Pointrig dansk aften i det svenske

Frederik Storm har – som nævnt i andre artikler – været i helterollen for Malmö i aftenens kamp, men han var ikke eneste dansker der ville lege med. Faktisk havde de tre andre danske spillere – Jesper Jensen, Emil Kristensen og Nichlas Hardt – hver en stav med i et mål for deres respektive klubber.

Fo Rögle lavede Jensen og Kristensen både første- og andenassist på Christopher Liljewalls 0-1-mål mod Växjö. En kamp der – med danske øjne – desværre blev tabt 3-1, og dermed henviser dem til niendepladsen.

I Linköping var Luleå på besøg, og de blev sendt hjem til det nordlige Sverige med et 3-2-nederlag. Hardt assisterede på Jonas Junlands 2-0 mål kort inde i anden periode. Dansk-svenske Nick Sörensen havde i øvrigt en assist på Nicklas Perssons vindende mål til 3-2. Dansk-svenskeren har fået en imponerende start – trods en skade i starten af sæsonen – hvor det er blevet til syv point i otte kampe.

Linköping topper SHL sammen med Brynäs efter dagens sejr – ét point foran Oliver Lauridsen og Frölunda, som har en kamp i baghånden.