QMJHL: Wejse ude opstillingen, men hans hold i finalen

Christian Wejse brager ud og ind af holdopstillingen hos Blainville-Boisbriand Armada, og i aftes dansk tid var han igen ude af opstillingen, da Armada kunne spille sig i finalen i QMJHL med en sejr hos Charlottetown Islanders.

Armada kom bagud 0-1 tidligt i kampen, men fik vendt billedet med to mål i anden periode, og da Alexandre Alain scorede tidligt i tredje periode, var der ingen pardon for hjemmeholdet.

Armada endte med at vinde 5-2, og dermed står Christian Wejse – om han er med på holdet eller ej – altså i finalen om trofæet i QMJHL.

Her har holdet fra Blainville-Boisbriand ikke blot muligheden for at vinde ligaen, men også kvalificere sig til Memorial Cup, hvor vinderne fra de store juniorligaer i Canada mødes for at afgøre, hvilket hold, der ultimativt er stærkest i systemet.

Det er første gang nogesinde, at Blainville-Boisbriand er i finalen i QMJHL.