, men alt har sin tid. Han blev fyret på en mail.

Esben Nedermark har været med som enten assistant coach eller team manager i alle Danmarks 90 kampe i A-gruppen og fik et synligt bevis for den respekt, der står om ham, da landsholdets kaptajn, Morten Green, ved Dansk Ishockey Award i MCH Herning Messecenter under taktfaste klapsalver overrakte ham Helle-pokalen for en exceptionel indsats for dansk ishockey.

Prisen blev i 1970 indstiftet af den legendariske Silkeborg-leder Helge Lund Christiansen, som var med i VM i Stockholm i 1949 og medstifter af DIU og JIU. Han døde i 2010 få måneder efter sin 100 års fødselsdag.

Esben Nedermark var en vigtig del af Frederikshavns første guldhold i 1989 og har stadig hockeyen under huden. Ved siden af et fuldtidsjob som erhvervsassurandør hos Tryg er han formand for Vendsyssel SportsCollege og træner på ishockeylinjen – og nå ja, team manager for det hold, som næste år i Köln leger med blandt verdens førende ishockeynationer for 15. gang i træk.

”Det adrenalinkick, jeg fik som spiller, får jeg stadig, når jeg er med landsholdet. Og jeg er lige så træt efter en kamp som i mine aktive år,” siger han.

Var Preben Glad spillernes mand  i sin tid, er Esben Nedermark det i dag.

Esben_N_fredberg