Rasmus Astrup: Livet fik pludselig en helt anden værdi

Foto: Jan Korsgaard

Det var noget af chokmelding, der kom 8. januar, dagen efter kampen mellem Rødovre og Hvidovre i Rødovre Skøjte Arena. Ikke blot for folk involveret i Rødovre-hockeyen, men for hele ishockey-Danmark. 

32-årige Rasmus Astrup, en af Rødovres og Metal Ligaens mest rutinerede og respekterede spillere, var blevet ramt af en blodprop i hjertet og opereret kort tid efter kampens afslutning, meddelte Mighty Bulls.

Heldigvis kunne Rødovre-ledelsen også meddele, at Astrup allerede dagen efter var ved godt mod og tilbage i sit sædvanlige gode humør. 

Det har han stadig i dag og håber, at han kan fortsætte karrieren.

Men først til næste sæson, for blodproppen koster Rasmus Astrup denne sæson, slår han fast. 

 – Lige nu har jeg det fint fysisk godt, men det er klart, at det mentalt er et hårdt slag for mig. Pludselig kan jeg ikke være aktiv med holdet mere, kampene ser jeg i boksen eller følger på nettet. Det tager lidt hårdt på mig, nu når jeg ikke var klar til at stoppe for denne sæson, siger Rødovre-forwarden til Faceoff.dk.

Vi tager med ham tilbage til begyndelsen af januar og kampen mellem Rødovre og Hvidovre.

Her mærkede han intet til de voldsomme begivenheder, der ventede, da han kom og regnede med at skulle slappe af nogle timer, inden næste arbejdsdag ventede.  

 –  Jeg fik pludselig en trykken i min brystkasse. Jeg troede det var en nerve, der sad i klemme, så jeg prøvede at gøre alverdens ting, men intet hjalp. Efter en times tid begyndte jeg at få ondt i mine arme, og så mente min kæreste, at det var tid til at tilkalde hjælp.

– Så jeg ringede 1813 og blev sendt på Herlev Hospital til nærmere undersøgelse. Jeg kørte derud og blev undersøgt, og alt så fint ud. Men da blodprøvesvarene kom, tog det hele fart. Hjertelægen kom og undersøgte mig, og sagde jeg skulle på Rigshospitalet.

– Der kom en ambulance med det samme og kørte mig afsted. Jeg ankom efter 10 minutter og røg direkte ind til operation, som viste, jeg havde en blodprop i hjertet. Min kranspulsåre var lukket 80 procent, så de sugede det de kunne fra den. Jeg blev derefter kørt på en stue med et blodfortyndende drop, som jeg skulle have i 48 timer, fortæller Rasmus Astrup. 

Efter fire dages indlæggelse blev han undersøgt igen. Rasmus Astrup fik besked om, at der stadig var en moderat mængde “blodprop” tilbage. Samme dag blev han udskrevet med medicin, og skal fremme i april 2018 gennem en ny, større undersøgelse.

– Livet fik pludselig en anden værdi for mig. Efter operationen kom jeg ind på stuen klokken 01:45, og jeg sov ikke hele natten. Jeg tænkte på min kæreste, mine børn, min familie, på ishockeyen. ALT løb gennem mit hoved den nat, husker Astrup. 

– Nu bliver der holdt godt øje med mig. Man render til en del prøver lige her i starten. Alle mine resultater har faktisk hele tiden været fine. Lægerne kan ikke rigtig sige, hvorfor blodproppen er kommet, men jeg skal undersøges for en blodsygdom her i februar, som måske kan skyldes blodproppen.

– Ellers mener lægerne, at det kan være en tackling der har lavet en flænge på min kranspulsåre. Men alt i alt går det den rette vej.

Hvor meget ishockey har man overskud til at tænke på i sådan en situation og efter en sådan oplevelse?

– Jeg tænker rigtig meget på ishockey, for  jeg har spillet i 29 år, og vil naturligvis gerne selv tage valget om, hvornår jeg skal stoppe. Min kæreste Anne og vores to skønne børn – William (4) og Alba (1) – er selvfølgelig forrest i mine tanker, men dem ser jeg heldigvis hver dag, så ishockeyen begynder at fylde meget hos mig lige nu. Heldigvis er jeg begyndt på mit job igen, så tilværelsen er stille og roligt begyndt at være normal, siger Rasmus Astrup. 

Han håber i den grad på at komme til at spille ishockey på højeste plan igen og stod det til Astrup selv også i denne sæson. Men bliver der Metal Liga for ham igen, er det tidligst efter sommerferien. 

– Rødovre betyder rigtig meget for mig, der er en masse mennesker i og omkring klubben, jeg holder af. Jeg har tyren i mit hjerte og vil strække mig rigtig langt for at spille igen. Det er det jeg elsker, så hvis alt flasker sig med undersøgelsen til april, så regner jeg med at være tilbage på isen til august.

– Mentalt er jeg allerede klar til at spille den næste kamp, men lægerne holder mig desværre tilbage. Det er klart, at fysisk kræver det en hård sommertræning, men det er det hele værd, hvis jeg kommer til at spille igen, siger Rasmus Astrup.