Piskesmæld: Lassen håber at være tilbage snart

Stefan Lassen skifter ud. Foto: Jan Korsgaard

Ikke siden 13. december har landsholdsbacken Stefan Lassen spillet ishockeykampe for sin klub Pelicans Lahti, men Lassen, der er kaptajn for sin finske klub, forventer at være tilbage i slutningen af januar.

I dag er han til undersøgelse hos en fysioterapeut i Helsinki, der er ekspert i piskesmæld, og det er netop sådan en skade, Stefan Lassen kæmper med for øjeblikket.

I slutningen af november ramlede han ind i en modstanderhjelm og flækkede både tænder og læbe – og Stefan Lassen troede i første omgang, at han var blevet ramt af en hjernerystelse. Symptomerne lignede, men da Lassen i midten af december tog den test, som er obligatorisk i Finland, før man må spille igen efter en hjernerystelse, blev han klarmeldt igen.

Siden fik han konstateret, at det ikke var hjernerystelse, men symptomer efter piskesmæld, der holdt ham ude, og det første besøg hos førnævnte fysioterapeut i Helsinki, der selv er tidligere ishockeyspiller, gav kraftige forbedringer.

– Det har været frustrerende og kedeligt, men omvendt har det givet mig en ekstra uge med familien omkring jul. På den måde kan jo vende det til noget positivt. Og heldigvis har vi en meget professionel lægestab omkring holdet heroppe. Jeg bliver på ingen måde presset til at spille, siger Stefan Lassen til Faceoff.dk – og erkender, at både frygten for en længerevarende skade på grund af hjernerystelse og det kommende VM i Danmark har været i tankerne i den seneste måneds tid.

– Heldigvis håber jeg at være klar til VM, hvis Janne (Karlsson, landstræner) mener, jeg er god nok til truppen, kommer det beskedent fra Lassen.

Lige nu kæmper hans holdkammerater i en tæt finsk liga, hvor fire hold har skilt sig, mens de seks næste hold ligger uhyre tæt i kampen om de sidste to direkte kvartfinalepladser. Her blander Pelicans Lahti sig.

– Vi kan gå langt. Det er jeg overbevist om. Vi har slået alle hold i løbet af sæsonen og ligaen er virkelig tæt. Som jeg fornemmer det, er mesterskabet helt åbent i den her sæson. Vi har været uheldige med mange skader, men nu begynder folk at komme tilbage, og vi bliver stærkere frem mod slutspillet, siger Stefan Lassen.