FINAL4: Pirates finaleklar efter helstøbt indsats

Vojens Efterskole
728 Vm org
#7 Kirill Kabanov - Aalborg Pirates

Herning Blue Fox – Aalborg Pirates: 1-4 (1-2)(0-1)(0-1)

Publikum blev vidne til en første periode hvor begge hold gik risikofrit til værks. Hovedparten af publikum i Boxen havde ganske givet håbet at se hjemmeholdet bringe sig i front, men Aalborg Pirates ville noget andet. Trafik foran mål syntes at have været et tema hos nordjyderne inden kampen, og Henry Hardarsson stod perfekt placeret og rettede skuddet fra Mikkel Højbjerg ind bag en sagesløs Ahonen.

Udligningen lod dog ikke vente længe på sig. Kampens detalje blev signeret af Thomas Andersen der vred sig fri og med en yderst koldblodig afventen fik han Galansky på ryggen, og så var det en smal sag at sætte pucken i kassen med baghånden. 1-1 og fremragende start på kampen. I minutterne efter havde både Anders Poulsen og Jan Dalecky chancer alene med Galansky – ind ville pucken dog ikke.

Aalborg var anderledes effektive inde foran mål. Igen blev recepten fulgt til punkt og prikke. Sebastian Brinkmann, der efter en længere pause igen var tilbage, stod parkeret inde foran Ahonen og finnen kunne ikke stille noget op overfor endnu en flot styring. 1-2 viste måltavlen og Pirates buldrede videre i den resterende del af perioden.

Marginalerne var med Herning mod slutningen af perioden, og de fleste i hallen havde set den puck i nettet. Pucken kurede langs målstregen men det blev ved de tre scoringer i første periode.

Skarpheden størst hos nordjyderne

Blue Fox forsøgte at rette op på tingene fra anden periodes start. Lasse Lassen sendte en lumsk afslutning afsted med baghånden, og kort efter fik rævene også powerplay. Lasse Bo Knudsen satte en hård tackling i ryggen på Sebastian Ruders, men denne aften kunne hjemmeholdet slet ikke få spillet i powerplay til at fungere. Aalborgs fortjeneste, der i boxplay blev anført af kampens bedste, Kirill Kabanov, der arbejdede som besat kampen igennem.

Herning skulle slide hårdt for at komme frem til chancerne, og når de så endelig opstod var skarpheden en mangelvare. Eminent forarbejde fra Andersen og Branden Gracel endte med en helt fri Riku Pitkänen, men finnen fik aldrig afsluttet. Sekvensen markerede en af Hernings bedste perioder i kampen og de kunne ikke komme meget nærmere udligning end stolpeskuddet fra Markus Jensen.

Nyt powerplay til Blue Fox – ny spildt chance. Det lå ellers i luften at rævene skulle sætte 2-2 målet på tavlen, men kender man ikke sin besøgelsestid koster det i den anden ende mod et sprudlende Aalborg-hold. Næppe var gæsterne blevet fuldtallige inden Christopher Frederiksen sendte en puck mod fjerneste stolpe, og Pierre Olivier-Morin straffede kynisk den dårligt timede udskiftning fra Herning.

Målet vendte igen momentum og Aalborg pressede hårdt på for at potentielt lukke kampen i allerede i anden periode. Det afsluttende powerplay mod slutningen af perioden sendte rævene ud i et regulært stormvejr, og både Peter Quenneville samt Kirill Kabanov havde afgørelsen på staven. Der var bid i de nordjyske aktioner, mens værternes problemer blev udstillet da Toni Kallela slog et hul i luften på en kæmpe chance midt for mål.

Pirates fortsat i kontrol mod fantasiløse ræve

Spørgsmålet inden tredje periode var; hvordan ville nordjyderne gribe tredje periode an? Pirates stillede sig en anelse længere tilbage på isen, men syntes stadig at være i kontrol over kampen. Hernings chancer blev reduceret til chancer som den der tilfaldt Pitkänen der måtte afslutte fra en spids vinkel. Tadeas Galansky stod kampen igennem solidt, men fik også god hjælp af et aggressivt hold foran sig.

Gæsterne lurede på kontra og en sådan var Julian Jakobsen tæt på at udnytte. Pucken gled dog akkurat fra ham, men tjente som en advarsel til rævene om konsekvensen af den offensive tilgang. Blue Fox fik ellers yderligere et par chancer i powerplay, men chancerne udeblev. Anders Poulsen havde et fint forsøg, men der var slet ikke samme snert i afslutningerne fra midtjyderne.

Flere powerplays fulgte, men Aalborg stod godt organiseret og kæmpede forbilledligt. Godt nok var Herning mest på pucken i tredje periode og Thomas Andersen var ikke langt fra at blive dobbelt målscorer for hjemmeholdet. Anders Poulsen og Markus Jensen havde også fine aktioner tæt under Galansky, men sammen med sit forsvar blev rævene generelt holdt fra fadet.

Og så går det som det ofte går. Herning i en alt eller intet satsning til sidst, og ganske symbolsk sendte kaptajnen, Daniel Nielsen, pucken ind i fødderne på Gracel som aldrig fik kontrol over pucken. Kabanov sendte uden større omtanke pucken i det tomme mål, og så blev der ellers tændt op under de mange tilrejsende fra Nordjylland.

De kan se frem til en rematch fra sidste års Metal Cup Finale når modstanderen igen hedder Rungsted Seier Capitals. Blue Fox må erkende at festen udeblev i Jyske Bank Boxen og at næste delmål for sæsonen altså glippede for Petri Skrikos tropper trods hjemmebane og førstepladsen i Metal Ligaen.

Brøndby intro artikler