RETRO: Den langsomste, men også en af de klogeste

Journalist Peter Fredberg mindes Leif Thomsen, som stjal sin første overskrift efter VM-debut som 18-årig i 1971.

Man kan ikke lade være at tænke, at det er uhyggeligt, så hurtigt tiden går.

I marts 1971 kårede jeg et 18-årigt stortalent fra Rødovre, Leif Thomsen, som ”Månedens spiller” i BT. Det var efter VM i Holland. Danmark blev næstsidst i C-gruppen.

”Et lysende eksempel på den ny, fremstormende generation i dansk ishockey,” kunne man læse.

En teknisk og taktisk begavet forward. Hvad han manglede i fart på skøjterne, opvejede han med ro og overblik og evnen til at holde på pucken.

Jeg har set Leif spille et hav af gange. Engang kaldte jeg ham 1. divisions langsomste angriber, men også en af de klogeste.

I det gamle arkiv kan jeg se, at ”Månedens hold”, da Leif stjal sin første overskrift, også talte VMs bedste målmand, Bent Roland Hansen, Gladsaxe, backerne Henning Møller, Gladsaxe, og Svend Erik Iversen, Vojens, og angriberne Søren Lauritsen, Herning, og Carsten Nielsen, Rødovre.

Leif Thomsen spillede 27 landskampe og deltog i tre VM-turneringer. Efter juniorårene i Rødovre skiftede han til KSF, hvor han var med til at vinde DM-guld i 1972 og 1976.

Men måske var det som ungdomstræner og leder, han satte sit mest markante aftryk på dansk ishockey. Primært i KSF og på forskellige ungdomslandshold. Dybt engageret og højt respekteret.

Leifs søn, Michael, var på Rødovres DM-guldhold i 1999, spillede 46 landskampe og deltog i B-VM i 1997. I 2015-17 var han cheftræner for det danske kvindelandshold.

Også Leifs tre år yngre bror, Steen, havde hockey i blodet. Han blev tredobbelt DM-guldvinder med Rødovre, spillede 68 landskampe og var med i seks VM-turneringer i perioden 1975-81.

I familien Thomsen stod menuen på hockey morgen, middag og aften.

Jeg glemmer sent de stående ovationer under Dansk Ishockey Award i Cirkusbygningen i 2014, da Leif Thomsen fik overrakt Helle Prisen, opkaldt efter legendariske Helge Lund Christiansen fra Silkeborg. ”Helle” indstiftede den i 1970, og den regnes for den vigtigste lederpris i dansk ishockey.

Nogle få vidste, at Leif havde kræft, men det kunne ikke ses eller mærkes på ham denne fantastiske aften i Cirkusbygningen.

For mange kom det som et chok, da de senere på året hørte, at han var død. Han blev 61 år.

”En stor sportsmand og et stort menneske er gået bort. Det er sjældent, at man i samme person kan finde én, som rummer det hele. Som spiller, træner og leder. Og som har været det i en menneskealder. Leif var en af de sjældne, og oven i alt dette var han som menneske overordentlig sympatisk, retskaffen og ydmyg,” skrev Danmarks Ishockey Unions daværende direktør, Enver Hansen.

Et par måneder før sin død var Leif cheftræner for U17-landsholdet (Eliteudviklingslandsholdet) i den årlige camp i Esbjerg.

Det meste af sit arbejde lagde han i KSF, og Peter Freiesleben skrev på Østerbro-klubbens hjemmeside:

”Når Leif mente, at drengene trængte til lidt opmuntring, fik de gerne historien om, da han var dreng og tre gange om ugen cyklede den lange vej til Kostalden i Rødovre i regn, rusk og sne, og skulle der ikke lige være penge i det hjemlige budget til et par nye benskinner, så fungerede et par gamle aviser inden under strømperne præcis lige så godt.”