RETRO: Den forkælede sport

Sådan så bagsiden af VM-magasinet ud. Det succesrige danske VM-hold anno 1987.

Journalist Peter Fredberg skruer tiden tilbage til 1987, da Danmark rykkede op i B-gruppen på hjemmebane.

Lidt tilfældigt er det et gulnet og laset VM-magasin fra 1987, jeg plukker ned fra hylderne i mit beskedne ”hockeybibliotek”.

Det var anden gang, Danmark skulle arrangere en VM-turnering, og DIUs formand, Ejvind Olesen, ringede en dag og spurgte, om jeg ville redigere det officielle VM-program. Det gjorde jeg så med hjælp fra gode kolleger på de forskellige aviser. Nok er journalister konkurrenter, men de er også meget hjælpsomme. Og her – 32 år efter – er det en fornøjelse at læse, hvad de kære skriverkarle bidrog med i det gamle program.

Ejvind Olesen er selv journalist (i en menneskealder rejseredaktør på Berlingske). Han kaldte i programmet C-VM i 1987 for en milepæl i dansk ishockey og ishockeyen for den ”forkælede sport” med tanke på en tilskuerfremgang på 43 pct. og den goodwill, hockeyen nød i de landsdækkende medier. Ja, det var dengang.

Men han udtrykte også bekymring for det beskedne antal skøjtehaller, nemlig 16. Den seneste havde man fået for elleve år siden i Odense, og man ventede stadig på afløseren for Kostalden i Rødovre og Messecentret i Herning.

Selv om Danmark i dag råder over 27 skøjtehaller, kan vi vist godt være enige om, at det stadig er i underkanten og giver anledning til panderynker.

Karl Aage Dalgaard fra Berlingske var sendt nordpå til en lille flække i Dalarna, og det kom der en underholdende og spændende historie ud af. Hans indledning lød sådan her:

”Goldis er diskoteket – byens eneste dansested – og Furuliden er hotellet – byens offentlige spisested, hvor du i øvrigt spiser godt. Byen er Leksand. En landsby i Dalarna små 300 km nordvest for Stockholm med 5.000 indbyggere. Men en flot flække i et vidunderligt landskab, hvor den naturskønne Siljansø er det dragende samlingspunkt.

Her bor tre danskere. Du kan møde dem på diskoteket, men så skal du være heldig. For der kommer de sjældent. På hotellet er der større chance for at træffe dem. Men vil du være helt sikker, skal du gå i skøjtehallen lige ved siden af.”

De tre VM-spillere, Karl Aage var kommet til byen for at snakke med, var naturligvis Heinz Ehlers, Jens Nielsen og Søren True.

Niels Holck fra Ritzau havde sat fokus på ”En VM-historie på godt og ondt”, Danmarks tidligere VM-turneringer. Og Allan Pedersen fra Ekstra Bladet skrev om ”En søndag for ti år siden”, hvor Danmark for øjnene af 7.000 tilskuere i Forum (flere gik forgæves) var sølle ét mål fra oprykning til B-gruppen i den afsluttende kamp mod Italien. Sådan beskrev han dramaet:

”Det store ur over Forums is tikkede ubønhørligt mod enden. Målmand Bent Hansen havde forladt det danske bur, og italienerne var presset ned i egen forsvarszone. Fire sekunder før tid havnede pucken hos ”den store svensker”, Lennart Hvied. Han stod udækket et par meter inden for blue line og kanonerede omgående. Men desværre på ydersiden af målstangen. Samtidig med at et skuffelsens brøl steg op mod taget i den gamle hal, lød slutsirenen. 2-2.

Jublende italienske spillere faldt hinanden om halsen, mens danskerne smed sig deprimerede og ærgerlige på isen. I udskiftningsboksen kunne succestræner Richard David og den skadede Per Holten Møller ikke holde tårerne tilbage. ”Så tæt på – og så alligevel ikke,” sukkede Richard David med grådkvalt stemme.”

Min kollega på B.T., Søren Fischer, skrev med blink i øjet om dengang, Danmark satte verdensrekord med 0-47 nederlaget mod Canada i VM-premieren i 1949 i Stockholm.

Og Danmarks bedste spiller i hockeyens barndom, legendariske Jørgen Hviid, som er optaget i både IIHFs og DIUs Hall of Fame, fortalte om hockeyen fra 1929 til lige efter 2. verdenskrig. En spændende historisk gennemgang. Dengang var der kun tre udskiftningsspillere, og de bedste spillere og backerne spillede som regel hele kampen.

Jeg havde i mange år den fornøjelse at dække hockeyen sammen med nu afdøde Mogens Ruggaard fra Ekstra Bladet. ”De Gyldne Poter”, som vi kaldte ham, var i topform i en artikel om sine oplevelser ved tidligere VM-turneringer, bl.a. om Sofia 1975, hvor journalisterne og spillerne på en fridag var i det bulgarske statscirkus, og en stor hanløve pissede ud blandt publikum.

Vi journalister sad helt nede ved manegekanten, og strålen ramte denne signatur lige i smasken. ”Peter rejste sig op og bukkede,” skrev Ruggaard. Episoden vakte moro, men jeg rejste mig ikke og bukkede. Jeg blev siddende og lugtede af løvepis. Det hjalp lidt på humøret, da en tjener kom med en flaske champagne for at råde bod på løvens fadæse.

Mogens Ruggaard mindedes også en kamp mellem UK og Pressen i Forum. Han havde fået Dirch Passer til at komme i fuldt ishockeyudstyr og give pucken op, og en veloplagt Gunnar Nu Hansen kommenterede Dirchs forsøg på at holde balancen. Folk jublede. Den var bare hjemme.

Det blev til et VM-magasin på 24 sider, og jeg er glad for, at jeg gemte programmet.

Hvordan gik det så i Brøndby, Hørsholm og Herlev for 32 år siden?  Jo, det blev en herlig hockeyfest. Det var 21. gang, Danmark deltog i VM, og turneringen skrev sig ind i historien som den flotteste rød/hvide præstation til dato

Danmark sluttede på andenpladsen og rykkede op i B-gruppen. Cheftrænere var Frank Barth og Dana Barbin og konsulent Richard David. Heinz Ehlers blev kåret som turneringens bedste forward, og 17-årige Jens Nielsen blev dansk topscorer med 18 point (12 mål og seks assists), ét point mere end playmakeren Ehlers.

B.T.s top 10 på baggrund af de syv kampe så sådan ud: 1. Heinz Ehlers. 2. Jesper Duus. 3. Per Viggo Jakobsen. 4. Jens Nielsen. 5. John Hansen. 6. Lars Østergaard. 7. Olaf Eller. 8. Søren True. 9. Kjeld Pedersen. 10. Benny Pedersen.

Danmark fik kun et enkelt år i B-gruppen (Norge 1989), nøjagtig som første gang (Rumænien 1979). Det var først efter sejren i C-gruppen på hjemmebane i 1991 med Per Holten Møller som cheftræner, at Danmark ikke så sig tilbage.