Pittsburgh Penguins fyrer cheftræneren

Mike Johnston har stået på Pittsburgh Penguins’ trænerbænk for sidste gang. Lørdag fyrede NHL-klubben den 58-årige cheftræner, samt assistenttræner Gary Agnew.

Johnston nåede dermed kun at være træner for superstjernerne Sidney Crosby og Evgeni Malkin, samt resten af Penguins-holdet i halvanden sæson. Canadieren kom til klubben før sidste sæson, men hans første cheftrænerjob i NHL blev aldrig den store succes.

– Jeg følte, at det var tid til et trænerskifte, fordi vores hold har underpræsteret. Vores forventninger er meget højere med de spillere, vi har, siger Pittsburgh Penguins’ general manager Jim Rutherford i en pressemeddelelse om baggrunden for at fyre Mike Johnston.

Den 47-årige amerikaner Mike Sullivan overtager i første omgang trænergerningen fra Mike Johnston. Sullivan har i denne sæson været head coach for Penguins’ farmerhold Wilkes-Barre Scranton Penguins i AHL.

– Mike Sullivan har været cheftræner og assistenttræner i NHL og vi er meget heldige at have haft ham i vores AHL-klub i denne sæson. Han har gjort det fremragende i Wilkes-Barre Scranton og han er klar til at træde til, siger Jim Rutherford.

Mike Sullivan var head coach i NHL fra 2003 til 2006, hvor han stod i spidsen for Boston Bruins.

Pittsburgh Penguins har vundet 15 af sine 28 kampe i denne sæson, og klubben ligger lige nu under slutspilsstregen i Eastern Conference. Pingvinerne er dog a point med Boston Bruins, som i øjeblikket ligger lige over stregen, så hvis Mike Sullivan får gang i holdet, kan Penguins stadig redde sæsonen.