Quemener er færdig i Østrig

Foto: Jan Korsgaard

En af sidste sæsons stærkeste målmænd i Metal Ligaen, franske Ronan Quemener, er færdig som målmand i den østrigske klub Dornbiner EC Bulldogs.

Quemener stod til at spille videre i Aalborg Pirates i denne sæson, men benyttede en klausul til at rykke til Erste Bank Eishockey Liga i Østrig og en af de lidt mindre klubber.

I Dornbirn har man nu valgt at skifte Quemener ud med den finske målmand Rasmus Rinne, der kommer fra Sport Vaasa i den finske liga.

Der er gået 3.29 mål ind pr. kamp hos Quemener og en redningsprocent på 90,5 er ikke godt nok for den østrigske klub.

– Ronan Quemener har spillet nogle rigtig gode kampe for os, som for eksempel i vores straffeslagssejr mod Linz for nylig. Vi takker ham for den gode indsats og hans professionelle indstilling og ønsker ham held og lykke videre i karrieren, siger klubbens manager Alexander Kutzer.

Dornbirn ligger pt. næstsidst i EBEL.