RETRO: Dan Hobérs hårde år som landstræner

Journalist Peter Fredberg har fulgt landsholdet tæt i 45 år og skruer her tiden 21 år tilbage:

Dan Hobér i Rødovre Skøjte Arena før en landskamp på hjemmebane.

De gange gennem tiderne, de danske hockeyløver har fightet for OL-debut, er det i realiteten kun i kvalifikationsturneringerne i Oslo 2009, Vojens 2013 og Minsk 2016, at det knuste håb har gjort virkelig ondt. Mest pinefuldt i Minsk, hvor de mange NHL-spillere havde pisket stemningen i vejret. Et historisk stærkt dansk landshold hed det sig. Hørte vi ordet fiasko nævnt?

Alle de andre gange har det ligget i luften, at der skulle et mindre mirakel til, hvis de danske ishockeyspillere skulle til OL.

Jeg har skruet tiden godt 21 år tilbage til en af de kiksede kvaler, som i dag er nærmest glemt. Det hele faldt til jorden med to nederlag i Rødovre Skøjte Arena i starten af februar 1996. 2-3 mod Storbritannien og 2-6 mod Schweiz udløste hårde overskrifter i BT: ”Dyre fadæser”, ”Vi taber altid de vigtige kampe” og ”Dumpekarakter”. Heinz Ehlers gav kampene disse ord med på vejen: ”Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har slået et godt hold i en vigtig kamp.”

En konsekvens af nederlagene var en voldsom kritik af landstræner Dan Hobér fra Team Danmarks kontaktmand til DIU, Poul Jenker.

”Det er ikke os, men DIUs bestyrelse, der ansætter landstræneren. Men vi betaler dog halvdelen af hans løn. Og jeg kan ikke anbefale en kontraktforlængelse,” sagde Poul Jenker.

Han havde ikke været imponeret over de seneste to års resultater på baggrund af mere intensive forberedelser og en større økonomisk satsning end nogensinde.

DIUs formand, Ejvind Olesen: ”Vi trænger til et elektrochok.”

Dan Hobér var mildt sagt forundret over timingen af kritikken to måneder før sæsonens vigtigste mål, B-VM i Holland.

”Jeg synes ikke, det er noget smart tidspunkt. At jeg skulle være en færdig mand? Nej, det føler jeg bestemt ikke,” sagde han.

Nogle klubledere begyndte at råbe op om, at Hobér skulle fyres øjeblikkeligt og erstattes af Hernings cheftræner, Frits Nielsen. En håndfuld stamspillere skulle også fyres. Ordet ”krukker” var nævnt. Det hele var ved at køre af sporet og gav Dan Hobér håbløse VM-forberedelser. Overskrift i BT: ”Ishockey tæt på selvmål”.

Dan Hobér var en fremragende træner med nationale mesterskaber for Sverige (AIK), Schweiz (Davos) og Italien (Milano), men havde fået håbløse betingelser i sit sidste VM for Danmark.

Lad os springe en kedelig turnering over og gå direkte til den afsluttende aftenkamp mellem Holland og Polen. Danmark havde spillet 2-2 tidligere på dagen mod Japan efter storspil af målmand Jan ”Sild” Jensen og backerne Jesper Duus og Jesper Damgaard. Og Dan Hobér havde takket hver enkelt spiller i omklædningsrummet.

Situationen var den, at vandt Holland, ville Danmark ryge ned i C-gruppen. De danske spillere skulle med bussen hjem, inden den nervepirrende hollandsk/polske skæbnekamp var færdigspillet. Holland førte 2-1 efter første periode, da de stemplede ud af hallen.

Klokken var 23 lørdag aften, og spillerbussen befandt sig hundrede kilometer nord for Eindhoven, da jeg ringede holdleder Preben Glad op i bussen og fortalte, at Holland og Polen havde spillet 2-2. Danmark var stadig B-nation. Den besked udløste vilde jubelscener, der næppe er hverdagskost på en hollandsk motorvej. Heldigvis havde man købt rigeligt med øl ind. Og det var ikke gravøl. Den kommende OL-arrangør, Japan, rykkede ned i C-gruppen.

”Det blev en ganske fornøjelig hjemtur. Alle var glade og lettede. En sjetteplads i historiens stærkeste og mest jævnbyrdige B-gruppe var en optimal placering, når man tager vore meget dårlige forberedelser i betragtning,” sagde Preben Glad efter hjemkomsten.

Den næste landstræner, Jim Brithén, lagde fundamentet til det landshold, der spillede Danmark op i A-gruppen i 2002 i Ungarn.