RETRO: Da Aalborg-drengen Mads Søgaard imponerede russerne

12-årige Mads Søgaard med MVP-præmien gratuleres af Frederik Åkesson i Skt. Petersborg. Foto: Peter Fredberg

Journalist Peter Fredberg fortæller om Arctic Cup for veteraner og drenge på 12 år i Skt. Petersborg.

I 2012 sendte Danmarks Ishockey Union sit hidtil yngste hold ud i den store verden.

I forbindelse med veteranturneringen Arctic Cup i Skt. Petersborg for spillere over 40 år var der arrangeret en turnering for spillere født i 2000.

Det blev en kæmpeoplevelse for drengene. Måske især for én af dem, det 12-årige målmandstalent Mads Søgaard. Aalborg-drengen imponerede de russiske arrangører og blev kåret som turneringens mest værdifulde spiller i sin udenlandske debut.

Han vil nå langt, skrev jeg hjem fra Skt. Petersborg. I dag er Mads Søgaard en kleppert på rundt regnet et par meter (uden skøjter) og et brandvarmt emne før NHL-draften efter en forrygende sæson for Medicine Hat Tigers. Den næste danske NHL-målmand? Ja, hvorfor ikke.

På sidstedagen i Skt. Petersborg tog jeg et billede af en glad og stolt coming man sammen med Frederik Åkesson (231 landskampe, 15 VM-turneringer). I tre år, mens Frederik gjorde sin træneruddannelse færdig i Sverige, trænede han Mads.

”Han var en meget målrettet og dedikeret spiller. Han vidste allerede dengang, hvad han ville med sin hockey,” siger Frederik Åkesson i dag.

Old boys-landsholdets general manager Henrik Klinkvort havde samlet et superrutineret hold med navne som Jan ”Sild” Jensen, Frederik Åkesson, Ronny Larsen, Mads True, Henning Ludvigsen og Lars Oxholm til en turnering med deltagelse af de otte arktiske lande.

En pengestærk russisk forretningsmand med passion for ishockey havde betalt gildet og spillede selv med på det vindende russiske hold med tidligere KHL-spillere.

I ærespræsidiet sad de russiske legender Vladislav Tretjak, Boris Mikhailov og Vladimir Petrov og NHLs Phil Esposito. Man vil forstå, at der ikke blev sparet på noget. Heller ikke til den store afslutningsbanket.

Målmanden Jan ”Sild” Jensen fra Esbjerg havde fået et tilbud, han ikke kunne sige nej til, selv om han ikke havde været på isen i flere måneder. Og de få gange, det var sket, var det som markspiller.

”Sjovt at møde de gamle spillere igen. Stemningen i omklædningsrummet var som i de gode, gamle dage. Jeg opdagede, hvor meget jeg har savnet den. Henrik Klinkvort må gerne ringe en anden dag,” sagde ”Sild”.

I åbningskampen mod Norge måtte Danmark se sig slået 3-4 med alle danske mål signeret Aalborg-kæden Henning Ludvigsen, Thomas Englund og Ronny Larsen.

Canada med to tidligere NHL-spillere blev slået 12-5 med tre mål af Mads Stensgaard og syv af Aalborg-kæden, og en sejr over Sverige i ordinær tid i den sidste puljekamp ville give en plads i semifinalen.

Det så lyst ud med dansk 3-2 føring, men tre minutter før tid udlignede de tidligere Elitseriespillere. Og så hjalp det ikke, at Danmark vandt på straffeslag med scoringer af alle tre spillere, Thomas Englund, Peter Skræm og Ronny Larsen (sidstnævnte i vanlig spektakulær slowmotion-stil).

Den tidligere landsholdsforward fra Odense Bulldogs, Mads Stensgaard, har på smukkeste vis kombineret ishockey og vin. Han er i dag administrerende direktør og ejer af det gamle, velrenommerede Kjær & Sommerfeldt i København. Vinfirmaet sælger mere end tre millioner flasker vin om året og omsætter for 240 mio. kr.

”Der er mange ting, jeg har kunnet tage med fra hockeyen over i mit civile arbejde. Viljen til at vinde. Passionen for resultater. Performancekulturen. Ligesom alle spillere på et hold er vigtig, gælder det også i et firma,” siger Mads Stensgaard.

Esbjerg-målmanden Jan ”Sild” Jensen var en af 90’ernes store danske navne. Stoppede karrieren i 2005, men havde ikke glemt kunsten i målet. Foto: Peter Fredberg