Philip Schultz årets unge idrætstalent i Rødovre

Foto: Ian Nielsen

Han har leveret en fremragende sæson i Rødovre, og fik et gennembrud i Mighty Bulls-trøjen i den sidste del af sæsonen. 

Philip Schultz var ligeledes med på det danske U20-landshold ved VM i USA midt på sæsonen, så det var ikke unaturligt, at den hurtige angriber var inde i billedet til kåringen som årets unge idrætstalent i Rødovre.

Han vandt og overtog dermed pokalen fra en anden ishockeyspiller, Marcus Almqvist. 

Det var det sidste krydderi på en flot sæson for Schultz. 

– Det har været et fedt år. Det var en drøm at få lov til at spille i Mighty Bulls og det gik meget bedre end forventet. Jeg havde slet ikke turde håbe på, at jeg fik så god en sæson og jeg havde heller ikke regnet med, at jeg ville gøre det så godt som jeg gjorde i playoff også afrundingen med prisen i dag. Jeg er super stolt og glad, sagde han i forbindelsen med kåringen – og glædede sig over, at Rødovre Mighty Bulls allerede er godt i gang med den kommende sæson. 

– Vi skal sigte mod det samme, en tredjeplads er måske højt sat, men det ligner meget det samme hold som sidste år. Vi går forhåbentlig i kvartfinalen og så har alle nok fået erfaringen fra sidste års syv kampe til at vi måske kan tage skridtet videre til en semifinale, sagde han til Rødovre Lokal Nyt.