Rehus færdig i Herning Blue Fox

Så kom det første farvel i angriberkabalen i Herning. Slovakken Branislav Rehus er ude af det midtjyske hold – og foreløbig direkte erstattet af finske Toni Kallela.

– Vi er nået til enighed med Branislav om en løsning, som begge parter er indforstået med. Det er lidt ærgerligt at det ikke gik som håbet, ”Brani” er en god mand for holdet, men i sidste ende er det de sportslige resultater der vejer tungest, siger Herning-direktør Torben Skovsgaard.

Rehus, der to gange tidligere har været i Herning med succes, nåede ikke at levere point i otte kampe hos midtjyderne i denne omgang.

Tilbage i august sagde træner Todd Bjorkstrand ellers at:

– Der er naturligvis altid høje forventninger når man tidligere har spillet i en liga og har gjort det godt. Men Branislav er også en professionel sportsmand, som arbejder hårdt og hele tiden prøver at udvikle sit spil, og derfor forventer jeg også, at vi får en spiller tilbage til klubben, som vil fortsætte hvor han slap.

Men det lykkedes altså ikke denne gang at få Rehus i gear, og slovakken er nu fortid i Midtjylland -formentlig også i fremtiden.