Pirates vandt igen i Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

Rungsted Seier Capital – Aalborg Pirates 3-4 (1-1, 0-1, 2-2) Det var en pænt besøgt Saxo Bank Arena, der tirsdag aften dannede rammen om det fjerde indbyrdes møde i mellem Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates. Måske var det navneskiftet, der havde lokket mennesker i hallen på denne råkolde og regnvåde tirsdag aften.

Kampen startede i et rigtigt fornuftigt tempo hvor begge hold viste, at de var kommet for at spille efter de tre points. Hjemmeholdets Erik Hjalmarsson var måske en kende for ivrig, da han pådrog sig en tåbelig tripping udvisning i offensiv zone allerede efter 32 sekunder.

Gæsterne kom dog slet ikke frem til noget, og kort efter Rungsted var blevet fuldtallige sendte Nikolaj Rosenthal, Tobias Kisum og Anders Feddersen afsted i en to mod en og førstnævnte lavede “kigge-væk” finten og snød Lundell i målet og sendte pucken i mellem benene på keeperen.

Efter målet forsvandt alt intensitet ud af kampen og begge hold formåede ikke rigtigt at skabe noget fremad af banen. Rungsted var dog det mest konstruktive hold når de havde pucken i offensiv zone og det blev til enkelte rigtig pæne chancer, men skarpheden manglede.

Kampens lave tempo var nok også grunden til at Lasse Jul Korsgaard kunne køre på tværs af hjemmeholdets zone uden at blive stoppet og sætte pucken langs isen på Sebastian Feuk. Sløjt forsvarsspil af hjemmeholdet.

Anden periode fortsatte som første sluttede, lavt tempo og ingen intensitet. En udvisning til hvert hold i løbet af de første 10 minutter af anden periode gav heller ikke nogen mål, men ud af ingen ting, lidt over midtvejs fandt Olle Liss, ligatopscorer Nicolai Meyer på bagerste stolpe, og han fik via Feuk sendt pucken ind i kassen, ganske skarpt af den unge nordjyde.

Hjemmeholdet fik bedre fat i de sidste fem minutter af perioden og de fik tilmed et powerplay at forsøge sig med, men skarpheden er ikke noget de nordsjællandske spillere har, og i øvrigt har forsøgt at finde hele sæsonen.

I tredje periode livede det hele op. Pirates fik bragt sig yderligere foran, da unge Kristian Kodal sendte et skud fra blålinje i kassen. I situationen fik udeholdet skabt godt med trafik foran kassen og så var udsynet dækket for Fuek.

Under 40 sekunder efter fik hjemmeholdet en livline, da Ossi Saarinen blev sat op af sin finske landsmand Antti Kangasniemi, så han kunne komme med fart ind i slottet og udplacere Lundell i kassen, faktisk en ganske glimrende mål, da det indeholdte noget af den direkthed og fart, som Rungsted helt tydeligt savner i deres spil.

Lidt over midtvejs i perioden kom 3-3-udligningen så, da unge Jonas Røndbjerg slog en returpuck i nettet, efter et skud fra blå linje. Røndbjerg blev inden kampen hyldet med de andre U20-spillere for deres indsats ved U20 VM og derudover blev han også kåret af Frederiksborg Amts Avis som Nordsjællands Idrætstalent og modtog en check på 20.000 kroner.

Aalborg fik lidt bedre fat i kampen og dermed dæmper hjemmeholdets momentum, efter de to scoringer. De fleste begyndte at indstille sig på overtid og pointdeling, men sådan blev det ikke.

Efter en alt for løs backchecking af hjemmeholdets første kæde,  fik Olle Liss for meget plads ind over blå linje, og han fandt en helt fri Nicolai Meyer, der kom stormende bagom forsvaret, hvor han kynisk satte 4-3 for udeholdet.

Lasse Jul Korsgaard pådrog sig en udvisning med 1.43 tilbage af kampen og gav dermed hjemmeholdet endnu en mulighed for at komme tilbage i kampen. Olaf Eller tog omgående timeout, for at få sat det mest optimale pres på gæsterne. Sebastian Feuk blev pillet ud i samme moment.

Men Rungsteds ineffektivitet og manglende direkte spil, blev i den grad udstillet i de døende sekunder, hvor man var i puckbesiddelse, men i stedet for at øse pucke på mål, blev den sorte gummiskive spillet rundt langs banden og frem og tilbage i mellem blå linje og hjørnet, og derfor var det heller ikke noget problem for Pirates at holde kampen ud, da der aldrig kom nogle skud.

Pirates vandt fortjent kampen og gjorde hvad de skulle. Rungsted derimod, må nu kigge nedad og affinde sig med at de nu er tættere på bunden end midterfeltet i stillingen.