RETRO: Der er billeder, man husker. Som det her fra 2001

Lars Mølgaard med hånden i gips får et trøstens ord med på vejen af rookien Frans Nielsen.

Peter Fredberg fortæller om dengang, Lars Mølgaard blev ”Årets Spiller”, rookien Frans Nielsen trøstede ham.

Billedet fra 2001 af ”Årets spiller” med et brud på højre hånd og et trøstende ord fra ”Årets Rookie” er et af dem, man husker fra de årlige seancer hos den canadiske ambassadør.

Det handler om Frederikshavn White Hawks’ Lars Mølgaard og Herning Blue Fox’ 16-årige stjerneskud, Frans Nielsen.

Lars Mølgaard havde i et håndgemæng i en træningskamp ladet temperamentet lyne og smidt handskerne. Det kostede VM i B-gruppen i Grenoble.

Jovist, ærgrede den målfarlige og eksplosive forward sig over sin dumhed. Men han var også stolt, da han modtog en af dansk ishockeys største hædersbevisninger.

”Det her betyder mere for mig end mine fem danske mesterskaber til sammen,” sagde han.

Lars Mølgaard kom i 1999 fra Herning til Frederikshavn og var i sin første sæson nordenfjords en af nøglespillerne på høgenes guldhold med 32 mål og 42 point i 50 kampe. Endnu mere markant var målmaskinen i sæsonen 2001/02 med 47 mål og 72 point i 48 kampe.

Det skal heller ikke gå i glemmebogen, at han scorede til 2-1 i 2-2 kampen mod Canada i sin sidste VM-turnering i 2003 i Finland. Det blev til i alt 97 landskampe og seks VM-turneringer.

I efteråret 1998 var Lars Mølgaard i en kamp i Vojens involveret i et dramatisk uheld, som kunne have fået katastrofale følger. I BT hed overskriften over midtsiderne: De højere magter holdt hånden over Lars Mølgaard: Jeg var bange”.

I et sammenstød med en Vojens-spiller kom Herning-spilleren ud af balance og knaldede i fuld fart hovedet vinkelret i banden. Så voldsom var kraften, at hjelmen flækkede to steder. Da jeg talte med ham, sagde han:

”Da jeg lå på isen, fornemmede jeg den utrygge stemning. Jeg kunne læse frygten i ansigterne over mig og høre den på stemmerne. Jeg var selv bange. Angsten for, at jeg havde brækket nakken eller ryggen, overdøvede smerterne.”

Esbjerg-lægen Asger Juul, mangeårigt medlem af DIUs bestyrelse, var blandt tilskuerne og sørgede for, at Lars ikke blev flyttet, før han havde fået en støttekrave om halsen.

”Jeg kunne forstå på lægerne på Haderslev Sygehus, at nogen havde holdt hånden over mig, og at jeg havde været ufattelig heldig. Tror du på højere magter, spurgte de. Lidt, måske. Det skal du nok begynde på, sagde de.”

Lars Mølgaard, 44, filialdirektør for Uggerhøj i Hjørring, er trofast tilskuer til kampene i Frederikshavn. Interessen for ishockeyen er selvfølgelig gået i arv til sønnerne Oscar, 11, og Anton, 7, som boltrer sig på drengehold.

Jeg startede med at nævne Frans Nielsen. Få dage før kåringen som ”Årets Rookie” havde han fejret DM-guldet med Blue Fox i sin første – og hidtil eneste – sæson i den danske liga. Her bragte jeg billedet af troldmanden Todd Bjorkstrand og lærlingen Frans med en stor cigar i kæften.

Frans havde aldrig røget og var lidt i tvivl, om det gik an, men blev overtalt af scenevante Todd til at få fyr på havaneseren. ”Kom så, knægt. Lad os smage på den,” sagde Todd.

Sæsonen efter spillede Frans i Malmø. Og resten er historie.

Får Danmark en dag et ishockeymuseum, er her et lille klenodie til samlingen. Frans Nielsens første skøjter. Han løb på dem som 2-årig i skøjtehallen i Samsøgade i Aalborg. Hans far, Frits Nielsen, spillede dengang i Limfjordsbyen. Frans er født i Aalborg, så det er vel ikke helt forkert at sige, at han er Nordjyllands første NHL-spiller. Undskyld, Herning.
Får Danmark en dag et ishockeymuseum, er her et lille klenodie til samlingen. Frans Nielsens første skøjter. Han løb på dem som 2-årig i skøjtehallen i Samsøgade i Aalborg. Hans far, Frits Nielsen, spillede dengang i Limfjordsbyen. Frans er født i Aalborg, så det er vel ikke helt forkert at sige, at han er Nordjyllands første NHL-spiller. Undskyld, Herning.