Pirates sendte Rødovre hjem med nederlag

Foto: Jan Korsgaard

Aalborg Pirates – Rødovre Mighty Bulls 4-3 (1-1, 1-1, 2-1) 962 tilskuere havde taget turen til Gigantium, hvor der var arrangeret stort legeland for de mindste i foyeren inden kampen. På isen tog Aalborg tog sejren og de tre point til bundstriden, mens Rødovre mistede et skridt i forhold til at hente ind på SønderjyskE og Frederikshavn i toppen.

Aalborg Pirates skulle komme tilbage fra fredagens massakre i Frederikshavn, hvor man tabte med 2-10 trods for en 2-0 føring kort inde i kampen.

Man var stadig uden backerne Kristian Kodal, Magnus Leth Nielsen og Anders Thode samt forward Lasse Jul Korsgaard, der er udenfor en cirka en måned. Rødovre skulle bygge videre på den flotte stime af sejre, som man har haft på det seneste.

Aalborg havde rokeret en del rundt i kæderne, men det så ikke ud til, at spillerne skulle vænne sig til det. Aalborg kom godt ud til perioden med god fart i skøjterne og kom til flere gode chancer, som Stefan Ridderwall tog sig af i målet for Rødovre.

Aalborg havde et par powerplays, hvor man havde flere gode muligheder, men man kunne ikke få pucken forbi Stefan Ridderwall, der spillede en stærk kamp i Rødovremålet.

Rødovre kom foran ved Martin Højbjerg, der sendte et slagskud afsted fra toppen af cirklen, og den strøg op i hjørnet uden chance for Marcus Lundell. Pucken havde ændret retning, da den blev ramt af en Aalborgstav, der forsøgte at styre pucken forbi mål.

Aalborg fik hurtigt udlignet ved Jeppe Jul Korsgaard, der var rykket op i førstekæden til dagens kamp, hvor han var sidste mand, der slog efter pucken foran Ridderwall.

Med 2,2 sekunder tilbage af perioden så man noget, som man sjældent ser i de første perioder. Aalborg havde faceoff i Rødovres zone, og Jens Nielsen tog Marcus Lundell ud af målet for at satse med seks markspillere, dog med den risiko, at hvis Rødovre vandt pucken, så kunne de sende den mod tomt mål.

Der begyndte at herske en lidt ond stemning på isen i løbet af 2. periode, hvor der var en masse situationer, der kunne have givet flere udvisninger. Der var flere situationer, hvor spillerne var helt oppe i hjelmen på hinanden.

Det var Rødovre, der kom foran igen i kampen, da Anders Schultz var sidste mand på pucken. På en eller anden måde fik han prikket pucken over stregen, hvor dommeren var længe om at fløjte for blokering. Aalborg endte også med at få en udvisning i situationen, hvor Rødovre fik sat powerplayspillet godt op, men Aalborgspillerne blokerede skud over det hele.

Udligningen kom også, da Tobias Ladehoff satte staven på en aflevering fra Nicolai Meyer, som han kunne styre ind ved den fjerneste stolpe, hvor Stefan Ridderwall ikke kunne komme helt ud til.

Aalborg kom stærkt ud til de sidste tyve minutter, hvor hjemmeholdet også hurtigt kom på 3-2, da Oliver Anker var første mand over pucken efter Lars Lundins skud på mål. Lars Lundin ville dog ikke stå tilbage for de unge spillere i dag, så han sendte et håndledsskud afsted mod mål, og den sejlede direkte op i hjørnet uden chance for Stefan Ridderwall i målet.

Målet blev scoret i powerplay, og det var et meget godt billede på periode, da der blev kaldt en del udvisninger.

Phillip Bruggisser blev frustreret og satte en cross-checking i ryggen på en aalborgspiller, men det ville Niclas Svensson ikke se på, så de endte med en lille isdans. Det var tydeligt, at Svensson ikke havde den store chance i den nævekamp, men han tog den for holdet.

Rødovre fik reduceret, mens de var i undertal. I næstsidste minut fik Rødovre en udvisning, og man regnede med, at tiden bare skulle køres af uret, så Aalborg kunne tage tre vigtige point på kontoen.

Stefan Ridderwall skøjtede ud, mens Aalborg ellers havde pucken, men Sebastian Ehlers var ikke opmærksom på det, så han smed bare pucken ned i hjørnet.

Sebastian Brinkman og Robin Karlsson havde muligheden for at score i det tomme mål, men Rasmus Astrup viste fighterhjerte og blokerede begge skud foran det tomme mål.

Nicolai Meyer ville være det nemme valg som kampens spiller med tre assists. Dog skal æren gå til Jeppe Jul, der startede scoringen for Aalborg, og han befandt sig rigtig godt i den nye førstekæde til kampen. Også backen Lasse Bo Knudsen havde flere gode aktioner i defensiven og fightede flot hele kampen.