Rapport fra landsholdets træning søndag aften

Foto: Jan Korsgaard

Landsholdet har været i gang med træningen igen her til aften, og nu er det blot Frans Nielsen, der mangler i den danske trup.

Træner Janne Karlsson må naturligvis også – som bekendt – undvære Lars Eller, men derudover har vi altså været tæt på stærkeste danske opstilling her til aftentræningen i Rødovre.

Derfor kan man også begynde at danne sig et billede af, hvordan Danmark kommer til at stille op til testkampen mod Letland tirsdag og muligvis også torsdag, når det går løs i Hviderusland.

Danmark stillede her til aften med følgende kæder:

  • Daniel Nielsen, Marcus Lauridsen – Nicklas Jensen, Mads Christensen,  Mikkel Bødker
  • Philip Larsen, Stefan Lassen – Nikolaj Ehlers, Peter Regin, Oliver Bjorkstrand
  • Oliver Lauridsen, Jesper B Jensen – Nichlas Hardt, Jannik Hansen, Morten Madsen
  • Nicholas B Jensen, Emil Kristensen – Mathias Bau, Frederik Storm, Morten Green

Det kunne umiddelbart se ud som om, at træner Karlsson arbejder med Mads Christensen som 13. forward og at Frans Nielsen ved sin ankomst skal ind mellem Nicklas Jensen og Mikkel Bødker.

Nielsen ankommer til tirsdagens træningskamp i Riga, der spilles 18:30 dansk tid og transmitteres direkte på TV2 Sport.